Lagret blod er ikke dårligere end frisk blod
27 oktober 2016

Hvis du har brug for en blodtransfusion, tænker du måske, at det er bedst med noget frisktappet blod.

En ny undersøgelse fra University of Waterloo i Canada viser dog, at det ingen betydning har for patienterne, om de får friskt blod eller blod fra hospitalets lager. Det skriver foreningen.bloddonor.dk, som er hjemmesiden for Bloddonorerne i Danmark.

Undersøgelsen er bygget på tranfusioner til knap 31.500 patienter på seks hospitaler i fire lande og er netop blevet publiceret i tidsskriftet New England Journal of Medicin.

Forskerne bag undersøgelsen kunne se, at dødeligheden var 9,1 procent hos personer, der modtog frisk blod, og 8,7 procent hos dem, der modtog blod fra lageret.

Resultaterne betyder ifølge foreningen.bloddonor.dk, at blodbankerne ikke behøver at være nervøse for at have et lager af blod til rådighed.

Det har nemlig været en udbredt opfattelse, at det er bedst at give patienter friskt blod.

Blodet kan dog kun være på lager i cirka fem uger ved en temperatur på fire grader, skriver foreningen.bloddonor.dk.

aml

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.