Kvinder faker oftere orgasme, når de tjener mere end manden
Nyt studie viser, at hvis kvinder tror, at en mands maskulinitet er skrøbelig, tager de mere hensyn, men får selv en dårligere oplevelse i sengen.
»Kvinder har ofte en socialisering mod omsorg for andre og mod ikke sætte deres egne behov i centrum. Det er de opdraget til fra en ung alder,« siger den norske seksualvaneforsker Bente Træen. (Foto: M./Unsplash)
»Kvinder har ofte en socialisering mod omsorg for andre og mod ikke sætte deres egne behov i centrum. Det er de opdraget til fra en ung alder,« siger den norske seksualvaneforsker Bente Træen. (Foto: M./Unsplash)
»Det viser med al tydelighed, hvor svært det er for kvinder at tjene mere end manden. Hvis du får en partner, der er lavere nede på den sociale rangstige end dig, så skal han i hvert fald føle sig som en fantastisk elsker,« siger seksualvaneforskeren Bente Træen til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Det siger hun på baggrund af et nyt amerikansk studie, der viser, at den økonomiske balance i parforholdet spiller en rolle i sengen.
Kvinder, der tjente mere end end deres mandlige partner, lod oftere som om de fik orgasme. Faktisk dobbelt så ofte som dem med den laveste løn i forholdet.
Resultatet kommer fra en spørgeundersøgelse blandt 150 kvinder, som er rekrutteret via Facebook.
Blev spurgt om partneren ville vise, at han var en rigtig mand
Annonce:
To andre undersøgelser indgår også i det nye studie, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Social Psychological and Personality Science.
De viser, at kvinder, der tror, at mandens maskulinitet er truet, tier om deres egne seksuelle behov.
300 studerende i heteroseksuelle forhold deltog i én af disse undersøgelser.
De blev blandt andet spurgt, hvor ofte deres partner gjorde ting for at vise, at han var en rigtig mand, og om hvor bange de var for, at deres partner ville blive såret, hvis de fortalte om, hvad de ønskede sig i sengen.
Kvinder, der scorede højt på disse spørgsmål, droppede oftere at fortælle, hvad de godt kunne tænke sig i soveværelset.
Forskellen var ganske vist ret lille, så resultaterne skal tages med et gran salt.
Resultaterne var lidt tydeligere i den tredje undersøgelse.
Her blev knap 200 kvinder, der enten var heteroseksuelle eller biseksuelle, præsenteret for fiktive scenarier i en internetundersøgelse.
Alle skulle forestille sig, at de havde en ny partner, som de havde sex med tre gange - men at de endnu ikke havde fået orgasme.
En gruppe fik at vide, at manden virkede usikker på sin egen maskulinitet, fordi hun ikke havde nået klimaks
En anden gruppe fik at vide, at manden virkede sikker på sin egen maskulinitet på trods af oplevelsen
Annonce:
De kvinder, der skulle forestille sig den usikre mand, bekræftede de øvrige undersøgelser.
De forestillede sig, at de ville bekymre sig om mandens ego, og at de ikke ville fortælle så tydeligt om deres egne seksuelle behov.
Opdraget til at vise omsorg fra en ung alder
Kvinder, der tjener mere end end deres partner, lader oftere som om de får orgasme. Faktisk dobbelt så ofte som dem med den laveste løn i forholdet. (Foto: Toa Heftiba/Unsplash)
»Hvis en kvinde er bekymret for uforvarende at true sin partners maskulinitet, kan det føre til et sammenbrud af kommunikationen,« siger én af forskerne bag det nye studie, Jessica Jordan, i en pressemeddelelse.
Forskeren ved University of South Florida påpeger, at kvinder prioriterer det, de tror er mandens behov.
Bente Træen mener også, at det er almindeligt for mange kvinder at tage hensyn.
»Kvinder har ofte en socialisering mod omsorg for andre og mod ikke at sætte deres egne behov i centrum. Det er de opdraget til fra en ung alder,« siger forskeren.
Hun påpeger samtidig, at studiet er amerikansk, så det er ikke sikkert, at det samme gør sig gældende i Norge, som er et mere ligestillet samfund.
»Jeg tror, hvis vi forholder os til skandinaviske forhold, så er især mange piger og unge kvinder gode til at fortælle, hvordan de vil have det seksuelt,« siger den norske forsker.
Hun har også forsket i ældres kommunikation om sex. Dette studie viste, at norske kvinder i højere grad end mændene tog bladet fra munden om, hvad de havde behov for.
En svaghed ved det amerikanske studie er også, at det er ganske få kvinder, som er blevet spurgt, og at de har en forholdsvis enslydende baggrunde, påpeger Bente Træen.
Hvad med manden?
Annonce:
De amerikanske forskere påpeger også en anden svaghed: Mændene blev ikke spurgt om, hvad de tænker.
Måske er det kun kvinden, der oplever mandens maskulinitet som truet, mens manden ikke føler det sådan.
For at se dette indhold skal du acceptere funktionelle cookies.
Klik her for at ændre dit samtykke
Podcasten Brainstorm
Lyt til Videnskab.dk's podcast om hjernen, Brainstorm, herunder. Du kan også finde flere podcasts fra Videnskab.dk i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.
For at podcast-afspilleren kan vises, skal du acceptere funktionelle cookies.
Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.
Hovsa! Her skulle en video ligge. Men da du ikke har accepteret marketing-cookies, som YouTube-afspilleren bruger, kan videoen ikke blive vist.
Klik her for at ændre dit samtykke
Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv
Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.
Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.
Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.
Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.
Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.
Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.
Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.