Kvindelig astronaut slår rekord efter 328 dage i rummet
Christina Koch på rumvandring Nasa astronaut

Den amerikanske astronaut Christina Koch vender tilbage til Jorden som ny rekordholder. Her er hun under en rumvandring 15. januar 2020. (Foto: NASA)

Den amerikanske astronaut Christina Koch vender tilbage til Jorden som ny rekordholder. Her er hun under en rumvandring 15. januar 2020. (Foto: NASA)

Kilde: 
06 februar 2020

Efter 328 dage er Christina Koch fra NASA den kvindelige astronaut, der har opholdt sig i rummet under en enkelt rumfart i længst tid.

Det oplyser NASA i en pressemeddelelse.

Christina Koch fra USA vender i dag tilbage til Jorden efter at have tilbragt næsten et år på Den Internationale Rumstation (ISS).

Hun har følgeskab af sine to kollegaer italienske Luca Parmitano fra den europæiske rumfartsadministration (ESA) og Alexander Skvortsov fra den russiske rumfartsadministration, Roscosmos.

Kochs lange rummission, som startede 14. marts 2019, vil give forskere muligheden for at observere effekter af langvarig rumfart på en kvinde.

NASA planlægger nemlig igen at sende mennesker til Månen under Artemis-programmet, og de forbereder sig på menneskelig udforskning af Mars, skriver NASA i pressemeddelelsen.

Den 41-årige ingeniørs rumrejse på 328 dage er den næstlængste enkeltturs rumflyvning af en amerikansk astronaut, ifølge NASA.

Under rumfarten afsluttede Christina Koch 5.248 baner om Jorden, hvilket svarer til 291 rejser til Månen og tilbage. Hun gennemførte også seks rumvandringer, inklusiv de første udelukkende kvindelige rumvandringer nogensinde.

Allerede i december slog Koch den hidtidige rekord for en kvindelig astronaut i rummet, som lød på 289 dage og tilhørte NASA astronauten Peggy Whitson, skriver det danske nyhedsbureau Ritzau.

I videoen her kan du se, hvordan det så ud, da Christina Koch landede på Jorden:

(Video: NASA)

 

 

mhc 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.