Kunstige minder kan blive det næste våben mod depression
Nye spændende forskningsresultater giver håb for den fremtidige behandling af depression. Indtil videre er metoden kun afprøvet på rotter, men det er et stort skridt imod en bedre forståelse af depression.

Kunstige lykkelige minder kan måske hjælpe deprimerede mennesker til at åbne op over for en positiv fortolkning af livets oplevelser, som kan hjælpe med at løfte depressionens mørke skyer. (Foto: <a href="shutterstock_134407094.jpg">Shutterstock</a>)

 

Det hjælper ikke meget at bede en deprimeret person om at tænke positivt og huske på alle de gode tider. Det er fordi, depressionen blokerer adgangen til de lykkelige minder.

Men hvad nu, hvis vi kunstigt kunne gendanne de gode minder for at hjælpe den positive tænkning på vej?

En undersøgelser antyder, at det faktisk er muligt - i hvert fald i rotter.

Overraskende nok er rotternes psykologi og fysiologi ikke så forskellig fra vores. Og hvis det er muligt at konstatere den samme effekt i mennesker, kunne det måske hjælpe deprimerede mennesker til at åbne op over for en positiv fortolkning af livets oplevelser, som kan hjælpe med at løfte depressionens mørke skyer.

Dyr kan også være depressive

Klinisk depression er forskellig fra midlertidigt tungsind eller bedrøvelse. Depression er en forholdsvis almindelig, psykopatologisk sygdom karakteriseret ved en vedholdende nedtrykt sindstilstand, tristhed, nedsat lyst eller interesse og manglende motivation.

Depressionen giver ofte søvnforstyrrelser og har en negativ effekt på mange af livets aspekter, også hvad man ellers ville opfatte som selvbelønnende adfærd - for eksempel at spise.

Selvom depression hovedsagligt er et menneskeligt fænomen, som både børn og voksne kan lide af, er depressiv adfærd også blevet observeret i dyr. Det har selvfølgelig sine begrænsninger. For eksempel er depression i mennesker kendetegnet ved håbløshed og selvmordstanker; følelser, som ikke kan påvises i dyr.

Manglende interesse er imidlertid tilstede i både mennesker og dyr. Det er let at påvise manglen på interesse blandt gnavere ved at måle dyrenes præference for søde ting - deprimerede dyr taber nemlig interessen for sukker.

Dyrestudier er en stor hjælp

Depressionsmodeller fra dyrestudier er en utrolig stor hjælp til at forstå den biologiske, fysiologiske og genetiske basis for den grundlæggende patologi. Ny forskning viser, at en kunstig aktivering af de hjerneceller, der spontant er aktive under positive oplevelser, mindsker depression - eller anhedonia, den medicinske betegnelse for den manglende evne til at føle glæde - i rotter.

Forskerne benyttede en metode kaldet optogenetik. Ved at genmodificere udvalgte hjerneceller kan de gøres følsomme over for lys. Når man så belyser nervecellerne med lys af bestemte bølgelængder, kan man enten tænde eller slukke for nervecellernes funktion.

Lysfølsomme molekyler blev brugt til at få de aktive nerveceller til at lyse op, så forskerne kunne se, hvilke nerveceller i dyrets hjerne var aktive i løbet af en særlig oplevelse.

Forskerne valgte at aktivere molekylerne i det område af hippocampus, der kaldes gyrus dentatus, og som blandt andet forbindes med dannelsen af minder, undvigelsesrespons og appetit. Gyrus dentatus registrerer både positive og negative oplevelser.

Først fremkaldte forskerne anhedonia i han-rotter ved gentagne gange at udsætte dem for stress ved at hænge dem op i halen og gøre det umuligt for dem at bevæge sig. Så udsatte de rotterne for tre forskellige slags oplevelser.

  • Positiv - ved at sætte dem i et bur med en hun-rotte.
  • Negativ - immobiliseret i et bur.
  • Neutral - ved at sætte dem i et tomt bur.

Gyrus dentatus er en del af det limbiske system, der er involveret i genereringen af hukommelsesspor og i vores følelsesliv. Her ses nervecellerne i gyrus dentatus i et tværsnit. (Foto: CFCF/WikiCommons)

Derefter identificerede forskerne, hvilke hjerneceller var aktive under oplevelserne.

Forskerne brugte lysglimt til at aktivere cellerne, de havde præciseret. De fandt, at reaktiveringen af de celler i gyrus dentate, som var aktive i løbet af de positive oplevelser (men ikke reaktiveringen af cellerne, der var aktive i løbet af negative eller neutrale oplevelser) gjorde rotterne interesserede i sukker igen, hvilket betød, at de ikke længere var depressive.

 

Spændende forskningsresultater giver håb

Hvad der er nok så spændende - særligt for en hukommelsesforsker - er, at den kunstige reaktivering af cellerne (reaktiveringen af de positive minder) - og ikke genoplevelsen af den positive oplevelse - gjorde udslaget.

Sagt med andre ord, var det ikke oplevelsen af igen at blive sat i bur med en hun, der løftede rotten ud af depressionen. Nogle vil måske mene, at oplevelsen af igen at være i samme bur som en hun ikke nødvendigvis reaktiverer et minde, da det måske indkodes som en ny oplevelse.

Det kunne tyde på, at det er aktiveringen af det neurale netværk forbundet med den tidligere, positive oplevelse - og ikke selve den positive oplevelse - der hjælper.

Men kan sådanne forskningsresultater forlænges til mennsker?

Ikke umiddelbart. Men der er håb forude, for eksempelvis har kliniske studier påvist, at terapeutiske kognitive adfærdsinterventioner, der benyttede positiv mental-visualisering eller en rekonstruktion af måden tidligere oplevelser blev fortolket, kan hjælpe.

Forbindelsen mellem personlige erindringer og depression er i øjeblikket ved at blive eksperimentelt efterforsket.

 

Vigtig brik i forståelsen af depression

Men hvad der er nok så vigtigt er, at denne undersøgelse viser, at brugen af eksterne og kunstige udløsende faktorer kan vise sig at være uundværlige i behandlingen af depression for at få adgang til de positive minder.

Man er allerede begyndt at bruge optogenetik på mennesker, men med meget stor forsigtighed, da det kan kræve implantater. Men det er ikke utænkeligt, at de eksterne og kunstige udløsende faktorer viser sig at være lysglimt.

Lige meget hvad er det en vigtig brik, der hjælper os til at forstå ikke alene, hvordan depression virker - men også hvordan den behandles. Men yderligere forskning er nødvendig for at få et klarere billede af, hvordan man overfører det til mennesker.

Giuliana Mazzoni modtager støtte fra ESRC og British Academy.  Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.