Krydsord slår andre hjernespil: Skærper kognitionen hos nogle ældre

Krydsordstræningen ser også ud til at påvirke hjernesvind hos ældre med mild kognitiv svækkelse. (Foto: Shutterstock)

Krydsordstræningen ser også ud til at påvirke hjernesvind hos ældre med mild kognitiv svækkelse. (Foto: Shutterstock)

15 december 2022

Kryds og tværs-opgaven kan mere end at underholde i ugebladene. Faktisk ser den svære ordleg ud til at slå samtlige digitale hjernespil hjem, når det gælder om at holde hjernen skarp hos ældre med milde kognitive udfordringer, såsom lettere hukommelsestab. 

Det skriver Duke University School of Medicine i en pressemeddelelse.

I et nyt randomiseret studie publiceret i NEJM Evidens har amerikanske forskere undersøgt, hvordan forskellige computer-hjernespil påvirker kognitionen hos 107 ældre mennesker, der alle var mildt kognitivt svækkede. 

Deltagerne blev tilfældigt fordelt til at træne et af de forskellige spil, heriblandt middelsvære kryds og tværs, i 3 måneder samt efterfølgende i 6 korte sessioner frem til uge 78. Før og efter de tre måneders træning gennemførte de forskellige tests og fik målt hjernesvind før samt igen 78 uger efter, træningen sluttede. Forsøget var enkelt-blindet, hvilket betyder, at forskerne ikke vidste, hvilket spil deltagerne havde fået tildelt.   

»Resultaterne var overraskende og vigtige, da vi leder efter måder at reducere risikoen for Alzheimer og andre typer af demens,« fortæller studiets medforfatter Murali Doraiswamy, professor i psykiatri og geriatri ved Duke University, i pressemeddelelsen. 

Krydsordene vinder over de andre kognitive spil og viser sig altså som den mest effektive træning til at forbedre de ældres svækkede kognition. Samtidig gik hastigheden af hjernesvind langsommere hos deltagerne, der lavede krydsord. 

»Til dato har intet lægemiddel inden for Alzheimer-området ramt alle de endepunkter,« siger Murali Doraiswamy i pressemeddelelsen.

»Krydsord vil naturligvis ikke kunne stå alene som behandling. Men hvis samme effekter viser sig i andre fremtidige forsøg, kan krydsords-træning godt blive et hjemmebaseret kognitivt forbedringsværktøj for personer, der har en mild grad af kognitiv svækkelse,« uddyber han i pressemeddelelsen.

smb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.