Kræftforskere opdager nyt muligt organ i menneskehovedet
nyt organ spytkirtel kræft

En ny skanningsmetode afslørede tilstedeværelsen af en hidtil ukendt større spytkirtel midt i vores kranier. (Billede: Antoni Van Leeuwenhoek/YouTube)

En ny skanningsmetode afslørede tilstedeværelsen af en hidtil ukendt større spytkirtel midt i vores kranier. (Billede: Antoni Van Leeuwenhoek/YouTube)

Kilde: 
20 oktober 2020

Man skulle tro, at vi efterhånden kendte til alt, hvad der ligger under overfladen i vores egne kroppe. Lægevidenskaben har trods alt haft mange hundrede år til at se på sagerne.

Men engang imellem bliver man overrasket.

Det erfarede et hold forskere fra Netherlands Cancer Institute i Holland, da de afprøvede en ny og mere præcis teknologi til at 3D-skanne patienter.

Midt i kraniet, på samtlige 100 forsøgspersoner, så forskerne nemlig et sæt hidtil ukendte spytkirtler, skriver Science Alert.

Spytkirtlerne producerer mundvand og er vitale for, at vores fordøjelsessystem virker, da de hjælper os med at synke mad.

Indtil nu antog man, at menneskekroppen havde tre større spytkilder, som står for hoveddelen af produktionen, foruden tusinde mikroskopiske kirtler.

Men nu lader der til at være tale om en fjerde større spytkirtel, skriver Science Alert.

Spytkirtlen sidder gemt bag næsesvælget, næsten i midten af kraniet. Den er godt skjult og ret utilgængelig, hvilket formentlig er grunden til, at den har været overset indtil nu.

I denne video kan man se detaljerede billeder af 3D-skanningerne, som afslørede den nyopdagede, fjerde spytkirtel. (Video: Antoni Van Leeuwenhoek)

Skanningsmetoden, som muliggjorde opdagelsen hedder PSMA/CT og er en nyere variation af den kendte CT-røntgenskanning, som allerede er vidt udbredt i lægevidenskaben.

Forskerne forventer, ifølge Science Alert, at opdagelsen vil kunne hjælpe kræftpatienter, som modtager strålebehandling.

Her rettes radioaktive stråler mod kræftområder, som slår det syge væv ihjel, men spytkirtlerne er særligt sårbare overfor disse stråler. 

Med den nye viden håber forskerne at kunne forhindre komplikationer ved at undgå at bestråle dette område i kraniet, skriver Science Alert.

Forskerne venter nu på yderligere studier, som kan bekræfte deres fund. 

Det er nemlig ikke første gang, at potentielt nye organer er blevet opdaget, og det er sket før, at forskerne har været for hurtige på aftrækkeren med deres konklusioner, som Videnskab.dk tidligere har beskrevet.

Forskningsresultaterne er blevet offentliggjort i tidsskriftet Radiotherapy and Oncology.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.