Nyt studie foreslår: Hvaler strander måske på grund af solstorme
hvordan finder hvaler vej radiofrekvens jordens magnetfelt solstorme stranding strander

En kandidatstuderende har fundet mere bevis for, at hvaler formodentlig bruger Jordens magnetfelt til at navigere med, når de svømmer tværs over verdenshavene. (Foto: Shutterstock)

En kandidatstuderende har fundet mere bevis for, at hvaler formodentlig bruger Jordens magnetfelt til at navigere med, når de svømmer tværs over verdenshavene. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
02 marts 2020

Solstorme er et vildt fænomen: Gigantiske plasmaskyer af energirige og ladede solpartikler, der stammer fra eksplosioner på Solens overflade - ofte svarende til den samme kraft, der frigives fra millioner af atombomber, der sprænges samtidig.

Her på Jorden forårsager det blandt andet nordlys og forstyrrer vores satellitter - det har Videnskab.dk skrevet om i artiklen Bliv klogere på de solstorme, der måske truer Danmark.

Og nu har et nyt studie fundet, at solstorme måske også har en forstyrrende effekt på californiske gråhvalers (Eschrichtius robustus) navigationssans, hvilket får de store pattedyr til at strande, foreslår kandidatstuderende Jesse Granger fra Duke University i England. Studiet er udgivet i Current Biology.

Det skriver DukeToday.

 

At hvaler bruger Jordens magnetiske felt som en slags GPS, når de skal rejse over store afstande i verdenshavene uden synlige kendetegn, er noget, forskere formoder, men som er svært at bevise.

Gråhvaler svømmer gennemsnitligt omkring 10.000 kilometer hvert år, fra det kolde Alaska til Baja i Californien, primært langs kysterne, hvilket gør dem til en oplagt art at undersøge.

Granger har samlet en database af de kendte gråhvalsstrandinger de sidste 31 år, og frasorteret alle de tilfælde, hvor hvalerne har været åbenlyst syge eller skadede.

Det efterlod hende med 186 strandede, men ellers helt raske hvaler, som hun kunne sammenligne med data om Solens aktivitet. Hun fandt, at sandsynligheden for at strande under en solstorm var 4,3 gange større.

Når solstorme farer over Jorden, kan det have en effekt på Jordens magnetfelt – og dermed ifølge det nye studie også på hvalernes evne til at finde vej på tværs af verdenshavene.

Men Granger mener, at det måske mere er den radiofrekvenslyd, som solstormene udsender, der forstyrrer hvalernes sanser og får dem til at strande.  

»[At strandingerne måske skyldes] radiostøj fra Solen er virkelig interessant, fordi vi i forvejen ved, at radiostøj kan forstyrre et dyrs evne til at bruge magnetisk information,« fortæller Jesse Granger til Duke Today.

Dermed mener hun på baggrund af det nye studie også, at hun har fundet endnu et bevis for hvalers ’magnetiske sans’.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.