Kolde eller varme kontorer virker måske mod fedme og diabetes
27 april 2017

Alle, der har deres daglige gang på fælleskontorer, kender formentlig til kampen om varmeapparatet for få lov til at definere indetemperaturen. Resultatet bliver som oftest et kompromis på mellem 21 og 22 grader.

Men hvis temperaturen ender enten højere eller lavere end den vanlige mellemvej, kan det måske hjælpe til at begrænse fedme og diabetes, skriver independent.co.uk. Det skyldes, at både høje og lave temperaturer styrker kroppens stofskifte. 

Det konkluderer et nyt studie, som er udgivet i tidsskriftet Building Research & Information.

Eksempelvis kan et par arbejdsuger i et mildt, koldt indeklima, ifølge forskerne bag studiet, have en effekt på diabetes, som er sammenlignelig med den bedst tilgængelige medicin og træningsøvelser.

»Det har tidligere været antaget, at stabile fastsatte indetemperaturer ville gavne komfort og helbred for de fleste. Men vores forskning indikerer, at mildt kolde og varierede temperaturer kan have en positiv effekt på vores helbred og på samme tid er acceptable og måske endda behagelige,« siger Wouter van Marken Lichtenbelt, som er professor ved Maastricht Universitet og hovedforfatter på studiet, til independent.co.uk.

»Milde kolde eller varme miljøer øger stofskiftet og afhjælper dermed fedme ved at opveje det for store kalorieindtag. Desuden påvirker mild kulde glukoseforbrændingen,« skriver forskerne i studiet

Der er dog ingen grund til, at folk lider ubehag ved temperatursvigningerne for at styrke deres helbred, understreger forskerne bag det nye studie. Enten vil man vænne sig - altså akklimatisere - til de højere eller lavere temperaturer, eller også vil man ligefrem nyde stigninger og fald.

Historisk set er den indendørstemperatur, der opfattes som behagelig om vinteren, steget, mens den er faldet for sommerperioden, viser det nye studie også. Eksempelvis skrev en hollandsk avis i 1872, at en behagelig rumtemperatur var mellem 13 og 15 grader.  

lsd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.