Koffein virker ikke, når du er for overtræt
Kilde: 
20 juni 2016

Dårligt nyt, hvis du regner med, at kaffen kan erstatte den manglende nattesøvn. I hvert fald hvis du ikke har sovet nok flere dage i træk. Det skriver Livescience.com.

Koffein mister nemlig sin opkvikkende virkning på dig, hvis du ikke har fået nok søvn flere dage i træk, viser ny forskning.

Forskerne kiggede på 48 mennesker, som kun fik fem timers søvn om natten fem døgn i træk.

Læs også: 7 måder, kafferester kan udnyttes på

To gange om dagen fik deltagerne enten placebo eller 200 milligram koffein, hvilket svarer cirka til koffeinindholdet i en stor kop kaffe. Hverken forskerne eller deltagerne vidste, om de fik koffein eller placebo.

Efter tre nætter faldt deltagernes opmærksomhed samt deres præstationer i en række test, selv efter at de havde fået koffein.

»Disse resultater er vigtige, fordi koffein er en stimulant, som ofte bliver brugt til at modvirke de negative effekter i perioder med manglende søvn. Resultaterne i dette studie peger på, at den samme daglige dosis koffein ikke er nok til at forhindre faldet i ydeevnen over flere dages manglende søvn,« siger Tracy Jill Doty, der er adfærdsbiolog ved Walter Reed Army Institute of Research i Silver Spring, Maryland, USA, og som står bag studiet, til Livescience.com.

Læs også: Aftenkaffen udskyder din nat med 40 minutter

I studiet sov deltagerne i laboratoriet i en uge, og de fik enten placebo eller koffein klokken 8 om morgenen og igen midt på dagen klokken 12.

Herefter skulle de igennem en række test af humør, træthed, årvågenhed, kognitionsevne og reaktionstid.

Resultaterne viste, at koffeingruppen havde hurtigere reaktionstid i de to første dage, men ikke i de tre sidste dage i eksperimentet.

Læs også: Derfor har kaffepletter en tydelig kant

Derudover følte personerne i koffeingruppen sig gladere end placebogruppen i de første dage af eksperimentet, mens de følte sig mere irriterede i de sidste dage.

Studiet er endnu ikke udgivet, men er netop blevet præsenteret på konferencen Sleep 2016 i Denver, USA.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.