Kirurger foretager første nyretransplantation med en robot i Danmark
robotkirurgi

En gruppe læger skal undersøge, om nyreoperationer i fremtiden skal foretages med robotter, fordi det potentielt er bedre for patienterne. (Foto: Shutterstock)

En gruppe læger skal undersøge, om nyreoperationer i fremtiden skal foretages med robotter, fordi det potentielt er bedre for patienterne. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
08 november 2022

Kirurger på Rigshospitalet har for første gang transplanteret nyrer med en robot i Danmark. De succesfulde operationer har sparket gang i diskussionen om, hvorvidt robotterne skal erstatte den traditionelle kirurgi. 

På den ene side er robotter dyre, men på den anden side kan metoden vise sig at være væsentligt bedre for patienterne.

En af kirurgerne fra Afdeling for Urinvejskirurgi på Rigshospitalet, professor og overlæge Andreas Røder, skal stå i spidsen for at lave flere forsøg med robotkirurgi for at vurdere, om det er vejen frem.

Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse. 

Alvorlige blødninger er i dag det hyppigste kirurgiske problem ved en nyretransplantation, og det er netop noget, som robotkirurgi potentielt vil kunne hjælpe på.

Når kirurgerne bruger robotten til at operere, sidder de flere meter væk fra patienten bag en stor skærm og bruger joysticks til at styre de fire robotarme. På skærmen er alt forstørret, så kirurgen har en tilpas høj præcision.

Robotten er særdeles fingernem og god til at sy med, og netop syning er en stor del af nyretransplantationen. Det er helt afgørende, at blodkarrene bliver syet tæt sammen for at undgå blødninger.

»I værste tilfælde kan det føre til en ny operation eller behov for blodtransfusioner,« siger Andreas Røder i pressemeddelelsen.

Robotten har desuden et andet godt potentiale. Den har også et simulationsprogram, der giver kirurger en mulighed for at træne til operationerne. 

Inden længe er det endda muligt at skanne en specifik patient, så det er muligt at øve sig på en specifik operation.

kirurg er i gang med en nyretransplantation

Professor og overlæge Andreas Røder sidder ved operationsrobotten ‘da Vinci’. (Foto: Rigshospitalet)

jso

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.