Vinteren kan godt få én til at tænke, om det egentlig er muligt for mennesker at gå i dvale?

Der findes myter og historier om folk, der er gået i hi, frem til at markerne tøede op, og jorden igen var dyrkbar.

For eksempel bemærkede British Medical Journal i 1900, at bønderne i det nordvestlige Rusland sov halvdelen af året.

»Ved første snefald samles hele familien rundt om ovnen, lægger sig ned, holder en pause fra den menneskelige eksistens problemer og falder stille i søvn. Èn gang om dagen vågner alle for at spise et stykke hårdt brød. Familiemedlemmerne veksler mellem at våge over ilden og holde den tændt. Efter seks måneder med denne afslappede tilværelse vågner familien op, ryster kroppen og går ud for at se, om græsset igen gror.«

Artiklen nævner også lignende trætte tilstande i det franske landskab, hvor bønderne tilbragte dagene i sengen.

New York Times citerer artiklen, men uddyber, at det er usandsynligt, at der kan være tale om dvale i dyreforstand.

Set fra et biologisk standpunkt findes der nemlig en klar definition på forskellen mellem dvale og hi.

Når et dyr går i dvale, skruer det så langt ned for livet, som der er mulighed for, for at spare energi. (Foto: Shutterstock)

Der er forskel på at gå i dvale og hi

Det engelske ord hibernation dækker både over dét at gå i dvale, og dét at gå i hi – to beslægtede, men forskellige fænomener. Dette kan føre til lidt forvirring, når man læser engelske tekster.

»At gå i dvale for dyr bruger vi lidt generelt om dyr, som trækker sig, når vinteren kommer, men helt specifikt så er dvaletilstanden at lægge sig i en vintersøvn og skrue ned for kropstemperaturen,« siger Petter Bøckman til forskning.no.

Han er zoolog ved Naturhistorisk Museum i Norge og Universitetet i Oslo.

»Bjørnen går ikke i dvale, bjørnen sover bare. Mens flagermusen definitivt går i dvale.«

En nordflagermus (Eptesicus nilssonii) i dvale i Modum i Norge. (Foto: Magne Flåten/Wikimedia Commons)

Han forklarer, at dét at gå i hi i virkeligheden betyder, at man finder et sted at rulle sig sammen og tilbringe vinteren. Når et dyr går i dvale, så skruer det så langt ned for livet, som det er muligt for at spare energi.

»Jo mindre et dyr er, jo vanskeligere er det at holde kropstemperaturen oppe, og jo mere fedt og næringsdepoter har de brug for, for at holde temperaturen oppe i en verden uden adgang til mad. Små dyr går typisk i dvale, mens store dyr som bjørne går i hi,« siger han.

Kun pattedyr går i dvale - og kun hvis de absolut skal 

Bøckman siger, at det kun er pattedyr, som går i dvale, og eftersom det er en anstrengende proces, så sker det kun hos dem, hvor det er absolut nødvendigt.

I Norge går alle flagermus i dvale samt pindsvin. Grævling er på grænsen (den vågner, hvis vejret mildner, red.).

Mennesker er forholdsvis store pattedyr, men er det bare vores størrelse, som begrænser os?

LÆS OGSÅ: Dyr i dvale kan fornemme brandfare

Mennesket er en tropisk dyreart

Bøckman siger, at vi ganske simpelt ikke har de evolutionære forudsætninger for at gå i dvale, siden mennesket som udgangspunkt er en tropisk dyreart.

I den helårlige, lune temperatur i troperne forsvinder behovet for at overvintre. Det er trods alt 'bare' nogle hundrede tusind år siden, at mennesket primært opholdt sig på Afrikas Horn – et blink i livets lange historie.

»Og det at gå i dvale lyder som en vældig fin og hyggelig ting, men det er altså frygtelig, frygtelig hårdt for organismen. Det er ikke noget, dyr gør, før de absolut må, og der er flere grunde til, at det er sådan.«

En af grundene er, at selve dvaletilstanden gør os ganske sårbare overfor blandt andet svamp.

Svamp er en organisme, som trives bedst ved lavere temperaturer og ved lav fugtighed.

»Så vi ser dét, at en af tingene, som typisk dræber flagermus, som er gået i dvale, er svampesporer, der begynder at gro i luftvejene på dem. Så dét, som er en lidt ubehagelig luftvejsinfektion, når du opererer på 37-graders kropsvarme, er en dødelig infektion, når vi befinder os på fire grader,« siger Bøckman.

LÆS OGSÅ: Hvor længe kan mennesker leve?

Bamselur er farlig for mennesker

Når bjørne går i hi for vinteren, sker der flere ting med deres store kroppe:

Stofskiftet synker kraftigt, og hjerterytmen trommer mere sagte. Samtidig stiger nitrogenniveauet i blodet betragteligt, og hverken urin eller afføring slippes ud af kroppen. Dét uden at kroppen tager skade.

The New York Times skriver, at hvis vi mennesker havde gennemført samme program, som bjørnen gør hvert år, så ville vi påtage os alt fra diabetes og fedme til knogleskørhed og muskelsvind.

Hvordan klarer bjørnen det?

Forskere ved Washington State University tog det spørgsmål op i et studie, publiceret september sidste år, som så nærmere på cellerne i syvsovende bjørne.

Efter at have taget lever-, fedt- og muskelprøver på bjørne over et år, fandt forskerne ud af, at cellerne opførte sig helt forskelligt.

Det var fedtvævet, der ændrede sig mest, men muskelvævet forblev aktivt gennem hele søvnen – noget som kan forklare, hvorfor bjørne tumler ud af hiet ligeså store og stærke som før.

LÆS OGSÅ: Bjørnens tarmbakterier gør den fed på den sunde måde

Gener muliggør vinterhi

Charles Robbins, chef for Bjørnecentret ved Washington State University, forklarede til New York Times, at forskere før så efter en psykologisk komponent, som kunne udløse hibernering.

Noget, som kunne isoleres og sprøjtes ind i andre dyr.

»Nu formoder vi, at det er et enormt antal gener, som forandres, « siger han til avisen.

Kunne vi med moderne teknologi ændre vores gener til at nå samme tilstand som bjørnen?

»Problemet med at ændre i menneskers gener er, at alle vores gener gør rigtig mange underlige ting,« siger Petter Bøckman til New York Times.

»Så når du begynder at ændre i gener, får du samtidig nogle nisser med i læsset, som du slet ikke havde lyst til i udgangspunktet.«

Koma er en dvaletilstand

På et område går mennesker allerede i dvale – men sjældent frivilligt. En komatilstand opfylder nemlig mange af ’kriterierne’ for dét, man i dyreriget kender som dvale.

»Det er jo en slags dvale, for det er jo dét, som foregår, når man er i dvale. Det er, at man i praksis er i koma. Alle kropsfunktionerne er skruet ned på et absolut minimum, og temperaturen er skruet så langt ned, som man kan holde til. Og det er jo selve ideen bag en dvale, for der bruger du mindst mulig energi.«

Han forklarer, at man allerede i lægeverdenen aktiv sænker kropstemperaturen på mennesker, men kun i meget kort tid ad gangen. Det sker i forbindelse med kraftige skader.

»En af måderne, hvorpå man behandler dem på, når man får dem ind på skadestuen, i de værste tilfælde, så kører man en kanyle med koldt saltvand direkte ind i hovedåren for at køle hele kroppen ned til 5 til 10 grader,« siger Bøckman.

»Det er ganske simpelt, fordi døden på den måde indtræffer langsommere. I stedet for at have minutter at løbe på, får man måske en time. Det bruges faktisk allerede, men det er jo kun i kortere perioder. Vi kender endnu ikke særlig meget til langtidsvirkningerne.«

LÆS OGSÅ: Føler komapatienter smerte og nydelse ligesom os andre?

Nedfrysning er et hit i sci-fi

Ét er at køle kroppen ned til forårsdagsniveau, men hvad sker der, hvis vi skruer endnu mere ned for krops-termostaten?

I science fiction-verdenen er nedfrysning af mennesker meget veletableret.

Her bruges det i forbindelse med lange rumrejser, et hjælpemiddel til at forcere de uendelige afstande mellem stjerner og galakser.

Isfisk findes i det iskolde vand i Antarktis. Den har et protein i cellerne, som fungerer som frysevæske. På billedet set en lille og nyfødt isfisk, hvis blod ikke er rødt, da arten ikke har hæmoglobin i årerne som os mennesker.

Nogle i det virkelige liv vælger også at få kroppen nedfrosset efter døden, i håb om at fremtidens forskere kan tø dem op og kurere dem for deres sygdom.

Men kan man godt kalde dét at blive frosset ned til en istap for dvale? 

»Det kan du gøre, og vi ser det også hos en del insekter og lignende. Insekter er frygtelig, frygtelig små, så de har ikke noget valg. De er fuldstændig prisgivet omgivelserne rundt om sig, når det gælder temperatur.«

Bøckman forklarer, at normale menneskeceller ikke kan fryses ned til under nulpunktet, for så dannes der iskrystaller i cellerne, som punkterer og dræber dem.

»Hvis du har taget en bøf op ad fryseren og tøet den, så mærker du, at den er ganske slap og mærkelig i forhold til en fersk bøf. Det skyldes, at alle cellerne er punkterede.«

LÆS OGSÅ: Kan man lægge mennesker i dvale? 

Mennesket er ikke en tørkiks

Insekter har på den anden side en måde at omgå det med cellerne på. De har udviklet molekyler om selve cellerne, som gør, at iskrystaller dannes udenfor - og ikke indeni - cellerne.

»Et menneske, som oplever noget sådant, vil jo selvfølgelig dø. Det er en grund til, at du får koldbrand, når du har frosset en legemsdel, for eksempel,« forklarer Bøckman.

»Hvis man virkelig skal sende folk langt af gårde (væk, red.) og lade dem ligge i, lad os sige hundrede år eller noget lignende, så er du nødt til at fryse dem ned. Og så er du også nødt til at begynde at finde en måde at fryse på, som ikke skader vævet.«

Der findes fisk, der trives i iskoldt vand uden at blive til isterninger i et glas saltvand.  Det klarer de med en slags indbygget frysevæske i kroppen.

LÆS OGSÅ: Er denne fisk frosset til is, mens den var i gang med at sluge en anden fisk?

»Problemet med disse stoffer er, at de er giftige. Glykol er giftigt,« siger Bøckman.

»Så der stopper det én så længe. Man må finde et stof, som sænker vands frysepunkt, uden det samtidig er giftigt for mennesker. Eller sørge for, at mennesket har stoffer mellem cellerne, som danner iskrystaller, så det ikke dannes i cellerne. Eller du må prøve måden, som bjørnene gør det på. Slet og ret skille sig af med alt kroppens vand, så du nærmest frysetørrer,« forklarer han og sammenligner processen med en tørkiks.

»Så vil du hellere tanke op på varme og vand senere,« uddyber han.

»Alt dette er strategier, som levende organismer bruger. Det er ikke noget teknisk i vejen for, at det kan fungere for mennesker. Der er bare det, at fordi vi er pattedyr, fordi vi har en krop, som er optimaliseret til at fungere i en bestemt temperatur, så har vi vældig lidt albuerum, når det kommer til nedfrysning,« siger zoologen.

Svamp i lungerne, punkterede celler og diabetes er med andre ord nogle af hindringerne, som står mellem os mennesker og en god vintersøvn.  

©Forskning.no. Oversat af Thea Kjærulff Torp 

LÆS OGSÅ: Fryser tynde mennesker mere end tykke mennesker?

LÆS OGSÅ: Hvorfor fryser nogle mennesker mere end andre?

LÆS OGSÅ: Kan man lægge mennesker i dvale?