Sponseret af Psykiatrien i Region Syddanmark

Psykiatrien i Region Syddanmark har betalt for produktionen af dette indhold.

Kan en app hjælpe borderlinepatienter til at få mere ud af adfærdsterapi?
Forskere undersøger, om daglig monitorering via en app kan hjælpe patienter med borderline, så de får mere ud af deres terapi.
App mDiary terapi effekt

App’en mDIARY hjælper patienterne med at holde øje med, hvordan terapien går. Men den giver også behandlere og forskere data, så de kan holde øje med, om patienten lærer nye færdigheder. (Foto: Lasse Olsson)

App’en mDIARY hjælper patienterne med at holde øje med, hvordan terapien går. Men den giver også behandlere og forskere data, så de kan holde øje med, om patienten lærer nye færdigheder. (Foto: Lasse Olsson)

Så længe Nikita kan huske, har hun haft svært ved at håndtere og rumme følelser og styre impulser. Helt fra hun var et lille barn og voksede op i en ustabil familie præget af vold og misbrug.

Da hun blev ældre, blev hun rigtig god til at finde de forkerte venner. Dem, som var voldelige, drak og tog stoffer.

»Jeg fandt sammen med nogen, der mindede om mig selv. Når jeg var sammen med dem, følte jeg ikke, at jeg selv var så dårligt et menneske, fordi de mindede om mig. Jeg har mødt mange gode mennesker gennem tiden, men de relationer er altid gået i stykker,« fortæller hun. 

Det er de dårlige relationer faktisk også. Korte, intense relationer, som er gået i stykker. Det har været den røde tråd for Nikita både i forhold til venner og familie.

Da hun var 13 år, blev hun fjernet hjemmefra og kom til at bo på et opholdssted. Da hun var 21 år, fik hun diagnosen borderline. 

»Jeg har haft en meget slem fortid med vold og stoffer. Følelser kunne jeg slet ikke rumme. Jeg stod helt af. Så skulle jeg bare ud og drikke og tage stoffer, og så er jeg endt på intensiv,« fortæller hun. 

Om forskningsprojektet

I alt 80 patienter med borderline har deltaget i forskningsprojektet.

Halvdelen har brug mDIARY, den anden halvdel har registreret via traditionel journal og dagbog på papir.

Patienterne er blevet fulgt et år, hvor de enten har brugt app'en eller gammeldags registrering.

Forskerne er stort set færdige med dataindsamling og analyse, hvor de undersøger, om der er forskel på de to grupper i forhold til, hvor meget de har fået ud af terapien.

App'en mDIARY skal støtte patienterne

I dag er Nikita 25 år, og for et års tid siden kom hun med i et forskningsprojekt i Psykiatrien i Region Sydddanmark. 

Her undersøger en gruppe forskere, om en særligt udviklet app kaldet mDIARY kan støtte patienter med borderline, så de får mere ud af den adfærdsterapi, som er standardbehandling. 

Terapien - dialektisk adfærdsterapi - går ud på, at patienten lærer færdigheder til at håndtere sine følelser og styre sin adfærd. 

En kerneudfordring for patienter med borderline er, at de ikke kan styre niveauet af deres følelser, samtidig med at de heller ikke kan udholde følelserne. 

»De føler meget stærkt - sorg eller vrede eller skam - og så handler de uden at tænke rationelt over det og uden at overveje konsekvenserne,« fortæller ph.d.- studerende på Telepsykiatrisk Center Stig Helweg- Jørgensen, som står bag det nye forskningsprojekt og har arbejdet med dialektisk adfærdsterapi i Svendborg gennem mange år. 

Forksningsprojektet er ikke publiceret i et videnskabeligt tidsskrift endnu, men et delstudie om mDIARY er udgivet i tidsskriftet JMIR Formative Research i 2019.

mDiary forskningsprojekt

Stig Helweg-Jørgensen står bag forskningsprojektet, hvor forskerne kan holde øje med udviklingen af patienternes færdigheder via en app. (Foto: Lasse Olsson)

App'en giver Nikita et godt overblik

I terapien har Nikita for eksempel arbejdet med at undertrykke impulser. 

»For eksempel hvis jeg står i en konflikt, så har min impuls været, at jeg bare skulle ned og købe en masse sprut. Der har jeg trænet i at mærke og tænke rationelt over mine følelser. Hvorfor bliver jeg så vred eller ked af det? Og så at handle imod impulsen. Så i stedet for at drikke kan jeg måske tage ned og træne,« forklarer hun. 

App’en mDIARY, som Nikita også har brugt, er primært et registreringsredskab, så man sammen med sin terapeut kan holde øje med, hvordan det går med at bruge de færdigheder, man lærer i terapien.

»Den er både et hjælperedskab for patienterne, som kan holde øje med, hvordan det går. Men den giver også os som behandlere og forskere data, så vi kan holde øje med, om patienten lærer nye færdigheder. Og så har den også små lydfiler med instrukser og et bibliotek over de færdigheder, man kan bruge,« fortæller Stig Helweg-Jørgensen. 

Nikita har mest brugt app’en til at holde øje med, hvordan det går fra dag til dag med at bearbejde adfærden.

»Jeg går ind hver aften og udfylder den. Det giver et godt overblik over, hvordan min dag har været, og hvilke færdigheder jeg har brugt. Tit er det nemmere at se bagefter, at man faktisk har brugt de færdigheder, man har lært,« fortæller hun. 

Vil du vide mere?

Læs mere om den psykiatriske forskning i Psykiatrien i Region Syddanmarks årsrapport 2019.

mDIARY giver et klarere billede af terapiens effekt

Man kan også registrere i app'en, hvor stor en del af dagen, man har været såkaldt dysreguleret - altså, låst i følelser af for eksempel vrede, angst, skam, frygt. 

»Når jeg lægger mig ned og får et overblik over dagen, så kan jeg se situationer, hvor jeg var dysreguleret, og få overblik over, hvordan jeg faktisk håndterede det,« siger hun. 

For Nikita har det været en stor hjælp og tryghed at kunne støtte sig til mDIARY.

»Udover at det er en tryghed og støtte, så forestiller vi os også, at vi med mDIARY kan få et klarere billede af, hvad der sker i terapien, fordi vi kan følge processen,« fortæller Stig Helweg-Jørgensen. 

»Vi kan visualisere over tid, hvordan den enkelte patients tilstand udvikler sig, og på den måde blive klar over, om terapien faktisk hjælper den enkelte, eller om de stadig er lige så ustabile.« 

 
Sådan håndterer Videnskab.dk sponseret indhold

Videnskab.dk’s Center for Faglig Formidling leverer mod betaling kommunikations- og formidlingsydelser til forskningsinstitutioner, fonde og andre organisationer, som arbejder med forskning. Det foregår i henhold til statens regler for indtægtsdækket virksomhed.

Indhold som produceres i sådan en sammenhæng, eller som kurateres og kvalitetssikres af Center for Faglig Formidling, kan blive bragt på Videnskab.dk. Når det sker, opmærkes det tydeligt som sponseret indhold, så der ikke er tvivl om afsenderen.

Videnskab.dk følger de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier samt de presseetiske regler i arbejdet med tydeligt at adskille sponseret indhold fra den uafhængige journalistik.

Redaktionen på Videnskab.dk leverer uafhængig journalistik, som ikke påvirkes af økonomiske interesser af nogen art.

Arbejdet med sponseret indhold udføres af medarbejdere, der er tilknyttet Center for Faglig Formidling, hvis medarbejdere har stor erfaring med videnskabsformidling til den brede offentlighed.

Disse medarbejdere kan også udføre arbejde for Videnskab.dk’s redaktion. Det foregår i givet fald efter interne retningslinjer, som sikrer, at de pågældende ikke skriver journalistiske artikler om forskning fra de samme fonde og forskningsinstitutioner, de har udarbejdet formidlingsartikler og kommunikationsmateriale om.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og her kan du læse mere om billedet herunder, der viser tegn på en planets fødsel. Det gule knæk i midten menes at være stedet, hvor planeten er under dannelse.