Kan det passe? Ifølge populært TikTok-eksperiment er det tis, som er skyld i den velkendte pool-lugt
Skal du holde dig fra en pool, der lugter af klor..? Det afhænger af, hvor sart du er, siger forsker.
pool klor kloramin tis lugt tiktok markrober

For de fleste er lugten af klor en helt naturlig del af at bade i swimmingpools. Men de færreste tænker nok over, hvorfor lugten egentlig opstår. (Foto: Shutterstock)

For de fleste er lugten af klor en helt naturlig del af at bade i swimmingpools. Men de færreste tænker nok over, hvorfor lugten egentlig opstår. (Foto: Shutterstock)

For rigtig mange er svømmepølen en fast del af sommerferien. Og hvem går ikke i svømmehallen i ny og næ?

Fælles for de to bassiner er, at den velkendte lugt af klor som regel hænger i luften.

Men hvis man er lidt om sig på de sociale medier, er man måske stødt på en klam kendsgerning: at en pool kun lugter af klor, hvis der er nogen, som har tisset i vandet.

Videnskab.dk undersøger SoMe-videnskab

Det er i hvert fald, hvad TikTok-bruger ’markrober’, selvudnævnt ven af videnskaben, har hørt, og han besluttede sig for at dykke ned i sagen.

I videoen ser man ham fylde to spande med vand og klor. Så tilføjer han i den ene spand en smule tis. 

24 timer senere åbner han for spandene, og ganske rigtigt: spanden uden tis lugter ifølge ham ikke af noget, mens spanden med tis lugter af klor.

@markrober

Scientific method ftw...or perhaps ftl in this case.

♬ original sound - markrober

Men det er svært at bekræfte, om noget rent faktisk lugter, ved at se en video. Og selvom ’markrober’ var ingeniør hos NASA, før han blev videnskabsven på de sociale medier, så skader det ikke at undersøge hans påstand

Derfor hiver Videnskab.dk fat i Henrik Rasmus Andersen, professor ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og ekspert i vandbehandling, for at høre om TikTok-tis-testen holder vand.

Klor sikrer rent vand i poolen

Først er det dog værd at vide, præcis hvad klor er, og hvorfor man tilsætter det i swimmingpools til at begynde med.

Kort fortalt bruger man klor til at desinficere vand, hvilket vil sige, at klor slår bakterier ihjel og holder vandet hygiejnisk.  

På det molekylære niveau sker det ved, at kloret trænger ind gennem bakteriecellernes membran, som er den ydre kant, der holder sammen på en celle.

»Cellen bliver utæt og mister masse energi samt proteinerne, der laver arbejdet inde i cellen. Ting, den skal bruge for at holde sig i live. Og når der først er et brud på membranen, kommer der endnu mere klor ind (i bakteriecellen, red.),« uddyber Henrik Rasmus Andersen.

Klor bakterie membran proteiner

Klor-molekylerne trænger igennem cellens ydre væg, membranen, hvilket får cellen til at lække energi og proteiner og, i sidste ende, dø. (Grafik: Christian Lindberg)

At den mængde klor, man finder i poolvand, ikke er skadeligt for mennesker, skyldes at vores øjne og hud har et tyndt lag, der skærmer mod kloret og forhindrer, at det trænger ind til vores celler.

Får tis klor til at lugte?

Til det store spørgsmål har Henrik Rasmus Andersen faktisk ikke så meget at sige. Han giver ‘markrober’ ret: Tis får rent faktisk poolvand til at lugte.

At det, heldigvis, ikke lugter af tis, men i stedet giver den velkendte klor-lugt, er der en simpel årsag til.

»Urinen bliver hurtigt nedbrudt til ammoniak, som reagerer med klor og danner kloramin. Kloramin er meget tæt forbundet med klor og er det, der lugter,« fortæller Henrik Rasmus Andersen og uddyber, at vores næser ikke er fintfølende nok til at kende forskel.

Kloramin er navnet på en gruppe kemiske forbindelser, der opstår når klor binder sig med andre stoffer, for eksempel ammoniak fra vores tis. Alt afhængig af, hvad kloren er bundet med, bliver det til forskellige former for kloramin.

Han tilføjer også den vigtige detalje, at det altså ikke kun er tis, men en lang række ting som skaber trikloramin, og dermed den velkendte lugt.

»Det er alt med kvælstof. Hvis der kommer meget sved i, en smule proteiner eller blod, og det får tid til at være i vandet og blive nedbrudt, lugter det.«

Altså kan det ikke undgås, at kloramin dannes, hvilket et amerikansk studie også har beskrevet. Den kemiske reaktion sker, blot man opholder sig i vandet. Men det er desværre ingen garanti for, at det ikke nødvendigvis er tis, der er i vandet:

»Folk tisser altid, når de har været i vandet i mere end en halv time, også selvom de ikke mærker det. Man kan måle det i vandet,« konstaterer Henrik Rasmus Andersen.

swimmingpool_svømmeøl_svømmehal_lugt_af_klor_tis_i_vandet_bakterier trikloramin

Det er ikke kun tis, men en lang række ting, såsom sved,  som skaber trikloramin, og dermed den velkendte klorlugt. (Foto: Shutterstock)

Skal man holde sig fra en klor-lugtende pool?

Om man så skal holde sig væk fra en pool, der lugter, afhænger i bund og grund af, om man er sart.

»En kraftig lugt indikerer, at der er en masse skidt i vandet, men der burde stadig være samme drabshastighed for bakterier,« siger Henrik Rasmus Andersen.

Når klor bliver bundet, og bliver til kloramin, mister det evnen til at desinficere. Derfor er det ovenstående udsagn ikke nødvendigvis gældende alle steder i verden, men herhjemme bør man føle sig rimelig sikker:

»I Danmark skal der ved lov være en maskine, som har en onlinemåler og doserer de rette mængder klor, efterhånden som der dannes kloramin.«

Men selvom Henrik Rasmus Andersen ikke er bange for at blive syg, når han selv engang imellem snupper en dukkert i svømmehallen, er han dog påpasselig af en helt anden årsag.

Kloramin er nemlig i bund og grund usundt for kroppen. Her er det især den type som hedder trikloramin, som er skadelig. 

»Trikloramin meget aggressiv form for kloramin, og kommer lettest op i luften. De andre kloraminer har tendens til at blive i vandet, og er vandopløselige,« påpeger Henrik Rasmus Andersen.

»Kloraminen bliver indåndet, og næsen genkender den som den tunge klorluft, men det reagerer også i lungerne og i halsen, hvor der opstår irritation.«

Udendørs pool er bedst

Hvis man vil være på den sikre side, anbefaler Henrik Rasmus Andersen, at man bader i en udendørs svømmepøl.

»Kloraminerne er meget lysfølsomme og bliver nedbrudt i direkte sol.«

Men hvis det ikke er muligt, er der nogle svømmehaller, som tager flere forholdsregler end andre. Visse steder er der nemlig installeret UV-lamper, som efterligner Solens stråler og nedbryder kloraminen, en effekt, som også er beskrevet i et studie fra 2009.

»Kloramin-molekylet har så meget energi og er derfor så reaktivt, at lys får det til at nedbrydes. Det er grundlæggende også, hvad der sker i kulfiltre,« forklarer Henrik Rasmus Andersen.

Ydermere er han enig med de forskere, som påpeger en forbindelse mellem kloramin og astma, en potentiel sammenhæng som Videnskab.dk før har haft fokus på.

Mest af alt anbefaler han, at man begrænser, hvor lang tid man lader sine mindre børn være i svømmehallen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.