Kalk og D-vitamin gør dig til en overlever
Ny dansk forskning viser, at kombinationen af kalk og vitamin D sænker dødeligheden. Det er godt nyt til dem, der frygter bivirkninger fra kalk.

I de senere år er D-vitamin blevet kendt som et super-vitamin. Men forskningen giver ikke noget klart billede for eller imod, at man bare kan spise løs - eller om det er godt for alle at blande D-vitamin med kalk. (Foto: Colourbox)

Kombinationen af kalk og vitamin D har været mistænkt for at være synderen bag en række dårligdomme, såsom hjerte-kar-sygdomme, blodpropper og nyresten.

På den anden side styrker kalk og D-vitamin knoglerne, så de bliver stærkere og sundere.

Så hvad skal vi egentlig tro?

Kombination af kalk og D-vitamin ser gavnlig ud

Ny dansk forskning lover godt nyt til alle dem, der bekymrer sig om at tage et tilskud af vitamin D i kombination med kalk.

Leif Mosekilde, der er professor i medicinsk endokrinologi ved Aarhus Universitet og en af forfatterne bag det nye studie, kan nemlig konkludere, at sandsynligheden for at dø inden for tre år falder med ca. 9 procent hos mennesker, der kombinerer et tilskud af D-vitamin og kalk:

»Vores studie er vældig grundigt og omfattende, så for første gang er vi nu i stand til at sige, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem et tilskud af vitamin D og kalk på den ene side og lavere dødelighed på den anden side,« siger Leif Mosekilde.

»Som tidligere studier viser, kan der stadig være bivirkninger forbundet med kalktilskud: især hos dem der i forvejen har et højt indtag af kalk. Men alt i alt betyder kombinationen af D-vitamin og kalk, at den samlede dødelighed falder.«

Stærke undersøgelser af kalk og D-vitamin

 

Der er fire årsager til, at dén konklusion er særlig troværdig:

  1. Studiet sammenfatter de verdensomspændende resultater fra de eksisterende undersøgelser af D-vitamin og kalk.
     
  2. Undersøgelserne har næsten alle gjort brug af placebo-metoden, hvor man kan undersøge forskellen på patienter, som tror, de får tilskuddet med patienter, som rent faktisk får det. Hverken patient eller læge ved således, hvem der får hvad.
     
  3. Alle deltagerne i undersøgelserne er fordelt gennem lodtrækning til behandling med kalk og D-vitamin eller placebo.
     
  4. Der er taget højde for andre forhold som køn, alder, tidligere knoglebrud, og hormonbehandling – alle sammen faktorer, der kan påvirke dødeligheden af andre årsager end kalk og D-vitamin.

Vitamin D er usikkert

 

Ifølge ny dansk forskning er vitamin D og kalk godt for vores knogler - og mere overordnet sænker kombinationen af de to dødeligheden (Foto: Colourbox)

Vitamin D har de seneste år været et af de mest ombejlede vitaminer, fordi det tilsyneladende er godt mod alverdens dårligdomme – fra kræft til svage knogler og psykiske sygdomme.

Men det er ifølge Leif Mosekilde endnu for tidligt at sige, om det er kalk, D-vitamin eller kombinationen af de to, der er årsagen til den lavere dødelighed:

»Studiet inkluderer patienter, der fik vitamin D alene, men her var der ikke nogen udsving mod hverken lavere eller højere dødelighed. På den anden side var gruppen af patienter, der fik D-vitamin alene også mindre end gruppen, der fik kalk og D-vitamin. Det manglende udsving kan derfor lige så godt skyldes statistisk usikkerhed,« siger Leif Mosekilde.

Svært at komme med håndfaste konklusioner

 

En anden forsker, der også har fundet, at vitamin D og kalk sænker dødeligheden, er Christian Gluud. Han er overlæge ved Copenhagen Trial Unit, Center for klinisk interventionsforskning på Rigshospitalet:

»Der er en stor styrke ved dette her studium, at de kan tage højde for individuelle forhold såsom køn,« siger Christian Gluud. Men også han pointerer, at statistiske usikkerheder driller den, der søger håndfaste konklusioner om det omstridte vitamin:

»I et lignende studie fra 2010 fandt vi, at vitamin D både med og uden kalk sænker dødeligheden med ca. 4 procent. Det er svært at sige, hvad forskellen skyldes. Vi baserede vores analyse på flere kliniske forsøg end det nye studie, men jeg ved ikke om det er det, der gør forskellen,« siger Christian Gluud.

På trods af forskellen mellem de to studier står det i hvert fald nogenlunde klart, at kombinationen af kalk og D-vitamin sænker dødeligheden. Om den konklusion siger mest om D-vitamin, kalk eller om kombinationen af de to er altså stadig til debat.

For at gøre det ekstra forvirrende, skrev Videnskab.dk forleden om et studie fra en anden forsker - danske Darshana Durup - der tyder på, at mennesker, der har et højt niveau af vitamin D i blodet har en højere sandsynlighed for at dø end dem, som har et normalt niveau.

Hvordan hænger det nu sammen?

Vær forsigtig med fortolkningerne

Som tidligere studier viser, kan der stadig være bivirkninger forbundet med kalktilskud: især hos dem der i forvejen har et højt indtag af kalk. Men alt i alt betyder kombinationen af D-vitamin og kalk, at den samlede dødelighed falder

Leif Mosekilde

For at blive klogere på, hvordan D-vitamin isoleret set påvirker dødeligheden, er det ifølge Leif Mosekilde nødvendigt at lave studier, der ligesom studiet af kalk og vitamin D tager højde for de fire faktorer ovenfor:

»Debatten om vitamin D er vældig forvirrende, fordi nogle studier kæder vitaminet sammen med højere dødelighed, mens andre gør det modsatte. Men næsten alle disse studier er ligesom Darshana Durups nylige undersøgelse associationsstudier, der peger på en statistisk sammenhæng – de kan ikke vise årsagen til, hvorfor der er den sammenhæng.«

Eller anderledes udtrykt: hvis man i en periode finder en sammenhæng mellem antallet af TV apparater og antal fødsler, skyldes det næppe, at et stigende antal TV apparater nedsætter fødselshyppigheden eller at faldende fødselshyppigheden øger antallet af TV apparater.

Det er snarere en helt anden faktor – måske den økonomiske krise – der påvirker både fødselshyppighed og antallet af TV apparater.

»Så længe vi ikke kender årsagen til, at et studie viser en sammenhæng mellem vitamin D og højere eller lavere dødelighed, skal vi derfor være meget forsigtige med, hvordan vi tolker undersøgelserne,« siger Leif Mosekilde.

Studier med forskellige tilgange

Christian Gluud er enig i, at der er stor forskel på Darshana Durups og Leif Mosekildes studier:

»Darshana Durups studie drejer sig om, hvordan vitamin D indholdet i blodet rent statistisk hænger sammen med dødelighed, mens Leif Mosekildes studie er en såkaldt meta-analyse, der sammenfatter interventionsstudier, hvor man aktivt går ind og giver vitamin D og ser på, hvordan det virker på den enkelte patient.«

»Det er to helt forskellige måder at se på verden.« siger Christian Gluud.

Leif Kildemose pointerer i øvrigt, at vitamin D-studier, der er lige så grundige og sikre som hans eget studie af kalk og vitamin-D-tilskud, endnu ikke findes. Men de er på vej fra USA og England – i bedste fald inden for en fem års tid.  

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.