Kærlighedshormon gør os bedre til at klappe i takt
Kilde: 
09 december 2016

Hvis du er musiker og har problemer med at holde rytmen, skulle du måske overveje at finde dig en anden levevej.

Men ellers kan hormonet oxytocin måske være din redning.

Ny forskning fra Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet viser nemlig, at det såkaldte kærlighedshormon kan forbedre evnen til at synkronisere og holde takten, skriver newsroom.au.dk.

LÆS OGSÅ: 'Kærlighedshormonet' er ikke så rosenrødt, som vi troede

I forsøget deltog 50 musikalske makkerpar, hvoraf halvdelen havde fået oxytocin gennem en næsespray, mens den anden halvdel fik et placebo i form af saltvand. Herefter blev de to grupper, i hvert deres lokale, udstyret med høretelefoner og bedt om at 'tappe' den samme rytme på et tastatur.

Det klarede de oxytocindopede deltagere bedst.

»Forsøget viser, at evnen til at stemme tidsmæssigt overens skærpes af oxytocin-hormonet, når den ene følger den anden, men der er ingen indikationer på, at oxytocin-niveauet påvirker forsøgspersonernes sympati for deres makker,« forklarer professor Peter Vuust, der står i spidsen for Center for Music in the Brain.

LÆS OGSÅ: Kærlighedshormon kan kurere generthed

»Man kan sige, at vi har identificeret en af nøglespillerne ift. at forstå fællesskabsfølelse, og dermed lægger vi også en lille brik i det store spørgsmål om, hvorfor vi overhovedet har musikken. Eller hvis man skal svinge sig op på den høje hest, er forskningsresultatet med til at underbygge, hvordan musikken skaber og opretholder den sociale samhørighed i et evolutionært perspektiv.«

Oxytocin kaldes også 'krammehormonet' og udskilles ved berøring mellem to mennesker. Ifølge forskerne, der har fået deres studie udgivet i det anerkendte tidsskrift Scientific Reports, føler vi mennesker større samhørighed med hinanden, når vi synkroniserer vores bevægelser, men det har hidtil været uklart, om den sociale effekt direkte skyldtes oxytocin.

De nye resultater peger på, at kærlighedshormonet påvirker samhørighedsfølelsen indirekte ved at forbedre evnen til at synkronisere.

LÆS OGSÅ: Derfor kan musik gøre dig glad i låget

jo

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.