En stor del af menneskets tidlige hjerneudvikling foregår, mens vi stadig ligger i livmoderen.

Fosterets hjerne er aktiv, og vi ved, at den sanser og reagerer på en masse oplevelser, den har i moderens krop. Det kan være rytmen fra moderens puls, tarmenes bevægelser eller lyden af stemmer udefra.

Når et barn fødes for tidligt, afbrydes en del af hjerneudviklingen med risiko for blandt andet hjerneskade og senfølger.

I et nyt studie har forskere undersøgt interaktion mellem det for tidligt fødte barn og dets mor - blandt andet gennem særlig opmærksomhed på kærlige ord og fysisk kontakt.

Og hvordan interaktionen kan sætte skub på udviklingen af hjernen, danne nye hjerneforbindelser og mindske risikoen for senfølger. 

Forskere: Hjerneaktiviteten steg

Med elektroder (EGG) har forskerne målt de for tidligt fødte børns hjerneaktivitet og fundet, at den i interventionsgruppen efter 18 måneder matchede hjerneaktiviteten hos børn, der er født inden for terminen (mellem uge 37 og 42).

Det skriver forskerne i studiet, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Science Translational Medicine.

Resultatet er ifølge børnelæge Gorm Greisen plausibelt, men »at det skulle være så fantastisk kan være en ren tilfældighed,« siger han efter at have læst studiet.

»Der er jo desværre også meget andet, der kan gå galt for de for tidligt fødte børn, så det vil være mærkeligt, om denne intervention kunne gøre alting godt igen,« siger Gorm Greisen, der er specialiseret i neonatologi, til Videnskab.dk. Neonatologi omhandler sundhed og sygdomme hos nyfødte børn.

Studiet understøtter dog samtidig en vigtig erkendelse om de for tidligt fødte, nemlig at det ikke er ligegyldigt, hvad de oplever i den lange periode, de er indlagt på sygehuset.

Hud-mod-hud og kærlige ord

109 for tidligt fødte børn og deres mødre har deltaget i studiet. Ved lodtrækning er de blevet inddelt i to grupper.

59 mor-barn-par har modtaget interventionen. Det vil sige en behandling, der adskiller sig fra, hvordan man normalt vil pleje for tidligt fødte.

De øvrige 50 har modtaget standardpleje og udgør kontrolgruppen. Forskerne præciserer ikke, hvad standardplejen går ud på, ud over at barnet i højere grad ligger i kuvøse og har mindre fysisk kontakt med forældrene end interventionsgruppen.

I interventionsgruppen skulle der til gengæld føles og sanses løs.

Med vejledning fra »specialister« i pleje skulle mødrene fire gange om ugen, gennemsnitligt i en time:

• tale til barnet og udtrykke dybe og kærlige følelser for det,
• berøre barnet blidt,
• udveksle kropsdufte,
• holde øjenkontakt.

Forskerne har målt aktiviteten i hjernen hos begge grupper af børn cirka 10 uger efter fødslen, altså på det tidspunkt de skulle have været født.

Begge grupper er også blevet sammenlignet med sundhedsdata fra en stor gruppe raske, fuldbårne børn, der er født på børnehospitalet i Helsinki.

Efter forsøget kunne forskerne konkludere, at de for tidligt fødte børn, der modtog standardpleje, i modsætning til interventionsgruppen havde tendens til dårligere neurokognitiv ydeevne senere i barndommen end de raske, fuldbårne spædbørn.

Indbygget svaghed i studiet

Gorm Greisen har selv forsket i blandt andet hjerneskader hos for tidligt fødte børn.

Han vurderer, at det nye studie, som han ikke selv har været involveret i, ligger på linje med, hvad man ved om hjerneudviklingen hos for tidligt fødte børn.

Det randomiserede forsøg, hvor de 59 par er blevet tilfældigt udvalgt til at modtage interventionen, er udført fornuftigt, og interventionen - fire gange én times vejledt kærlig interaktion - er også fint udført.

Men studiet har en indbygget svaghed, der får Gorm Greisen til at tvivle på, at forskellen mellem børn, der har modtaget standardpleje, og børn, der har modtaget interventionen, skulle være så stor, som det konkluderes.

Forskerne bag studiet har nemlig ikke på forhånd formuleret en hypotese.

De kunne ifølge Gorm Greisen have sagt, hvilke forskelle mellem de to grupper de forventede at finde, og så have testet, om de fandt dem eller ej.

Forskelle kan være tilfældige

I stedet har de ledt efter forskelle i et meget stort datasæt, og når man leder efter forskelle, har man det med at finde dem.

Gorm Greisen savner et foruddefineret spørgsmål: Hvad vil forskerne sammenligne med hvad?

»Du kan sammenligne rigtig mange forskellige ting i et så komplekst datasæt som det her, og hvis du ikke på forhånd har sagt, hvilke forskelle du leder efter, kan forskellen, du finder, være tilfældig.«

»Det er ligesom at slå en med en terning. Hvis du slår med terningen nok gange, skal der nok være gevinst,« siger han og tilføjer, at han dog tror på, at interventionen har en effekt.

»Der er ingen tvivl om, at hjernen udvikler sig, når man leger med et spædbarn, når du smiler til barnet og får et smil igen eksempelvis,« siger Gorm Greisen.

Menneskets omsorgsevne er stærk

Man kan i øvrigt kun glædes over, at forskningen igen beskæftiger sig med, hvordan man stimulerer de for tidligt fødte børn frem for at skærme dem fra indtryk.

Det er nemlig et fokus, der er skiftet gennem tiden, fortæller Gorm Greisen, der har arbejdet med nyfødte børn i 45 år, blandt andet som professor på Rigshospitalets neonatalafdeling.

Han fortæller, at man på Rigshospitalet fra slutningen af 1970’erne har arbejdet med at få forældrene med ind ved kuvøsen og med i plejen af de for tidligt fødte børn.

Andre steder i landet foretog man forsøg med »særlige teoretisk begrundede stimuli. Det var alt fra at vugge de for tidligt fødte børn i hængekøjer til båndoptagere, der spillede Mozart for dem,« fortæller han.

Forsøgene stoppede på et tidspunkt og gled over i en idé om, at børnene skulle skærmes.

»I mange år handlede det så om at beskytte børnene mod stimuli, fordi de i forvejen var udsatte. Mindre stærkt lys og mindre støj. Der er også smerte forbundet med at være født for tidligt. Huden er sart, og alligevel skal børnene udsættes for en del teknik, ledninger, drop og slanger med ilt,« siger Gorm Greisen.

I dag er man overalt i verden blevet mere opmærksomme på behovet for at være sammen som familie, og hospitalerne understøtter det behov, så godt de kan, siger Gorm Greisen.

»Man skal huske, at børn gennem tiden er blevet født i huler og telte, og vi har overlevet som race, fordi forældre har et talent for at møde deres børns behov og tage sig af dem. Der er en stærk biologi omkring menneskets omsorgsevne, og det skal sundhedsprofessionelle vide og støtte op om.«