Institutionsbørn har mindre risiko for leukæmi
Børn, der passes i dagpleje, vuggestue eller børnehave, har 30 pct. lavere risiko for at udvikle leukæmi senere i livet, viser ny undersøgelse.

Børn, der render rundt med 11-taler under næsen og blanke øjne er ikke noget særsyn i danske børneinstitutioner. Infektioner er nemlig en uundgåelig del af institutionslivet, hvor små mennesker er samlet på meget lidt plads. Det er svært - især for forældrene - at se det positive i den situation, men nu viser en undersøgelse, at det måske kan være godt for noget.

30 pct. lavere kræftrisiko

En ny amerikansk undersøgelse har samlet resultaterne fra hele 14 studier, hvor man har kigget på skæbnen hos 20.000 børn, hvor 6.000 havde udviklet akut lymfoblastisk leukæmi (ALL). Den mest almindelige form for kræft i barndommen, som rammer ca. 45 danske børn om året. Konklusionen fra undersøgelsen er, at børn, som bliver passet i dagpleje eller i børneinstitution, har i gennemsnit 30 pct. lavere risiko for at udvikle sygdommen, der i dag rammer ca. en ud af 2.000 børn.

Dansk bidrag med samme konklusion

Resultatet kommer ikke bag på professor Kjeld Schmiegelow, som er børnelæge på Rigshospitalet. For i tæt samarbejde med Statens Seruminstitut har de leveret en af de undersøgelser, som indgår i amerikanernes arbejde, og de kommer frem til præcis den samme konklusion.

»Ved opslag i danske registre, kunne vi med stor præcision kortlægge, hvornår danske børn startede på det tidlige institutionsliv, og hvornår de gik ud igen. Og ved at sammenholde det med det danske kræftregister, så vi meget tydeligt, at dem, som var i vuggestue eller børnehave, havde i gennemsnit en 30 pct. lavere risiko for at udvikle leukæmi,« siger Kjeld Schmiegelow.

Tidlige infektioner styrker børnenes immunforsvar

Lige siden det resultat så dagens lys, har Kjeld Schmiegelow forfulgt den såkaldte infektionsteori. For det tyder på, at det er de mange infektioner, som børnene pådrager sig i børneinstitutionerne, som i første omgang udfordrer - og senere modner - børnenes immunforsvar. Og det stærke immunforsvar er så bedre til at gøre det af med eventuelle forstadier til kræft.

»En ud af 100 babyer fødes med forstadier til leukæmi, men sygdommen rammer kun ganske få børn. Måske vil man en dag med en vaccination eller lignende kunne modne immunforsvaret hos de børn, der fødes med forstadier til leukæmi. Det kan formentlig bruges til at forebygge sygdommens opståen,« siger Kjeld Schmiegelow.

Prisen for god hygiejne

Den høje forekomst af børneleukæmi i Norden er ifølge Kjeld Schmiegelow prisen for de meget sunde levevilkår, som vi udsætter vores børn for i de første leveår. De gode indemiljøer, lys og luft, og så lever vi ikke mindst i små familier i forhold til tidligere.

»Det vil sige, at infektionstrykket er meget mindre i dag, end det f.eks. var i 1930erne og 1940erne. Og det er måske derfor, at vi lever med verdens højeste forekomst af børnekræft i de nordiske lande. Vi kan så glæde os over, at det holder en masse andre sygdomme fra døren, der skyldes infektioner,« siger Kjeld Schmiegelow.

Kræft hos Børn 

I dag udvikler en ud af 400 danske børn kræft, inden de er fyldt 15 år. Det svarer til, at der på hver stor kommuneskole i Danmark findes et barn, som har haft eller vil få en kræftsygdom i løbet af barnealderen.

Leukæmi er den mest almindelige form for kræft i barndommen, og som rammer ca. 45 børn om året. I dag overlever ca. 85 pct. af børnene sygdommen.

Kilde: Professor Kjeld Schmiegelow, Rigshospitalet

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.