Hvis cykeltræningen skal være så effektiv som muligt, hvilken intensitet skal man så træne med? Skal det være lav til moderat intensitet over lange distancer, eller intervaltræning med moderat til høj intensitet over gentagne korte distancer, afløst af passager med meget lav intensitet?
Det er noget, som er heftigt diskuteret inden for udholdenhedsidrætter som løb, cykling og langrend, hvor nogle sværger til én metode, mens andre er ligeså sikre på, at de har fundet den hellige gral.
Virkeligheden er nok, at ingen ved det med sikkerhed, og at det mest effektive formentligt er en kombination af træningsformerne. Det er i hvert fald det, det mest omfattende metastudie på området er nået frem til.
Det mest gavnlige kunne muligvis være en kombination både på kort sigt, for eksempel inden for en periode af et par ugers træning, men også på længere sigt over måneder og år.
Denne artikel er en del af ForskerZonen, hvor forskerne selv kommer direkte til orde og skriver om deres forskning.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Når du har trænet på en bestemt måde i en periode, opnår din krop en tilvænning. For at din krop skal kunne udvikle sig videre derfra, er du nødt til at ændre måden, du stimulerer den på.
Med andre ord er det nok ikke en god idé at cykle på den samme måde hver dag, hvis du vil blive rigtig god.
I videoen ovenfor kan du høre, hvordan Chris Anker Sørensens træningsfokus er skiftet ikke bare fra uge til uge eller måned til måned, men derimod set over hele karrieren.
En ældre rytter skal nemlig ikke have samme type træning som en yngre.