Hvordan kommer vi tilbage til en tid, hvor vi vil kunne drikke en kop kaffe i en tætpakket café, gå i biografen, til koncert eller heppe på fodboldspillerne på banen side om side med de andre fodboldfans på stadion?
Det lader til, at der er to muligheder, der kan gøre det til virkelighed igen:
- En effektiv vaccine
- Flokimmunitet hvor mindst 60 til 80 procent af befolkningen bliver smittet
Både vaccine og flokimmunitet kræver, at vi udvikler immunitet over for SARS-CoV-2, som er den coronavirus, der er skyld i COVID-19.
Stor betydning for, hvordan vores fremtid vil se ud
Et vigtigt studie, som blev publiceret online for nylig, kan få stor betydning for, hvordan vores fremtid vil se ud i 2021 og længere frem.
Studiet indikerer, at vores immunitet over for SARS-CoV-2 ikke varer særlig længe; faktisk så lidt som to måneder i visse tilfælde.
Hvis det forholder sig sådan, vil en potentiel vaccine kræve regelmæssige boostere.
Og så er flokimmunitet overhovedet ikke en realistisk mulighed.
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Antistofferne er afgørende for lungerne
Antistoffer er en vigtig del af vores immunsystem.
Det er biokemiske stoffer, som en levende organisme danner, når den påvirkes af et fremmed stof, og som modvirker det fremmede stof ved at binde sig til viruspartiklerne og afværge, at de inficerer cellerne.
Antistofferne kan i visse tilfælde binde sig til inficerede celler for at fremkalde celledød.
Vores immunsystem er også hjem til T-celler, som er langt bedre til at genkende og dræbe virusinficerede celler.
Men T-cellerne har svært ved at nå frem til luftvejen, som er det første sted, SARS-CoV-2 går til angreb, og derfor er antistofferne afgørende for lungerne i tilfælde af COVID-19.
Neutraliseringstest gav gode resultater
Den nyligt fremlagte forskning foretaget af Katie Doores og hendes team ved Kings College London granskede, hvor længe antistofresponsen varede i personer med COVID-19.
Studiet er blevet indsendt til et tidsskrift, men er endnu ikke blevet fagfællebedømt og udgivet, så vi bør være forbeholdne.
Ud af de 65 forsøgsdeltagere producerede 63 antistoffer, og de afgørende målinger i studiet relaterer til, hvor god deltagernes respons er.
Antistofresponsen bliver målt i laboratoriet ved at blande patientens blodserum med infektiøs SARS-CoV-2-virus for at se, om virussen inficerer cellerne i petriskålen.
Det kaldes en neutraliseringstest, og her var resultaterne gode: Cirka 60 procent af deltagerne producerede en meget kraftig neutraliseringsrespons, der forhindrede virussen i at vokse i laboratoriecellerne.
Dårlig antistofrespons
Derefter målte forskerne, hvor længe antistofsresponsen varede, og det er de vigtigste data.
Desværre begyndte niveauet af antistoffer at falde efter 20 dage, og kun 17 procent af patienterne opretholdt et potent niveau ved dag 57.
Nogle af patienterne havde ingen antistoffer 2 måneder senere.
Det indikerer, at vores immunrespons på SARS-CoV-2 muligvis går tabt langt hurtigere end håbet, og at vi derfor igen er modtagelige over for virussen.
Én vaccine er muligvis ikke nok
Resultaterne indikerer, at en vaccine mod COVID-19 muligvis ikke vil være så effektiv, som vi kunne håbe.
Det er normalt, at niveauet af antistoffer falder over tid, men det sker almindeligvis meget langsommere.
Antistofresponsen på fåresyge, mæslinger og skoldkopper varer i mere end 50 år. Stivkrampevaccinen aftager hurtigere, men varer dog stadig 5 til 10 år, før vi får behov for en booster.
Så hvad er det, der sker? Det er selve SARS-CoV-2-coronavirussens beskaffenhed, som er skyld i hele miseren.
Coronavirusserne dukker under immunsystemets radar
De fire almindelige coronavirus-stammer, som forårsager forkølelser blandt os, udløser heller ikke en længerevarende immunrespons; de fleste har overhovedet ingen antistoffer 6 til 12 måneder senere.
Coronavirusserne lader til at være særlig dygtige til ikke at blive genkendt af vores immunsystem.
Det er faktisk et fælles kendetegn for forkølelses-coronavirusserne, at vi bliver smittet med dem igen og igen.
SARS, den coronavirus der var årsag til en pandemi i 2003, lader til at producere en antistofrespons, som varer lidt længere, nemlig op til tre år. Det er stadig langt fra livslang immunitet, men det kan muligvis forklare, hvorfor virussen forsvandt i 2003.
Måske kan vi ikke opnå flokimmunitet
Så måske skal vi ikke fæstne vores lid til flokimmunitet, som nogle ellers tror, for hvis immuniteten er så kortlivet, ender vi i en varig cyklus af endeløs geninfektion.
Hvis flokimmunitet skal være effektiv, skal en høj procentdel af befolkningen (muligvis mere end 60 procent) være immune på et hvilket som helst tidspunkt for at bryde smittekæden.
Det kan ikke ske, hvis vi bliver ved med at blive smittet igen og igen.
Nu er håbet, at en vaccine vil give en meget kraftigere og længerevarende immunrespons på virussen, end man får fra at blive smittet og komme sig over COVID-19.
Vaccine-kandidater viser meget stærk immunrespons
De første potentielle vaccine-kandidater fra Pfizer og Moderna fra starten af juli viser en meget stærk immunrespons.
Men studierne rapporterede kun op til henholdsvis 14 og 57 dage efter vaccinationerne.
De fortæller altså ikke, om der er den længerevarende respons, som der er brug for, hvis en vaccine virkelig skal kunne beskytte os.
Fase 3 af forsøgene, som skal måle den længerevarende respons, vil blive publiceret i december 2020.
Mens vi venter, kan vi reflektere over det faktum, at selvom resultaterne af Kings College-studiet på en måde er skuffende, er det yderligere viden til de bemærkelsesværdige videnskabelige fremskridt, vi har gjort i forsøget på at forstå en virus, der kun har været i søgelyset siden december 2019.
Nigel McMillan modtager støtte fra Medical Research Futures Fund og National Health and Medical Research Council of Australia. Han er tilknyttet Australasian Virology Society. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.