Immunitet efter COVID-19: Hvad kan vi lære af andre sygdomme?
Vores viden om andre virusinfektioner peger på, at man med stor sandsynlighed er immun i noget tid efter COVID-19, siger to forskere.

COVID-19 skyldes den nyeste coronavirus. Der findes allerede fire typer coronavirus, som vi kender godt, og som alle giver forkølelse. (Illustration: Shutterstock)

COVID-19 skyldes den nyeste coronavirus. Der findes allerede fire typer coronavirus, som vi kender godt, og som alle giver forkølelse. (Illustration: Shutterstock)

Den coronavirus, der lige nu hærger i hele verden som en pandemi, er en ny sygdom for os mennesker. Derfor ved vi af gode grunde ikke, hvor længe man er immun, når man har haft sygdommen.

Et helt nyt studie i Science tyder dog på, at man er immun i mindst otte måneder. Det kan du læse om i denne artikel: Nyt studie: Immunitet overfor COVID-19 holder minimum 8 måneder

På samme måde peger en lang række andre og mindre studier på det sammen. Nemlig at immunforsvaret husker COVID-19, så man er immun i hvert fald et stykke tid.

Det kan du læse mere om i denne artikel: Er man immun, når man har haft corona?

En anden måde at sige noget om immunitet er ved at se på, hvad der sker ved andre virusinfektioner, som vi kender godt. Når man gør det er forskerne bedste bud, at man bliver immun overfor COVID-19.

»Med alle de immunologiske mekanismer, vi kender, så vil vi sige, at man ihvertfald er immun i noget tid. Skulle man være uheldig og blive smittet igen, er risikoen for at få et svært forløb meget lille. Der vil altid være nogen grad af hukommelse i immunforsvaret, så det hurtigt kan slå virus ned,« siger professor i infektionsimmunologi på Aarhus Universitet Trine Mogensen.

Mutationer kan skabe ny stamme

Et eksempel på en sygdom, vi kender rigtig godt, er influenzavirus. Influenza bliver man faktisk immun over for.

Immunforsvaret danner såkaldte influenzaspecifikke hukommelses-B-celler, når man får influenza.

Hukommelses-B-celler er de celler, der danner antistoffer mod en bestemt sygdom.

Det danner også de vigtige hukommelses-T-celler, som er en type celler, der hjælper B-cellerne med at blive til hukommelses-B-celler, og som kan genkende og dræbe celler inficeret med influenzaen.

Men influenzavirus muterer hele tiden. Så man kan blive smittet igen, når den har muteret tilstrækkeligt.

Immunforsvarets hukommelses-B- og T-celler, husker nemlig kun den influenzastamme, man oprindelig var smittet med. 

Så når virus er muteret tilstrækkeligt meget, kan man blive smittet med den nye type.

Immunforsvarets hukommelse, som blev dannet af den type influenza, man oprindeligt var smittet med, gør dog stadig en forskel:

Når man bliver smittet med en ny og muteret influenzavirus, vil immunsystemet kunne lave de rigtige antistoffer hurtigere, fordi det kender influenzavirus i forvejen, og derfor vil de fleste blive lidt mindre syge.

Ligesom influenza muterer coronavirus også hele tiden, så ifølge professor i immunologi på Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen kan man sagtens forestille sig, at man kan blive immun, men alligevel få COVID-19 igen, når virus har muteret nok.

Lige nu er den britiske, muterede, mere smitsomme variant ved at gøre sit indtog. Ifølge Jan Pravsgaard Christensen er der dog ikke noget, der tyder på, at den er muteret nok til, at man kan blive smittet med den, hvis man har haft COVID-19.

Læs mere om den britiske coronavariant i artiklen Ny coronavariant: Derfor er øget smitsomhed værre end øget dødelighed.

Coronavirus kan give forkølelse

Et andet eksempel på en meget kendt og meget irriterende virus er forkølelse, som faktisk kan skyldes coronavirus - bare en anden type, end den der giver COVID-19.

Her ved vi, at man er immun i 12 måneder, hvis man har været smittet med 1 af de 4 typer coronavirus, som giver almindelig forkølelse.

»Grunden til, at du alligevel kan blive forkølet igen og igen, er, at forkølelse faktisk skyldes flere end 100 forskellige slags virus, som bare giver samme symptomer. Så selv om du er blevet immun over for én af de fire coronatyper, kan du stadig få en af de andre forkølelsesvirusser,« siger Jan Pravsgaard Christensen.

Der er også nogle virussygdomme, man kun kan få én gang, og så er man immun for livet. For eksempel mæslinger.

»Når du får mæslinger, så bliver immunsystemet stimuleret så godt, at du bliver ved med at have B-celler, som kan modvirke mæslinger,« fortæller Jan Pravsgaard Christensen.

Hvilken sygdom minder coronavirus mest om?

»Vi tror, det minder mest om forkølelse, i og med fire forkølelsesvira er coronavirus,« siger Jan Pravsgaard Christensen.

Men den coronavirus, der giver COVID-19, er alligevel meget anderledes end andre forkølelsesvirusser: Mange bliver væsentlig mere syge af COVID-19 end en almindelig forkølelse.

Graden af sygdom kan være et tegn på, at ens immunforsvar bliver stimuleret mere. Hvis det er tilfældet, er man immun længere end efter corona-forkølelse.

Både forskningen og vores erfaringer med den nye coronavirus er kun knap et år gamle. Der er derfor rigtigt meget, vi stadig ikke ved om sygdommen, og hvor længe man eventuelt er immun.

Derfor understreger både Trine Mogensen og Jan Pravsgaard Christensen, at man skal følge myndighedernes anbefalinger, også selv om man har haft COVID-19.

Læs meget mere om forskningen i coronavirus og immunitet i artiklen Er man immun når man har haft COVID-19?
 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Hubbles utrolige billeder her.