Immun-aktiviteten stiger i vagina, når kvinder har samleje for første gang
Gynækologisk undersøgelse

Prøver fra vagina og livmoderhals tyder på, at området oplever et markant immunrespons, når kvinder har haft samleje for første gang. (Foto: Shutterstock)

Prøver fra vagina og livmoderhals tyder på, at området oplever et markant immunrespons, når kvinder har haft samleje for første gang. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
08 november 2022

Videnskaben har efterhånden fået slået fast, at idéen om en jomfruhinde, der bliver sprængt, første gang en kvinde har samleje, er en decideret myte.

Ikke desto mindre tyder det på, at der rent faktisk sker ændringer i regionen som respons på nyfunden seksuel aktivitet - og nu konkluderer et nyt observationsstudie, at immunresponsen i vagina stiger, når kvinder har haft samleje første gang.

Det skriver det videnskabelige tidsskrift eLife i en pressemeddelelse.

I studiet deltog 95 teenage-piger fra Kenya, der alle indgav prøver fra vagina og livmoderhals. Pigerne oplyste desuden, hvorvidt de havde haft samleje eller ej, og i så fald hvornår.

Ved nærmere undersøgelse og sammenligning opdagede forskerne noget interessant i prøverne fra de deltagere, der var blevet seksuelt aktive indenfor det seneste år:

En markant stigning i de proteiner, der kontrollerer immunresponset, herunder IL-1β, IL-2 og CXCL8.

Forskerne sikrede sig selvfølgelig, at ændringerne hverken skyldtes graviditet eller kønssygdomme.

Netop kønssygdomme var egentlig udgangspunktet for studiet, da forskerne længe har prøvet at finde ud af, hvorfor piger og kvinder mellem 15 og 24 år har en højere risiko for at få en kønssygdom sammenlignet med kvinder på 25+.

Umiddelbart burde observationen af øget immun-aktivitet få forskerne til at kigge andetsteds efter forklaringen, men der kan muligvis være en tragisk sammenhæng.

Den øgede aktivitet kan nemlig potentielt tiltrække de såkaldte CD4 T-immunceller, der er et af HIV-virussets favorit-mål.

Skulle det være tilfældet, kan kroppens forsøg på at beskytte sig selv føre til, at kvinderne er mere udsatte for at blive smittet med HIV.

Uanset hvad er dette studie dog ikke nok til at konkludere noget som helst med sikkerhed, forklarer en af forfatterne bag studiet, adjunkt Alison Roxby, i pressemeddelelsen:

»Flere undersøgelser af ændringerne i immunresponset i sammenhæng med at blive seksuelt aktiv kan hjælpe os med at forstå unge kvinders øgede risiko for at få kønssygdomme,« udtaler forskeren.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift eLife.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.