Kan illusion med falsk lort og gummihandsker hjælpe folk med OCD?
gummihaand_ocd_og_falsk_lort.jpg

En illusion med en gummihånd og falsk lort, kan være med til at hjælpe folk med OCD. (Foto: Shutterstock). 

En illusion med en gummihånd og falsk lort, kan være med til at hjælpe folk med OCD. (Foto: Shutterstock). 

Kilde: 
09 januar 2020

»Det fucker med mit OCD,« kommenterer du på et billede af et ternet gulv, hvor det ene tern er placeret forkert. 

Men virkelighedens OCD er langt værre. Det er en psykisk lidelse, som giver tvangstanker og tvangshandlinger. Deraf navnet OCD - 'Obsessive Compulsive Disorder.' 

Eksempelvis kan OCD medføre overdreven frygt for bakterier, hvor patienten eksempelvis vil vaske hænder i stærkt overdrevet omfang, eller patienten kan være plaget af tvangshandlinger, hvor vedkommende tjekker de samme ting igen og igen, for eksempel om komfuret er slukket.

Behandlingen af OCD kan være svær, fordi det er stressende ikke at måtte udføre tvangshandlingerne, og en fjerdedel vil slet ikke starte behandlingen, skriver New Scientist

Derfor har forskere fra Cambridge University i England forsøgt at skabe en behandling, som skal få flere i behandling. 

LÆS OGSÅ: Næsten alle børn med angstlidelsen OCD kan hjælpes med kognitiv terapi

De har videreudviklet en gammel psykologisk teknik, kaldet 'Gummihandske-illusionen'. 

Den oprindelige illusion, der blev opdaget for omkring 20 år siden, involverer, at forsøgspersonen placerer en af sine hænder ude af syne, såsom under et klæde. I stedet lægges så en falsk hånd på den rigtige hånds plads, så den er synlig for forsøgspersonen.

Hvis en anden person herefter stryger forsøgspersonens egen hånd, som befinder sig under klædet, og som forsøgsdeltageren derfor ikke kan se, samtidigt med at den falske hånd, som forsøgsdeltageren kan se, også bliver strøget, begynder de fleste at føle, at den falske hånd er deres egen, skriver New Scientist

Sådan foregår illusionen. Strygningen af hænderne begynder 0:51 i videoen. (Video: National Geographic)

Da personer med OCD ofte har angst omkring deres hygiene, udvidede forskerne bag det nye studie illusionen ved at klaske falsk lort på gummihånden.

Lorten var lavet af en blanding af chokolade, peanutbutter og mel. Derudover var den sprøjtet med spøg- og skæmt lorte-parfume. 

Ved at blive eksponeret for den falske lort skulle personer med OCD lære, at der ikke sker noget slemt, hvis de udsættes for bakterier. Og på den måde kunne de måske få nedsat tvangstankerne, var forskernes hypotese.

LÆS OGSÅ: Flere psykiske lidelser er knyttet til de samme gener

29 personer med OCD var med til at gennemføre illusionen i studiet.

Selvom forsøgspersonerne godt vidste, at lorten var falsk, så følte de alligevel, at de var blevet forurenet og væmmede sig.  

»Patienterne var virkelig bange for det her« siger hovedforfatter og neuroforsker Baland Jamal fra Cambridge University School of Clinical Medicin, til New Scientist.

Selvom halvdelen af forsøgspersonernes egne hænder ikke blev strøget synkront med gummihandskerne, så oplevede de stadig illusionen. Det understreger ifølge forskerne, at folk med OCD er lettere modtagelige.

Forskerne mener derfor, at gummihandske-teknikken kan være en måde at behandle OCD, da metoden er et tåleligt alternativ til andre metoder, som potentielt kan udløse forurenings-reaktioner.

Forskerne mener desuden, at folk med OCD vil være mere tolerante overfor terapi, eftersom illusionen er sjov og ikke virker skræmmende, skriver New Scientist

Studiet er udgivet i tidsskriftet Frontiers in Human Neuroscience.

LÆS OGSÅ: Børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom har flere psykiske problemer allerede som syv-årige

LÆS OGSÅ: Så mange år af dit liv risikerer du at miste, hvis du er ramt af alvorlig psykisk sygdom

tb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.