Ibuprofen mindsker højdesyge
Virkestoffet ibuprofen i lettere smertestillende tabletter reducerede forekomsten af akut højdesyge hos en gruppe bejergvandrere. Hjertespecialist vil dog ikke anbefale turister at bruge pillerne til det.

På tur i bjergene. Nydelsen kan dog ødelægges af akut højdesyge. Men måske kan stoffet Ibuprofen hjælpe? (Foto: Colourbox)

Hvad enten årets drømmeferie er en vandretur i Himalaya eller måske består af oplevelser med inkaer i Machu Picchu, kan opholdet i højden hurtigt skifte karakter fra lykke til mareridt.

Akut højdesyge opstår gerne fra cirka 3.500 m.o.h., men en del kan også få problemer i omkring et par tusind meters højde.

»Det føles som en rigtig væmmelig omgang tømmermænd,« siger læge og forsker Grant Lipman, om den form for højdesyge, som turister vil være udsat for.

Symptomer kan være hovedpine, opkastninger, svimmelhed, kvalme, en udmattet følelse og manglende appetit.

Reducerede forekomsten væsentligt

Nu antyder et nyt studie, at let tilgængelige og lettere smertestillende præparater kan få et helt nyt brugsområde i fremtiden.

»Ibuprofen kan være en måde at hindre akut højdesyge på hos et betydeligt antal af de, som besøger højtliggende rejsemål hver år,« mener Grant Lipman, som er tilknyttet Stanford University School of Medicine i USA.

Ibuprofen reducerede forekomsten af højdesyge med 26 procent, ifølge resultaterne. De er publiceret i martsudgaven af tidsskriftet Annals of Emergency Medicine.

Fakta

Akut højdesyge
Kan let forebygges ved langsom opstigning.
Over 2.500 meter over havets overflade bør man ikke øge sovehøjden med mere end 600 meter i løbet af 24 timer.
En ekstra nat bør tilbringes i opnået højde for hver 600-1.200 meters stigning.
Højdesyge indtræffer typisk hos personer, som tager en hurtig opstigning til højder over 2.500 m.o.h. (oftest over 3.500 m.o.h.) fra højder under 1.500 m.o.h.
Mest almindelige symptomer er hovedpine, slaphed, svimmelhed og manglende appetit.
Hvis tilstanden forværres, bliver tegnene tydeligere. Mangel på initiativ og apati gør simple opgaver som at spise eller tage tøj på uoverkommelige.
Senere kan tilstanden gå over i lungeødemer og hjerneødemer, som er livstruende.

Kapsler med virkestoffet sælges receptfrit under produktnavne som Ipren, Ibumetin, Burana og Ibuprofen.

Akklimatisering frem for Ibuprofen

Af de 44 deltagere i studiet, som fik Ibuprofen, oplevede 19 (43 procent) symptomer på højdesyge.

I kontrolgruppen, som fik placebo, havde 29 af 42 personer (69 procent) symptomer, viser resultaterne fra studiet.

Medicinsk fagdirektør Steinar Madsen ved Statens Legemiddelverk i Norge vil ikke anbefale Ibuprofen på bekostning af akklimatisering, altså at man vænner kroppen til højden over tid (Se faktaboks).

»Tag dig hellere god tid til akklimatisering, det er det sikreste,« siger Steinar Madsen til forskning.no.

»Resultaterne er lovende, og måske kan det blive sådan, at Ibuprofen engang i fremtiden benyttes som et supplement til at forebygge eller behandle akut højdesyge.«

»Men før en eventuel anbefaling, må man have tid til at vurdere en sådan brug i medicinske fagkredse,« fortsætter Steinar Madsen, der også er hjertespecialist.

Op til 3.560 meter over havet

Små almindelige smertestillende Ibuprofen kan have en forebyggende indflydelse på højdesyge, men læger siger dog, at det stadig ikke er lige så godt som naturlig akklimatisering. (Foto: Colourbox)

Studiet omfattede 58 mænd og 28 kvinder, som skulle rejse til et område af White Mountains i Californien. Målet på turen lå 3.560 meter over havets overflade.

Forsøgspersonerne tilbragte først en nat i cirka 1.200 meters højde, og fik enten 600 mg Ibuprofen eller snydemedicin, afhængigt af hvilken gruppe, de var placeret i.

Pillerne blev givet klokken 8 om morgenen, før selve opstigningen.

Så fik deltagerne en ny dosis kl. 14, mens de fik en tredje kl. 20 før overnatning i højden.

Forsøg under kontrollerede former

Steinar Madsen hos Statens Legemiddelverk understreger, at forskernes forsøg fandt sted under meget kontrollerede forhold med sundhedspersonale til stede.

»Det er ikke sikkert, at resultaterne vil være lige så gode under andre forhold.«

»For personer som planlægger ture til højtliggende rejsemål, er det vigtigt, at de snakker om deres helbredstilstand med deres egen læge på forhånd,« tilføjer han.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.