Hvorfor bliver min diller så lille, når jeg træner?
Sammen med en forsker løser vi et af omklædningsrummets mysterier.
penis, træning størrelse skrump fitness

De fleste mænd får en lille penis, når de træner. Videnskaben fortæller hvorfor. (Foto: Shutterstock)

Hvis du er mand, ved du godt det her i forvejen. Er du til gengæld kvinde, får du her et lille eksklusivt og hudløst ærligt kig ind i mænds omklædningsrum.

Her kommer det:

Mange mænd vil, når de har lavet fysisk træning og er på vej i bad, lige stikke to hænder ned i boxershortsene og nulre vedhænget 10-15 sekunder for lige at få varmet den op.

Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

Den skulle nemlig nødigt være skrumpet helt ind, når boxershortsene rammer knæene, og man står nøgen til skue i sammenligningens fællesbad.

En hurtig 'ruller' vækker den til gengæld til live, så man kan vaske hår med hænderne på hovedet, uden at skulle vende ryggen til resten af fodboldholdet.

Virker det bekendt?

Det gør problematikken i hvert fald for vores læser Kenneth, og derfor har han skrevet ind til Spørg Videnskaben.

»Hvorfor krymper min tisseleif altid helt ekstremt, når jeg dyrker motion? Det sker mest, når jeg løber langt, spinner eller ved hård styrketræning,« skriver Kenneth i en mail til os.

Musklerne snupper alt kroppens blod

For at kunne komme med en videnskabelig forklaring på det lidt kuriøse omklædningsrumsfænomen har vi taget fat i Lasse Gliemann, der er adjunkt ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og forsker i, hvad der sker med blodomløbet i kroppen under træning.

Forskeren fortæller, at der er en helt simpel forklaring på, hvor Kenneths penis bliver så forsvindende lille efter en lang løbetur.

»Det er helt klassisk arbejdsfysiologi. Når musklerne arbejder, opstår der et stort krav til, at der kommer ilt ud i dem, og derfor lukker kroppen ned for blodtilførslen til andre dele af kroppen, blandt andet til penis, for der er jo ikke det store behov for blod dernede under en løbetur,« fortæller Lasse Gliemann.

penis, træning størrelse skrump fitness

Når man løber, suser blodet ud i musklerne – og væk fra blandt andet penis. (Foto: Shutterstock)

Blodkarrene trækker sig sammen

Lasse Gliemann forklarer, at når Kenneth snører løbeskoene og begiver sig ud på sin løbetur, begynder lårmusklerne med det samme at arbejde, og det skaber et akut behov for blod, som kan levere ilt og ernæring til de arbejdende muskler.

Hjernen registrerer dette og sender signaler til blodkarrene i resten af kroppen om at trække sig sammen for ikke at spendere det værdifulde blod der.

Når blodkarrene i hele kroppen trækker sig sammen, kommer der ikke blod og ilt ud til blandt andet Kenneths penis, og derfor skrumper den ind til en størrelse, der ikke egner sig til et fællesbad.

»Det er en evolutionær mekanisme, som gør, at kroppens blod bliver leveret der, hvor der er brug for den, når vi eksempelvis er stødt på en løve og har haft behov for at løbe vores vej. Så skal blodet bruges i lårene og ikke i penis,« siger Lasse Gliemann.

Gasart får blodkarrene til at udvide sig

I modsætning til i Kenneths penis udvider blodkarrene sig i lårene – på trods af det signal, som hjernen har sendt til hele kroppen

Det sker ved, at musklerne lokalt frigiver nogle stoffer, som får blodkarrene til at udvide sig lige der, hvor ilten bliver brugt.

penis, træning størrelse skrump fitness

Et kig ned på tissefanten efter hård træning, kan være skuffende. (Foto: Shutterstock)

Et af disse stoffer er den helt almindelige gas nitrogenoxid, som musklerne kan producere, når de har behov for mere ilt og dermed mere blod.

»Det er ret smart lavet. For eksempel frigiver de røde blodlegemer også nitrogenoxid, imens de læsser ilten af, og dermed kommer der mere blod til præcis de områder, hvor ilten bliver brugt,« siger Lasse Gliemann.

Derfor bliver systemet også selvforstærkende, hvor mere ilt til musklerne betyder, at blodkarrene udvider sig mere og dermed trækker endnu mere iltbærende blod derud.

Maven går også i stå under træning

Kenneth Penis er da heller ikke den eneste legemsdel, der bliver snydt for blod og ilt.

Det samme gælder alle de andre dele af kroppen, som ikke er involveret i den fysiske træning.

Blandt andet kan mange mennesker nikke genkendende til, at hænderne bliver meget kolde under former for træning, hvor hænderne ikke er i brug.

Maven er et andet eksempel.

Når Kenneth træner, lukke blodkarrene i maven også ned, og fordøjelsen går i stå.

»Det hele skyldes, at vi skal minimere stresset på hjertet, der skal pumpe blodet rundt i kroppen. Derfor lukker nogle systemer ned, når der bliver skruet op for andre,« forklarer Lasse Gliemann.

Atleter kan ikke holde på afføringen

Mens problemet med den skrumpende penis kan være et 'lille' problem efter træning, kan problemer med en mave, som er sat ud af funktion, være et stort problem under selve træningen.

Har atleter spist for tæt på træningen, kan fordøjelsens pludselige standsning gøre, at den ufordøjede mad passerer gennem tarmsystemet og tiltrækker en masse vand. Det giver tynd mave.

Nuvel, lidt tynd mave overlever de fleste vel nok, men er man i gang med en ironman og har 10 timers hårdt fysisk arbejde foran sig, kan det blive en pinefuld og langstrakt affære at skulle stramme ballerne sammen i al den tid.

»Det er en klassisk begynderfejl, at man ikke ved, hvornår og hvor meget man kan spise inden eller under en ironman og derfor spiser forkert og for meget. Derfor ser man også ofte, at atleter kommer i mål og er lidt brune bag på bukserne, hvilket er specielt tydeligt, hvis de har hvide bukser på,« griner Lasse Gliemann.

Lasse Gliemann råder derfor også atleter til at spise letfordøjelige sukkerarter inden eller under langvarig træning.

Det kan blandt andet været geler eller honning på lyst brød, som er let at fordøje, mens havregryn, rugbrød og müslibarer er en fejl.

penis, træning størrelse skrump fitness

Diarre med ti timer tilbage af en ironman? Puha, den er slem! (Foto: Shutterstock)

Viagra kan udvide blodkarrene 

Nå, men tilbage til Kenneths lille penisproblem.

Kenneth kan jo passende spørge, om han kan gøre noget ved det – altså gøre noget for at modvirke, at hans penis bliver så lille, som den gør.

Umiddelbart ser det dog sort ud, fordi processerne er styret af reptilhjernen, der ikke lader sig styre af bevidstheden.

En desperat mulighed kunne være at spise en viagra inden træning, men det virker måske lidt fjollet, at rende rundt med *indsæt selv resten*, mens man træner.

Ideen er dog ikke helt ude i skoven, fortæller Lasse Gliemann.

Faktisk giver forskere testpersoner viagra, når de skal undersøge deres arbejdsfysiologi.

»Viagra blev udviklet til at behandle forhøjet blodtryk, og man opdagede først senere den nu meget velkendte bivirkning,« fortæller Lasse Gliemann.

Viagra er et stof, der på samme måde som nitrogenoxid hjælper blodkarrene med at udvide sig, og derfor modvirker stoffet hjernens forsøg på at få blodkarrene til at trække sig sammen.

Det vil dog ikke kun ske i Kenneths penis, men i hele hans krop.

Lasse Gliemann vil absolut ikke anbefale det.

»En yngre rask mand med et normalt blodtryk vil få problemer ved at holde blodtrykket oppe. Han vil blandt andet blive svimmel, når han rejser sig. Jeg har selv været forsøgsperson og fået det aktive stof i viagra, og det er ganske ubehageligt,« fortæller Lasse Gliemann.

Vi skal måske hertil tilføje, at blot fordi man spiser en viagra, betyder det ikke, at penis bliver erigeret.

»Der skal også andre former for stimuli til,« uddyber Lasse Gliemann.

Tak for spørgsmålet

Vi håber, at Kenneth har fået et svar, som han kan bruge til noget.

Vi takker i hvert fald for det og kvitterer med en af vores Spørg Videnskaben-T-shirts. Så kan han jo selv bestemme, om han vil fortælle sine venner, hvorfor han har fået den.

Vi takker også Lasse Gliemann for at hjælpe os med et svar.

Har du et spørgsmål, som, du mener, at videnskaben bør kunne svare på, er du altid velkommen til at sende det ind til os på sv@videnskab.dk, og så skal vi se, om vi kan finde et svar til dig.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud