Hvordan påvirker lyse aftener din nattesøvn?
Bliver din søvn forstyrret, når det er lyst hele døgnet? Vi spørger en norsk forsker.

Oppe nord på skinner solen om sommeren døgnet rundt, men betyder det, at folk i nord har større problmer med at sove end andre steder? (Foto: Colourbox)

Det er midsommer. I norden kaster solen sit lys natten lang, gennem det åbne vindue strømmer duften af syrener og kaprifolier. Et pindsvin gemmer sig under bænken i gaden. Glade mennesker ler til akkompagnement af fuglesang.

»Sommerens lys værner os mod depression og gør os mere årvågne, men vores søvn bliver også påvirket af alt lyset,« siger søvnforsker Bjørn Bjorvatn fra Institut for global sundhed og samfundsmedicin ved Universitetet i Bergen.

»Det må da forstyrre søvnen, når det er lyst døgnet rundt?«

»Det er vigtigt, at der er mørkt i soveværelset. Ved hjælp af mørklægningsgardiner lykkes det os jo selv midt på sommeren. Jeg ved ikke, om nogen har studeret søvnen i et værelse, hvor der er dagslys, men det vil sikkert forstyrre både indsovning og søvnkvaliteten.«

»Men hvordan påvirker det søvnen, at der er så enormt stor forskel på lyset om vinteren og om sommeren?«

»Hele året er det vigtigste, for at du får en god nats søvn, at du har en god døgnrytme. Forstyrrer du søvnrytmen, forstyrrer du den dybe søvn, som er afgørende for psykisk velvære og oplagthed om dagen,« fortæller Bjorvatn.

»Men for nu at holde os til sommeren. Bliver vi ikke under alle omstændigheder opkvikket af al lyset?«

»Ja, lyset gør os glade. Vi har længtes efter det gennem en lang vinter. Valfart syd på drejer sig vel i lige så høj grad om, at vi drager efter lyset, som at vi skal ned for at sole os og drikke billig alkohol. Men for folk med søvnproblemer kan sommeren være en svær tid.«

»Hvis du har problemer med at sove, bliver det ikke bedre af, at lyset strømmer ind i soveværelset. Da lyset virker opkvikkende, får lyse værelser en til at vågne, og dermed kan det godt forstyrre søvnen. Men da overgangen til lyse aftener og nætter sker gradvist, er der ikke grundlag for at sige, at det forstyrrer søvnen hos hovedparten af befolkningen.«

»Den gode nyhed er, at selvom det er overskyet, er det overraskende lyst. Vi har foretaget målinger, der viser, at der kan være mere end 20.000 lux på en gråvejrsdag. Lux er en måleenhed for lysstyrke. På en solskinsdag kan der være over 100.000 lux.«

»Resultatet af målingerne ved overskyet vejr var højere, end vi havde troet. Det vigtigste er at komme ud. Du får ikke nok lys foran computeren. Indendørs er antallet af lux som regel 200-400. Det er særligt vigtigt at få lys, efter man er stået op.«

»Du siger, at lys påvirker opmærksomheden. Mener du dermed, at vi bliver dummere af at bo i nord?«

»Mindre lys fører til mindre opmærksomhed og kan give vinterdepressioner og søvnproblemer. Når vi eksempelvis sidder indenfor på arbejdet eller i skolen i de få timer, hvor det er lyst, bliver vi trætte og sløve. Men jeg vil ikke hævde, at vi bliver dummere.«

»Er folk i nord så mere trætte end folk ved ækvator?«

»Der er flere søvnforstyrrelser her oppe nord på. For eksempel er norske unge de trætteste i verden. I hvert fald viste en undersøgelse foretaget af WHO, at de var mere trætte end unge i 23 andre lande. Men israelske unge, var de, som var næstmest trætte, så lyset er langt fra den eneste forklaring.«

»Vi mistænker udstrakt brug af digitale medier for at være en af de værste søvnrøvere. Når det gælder regelmæssigt lys hele året, så er det klart, at de, der bor tættere på ækvator, har en langt bedre balance i døgnrytmen.«

»Sover de trætte norske unge bedre om sommeren?«

»Der er nok mange af dem, som er mere oplagte og lettere at få op om morgenen. Men 5-10 procent af unge har det, som vi kalder for forsinket søvnfase, og for dem bliver indsovning yderligere forskudt med en vinter, der er for mørk for dem. Så det er en gruppe, hvor behandling er vigtig.

»Du sagde, at lyset gør os gladere. Sover deprimerede bedre om sommeren?«

»Det er ganske sandsynligt. Vi ved jo, at lysterapi har en effekt ved depression, men eksempelvis bipolare skal være forsigtige med lys, fordi store mængder lys kan udløse mani eller hypomani. Så lys har en stærk påvirkning.«

»Så søvn virker på det meste?«

»Ja, vi ved for eksempel fra psykiatrien, at forstyrrelser i søvnmønsteret kan udløse bipolare manier og depressioner. Hvis søvnmønsteret ændrer sig under svangerskab og barsel, kan det udløse psykiske lidelser hos kvinder, der er sårbare over for dette. Noget, der bliver forsket meget i, er søvnforstyrrelse hos deprimerede, særligt i udsatte perioder som svangerskab.«

»Hvad er det hotteste område inden for søvnforskning for tiden?«
»Søvn er et område i stor vækst. Det er et tværfagligt forskningsfelt, og det er en af de ting, der gør det spændende: Medicinere, psykologer, psykiatere, biologer og andre er optagede af søvnen. Bergen er den førende by i Norge, når det gælder søvnforskning.«

»Her har vi fokuseret meget på unge og søvn, skiftearbejde, narkolepsi og insomni, eller søvnløshed. Til næste år udgiver jeg for eksempel en ny bog om søvnløshed.«

© forskning.no Oversat af Anna Bestle

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.