Hvordan fik vi hver især vores unikke fingeraftryk?
Forskerne er faktisk stadig ikke helt sikre på, hvad fingeraftrykkenes funktion er.
Fingeraftryk svedkirtler riller mønstre primarter forbrydelser epidermis hudlag buer spiraler vaccinationer retsmedicinere

Vores fingeraftryk blev dannet, før vi blev født. (Foto: Shutterstock)

Vores fingeraftryk blev dannet, før vi blev født. (Foto: Shutterstock)

Partner The Conversation

Videnskab.dk oversætter artikler fra The Conversation, hvor forskere fra hele verden selv skriver nyheder og bringer holdninger til torvs

Hvordan fik vi egentlig vores fingeraftryk?

Oscar, 8 år, Somerville, Massachusetts

Fingeraftryk er de fine mønstre dannet af rillerne på det yderste led af en finger. De er i bund og grund ujævnheder - riller - i det yderste hudlag, det såkaldte epidermis.

Når vi rører en overflade, efterlader vi et aftryk af rillerne dannet af snavs eller fedtstoffer fra huden.

Fingeraftrykkene blev dannet, før vi blev født

Vores fingeraftryk blev dannet, før vi blev født.

I starten er fosterets hud helt glat, men i takt med at fosteret vokser, begynder de dybere hudlag at vokse hurtigere end de overliggende lag, hvilket får huden til at rynke og folde sig.

Hudlaget ender med at ligge rynket og sammenklumpet under det øvre lag.

Hudrynkerne tvinger til sidst også hudens øvre lag til at rynke sig, og når fosteret er omtrent 17 uger gammelt - cirka halvvejs gennem graviditeten - bliver fingeraftrykkene dannet.

Selvom denne proces nok forekommer noget tilfældig, påvirker vores forældres gener størrelsen og formen på vores fingeraftryk. Vi deler angiveligt nogle af fingeraftrykkenes mønstre med vores øvrige familie.

Ikke to mennesker har identiske fingeraftryk

Men det er ikke kun generne, der har effekt på vores fingeraftryk. Mange andre aspekter spiller også en rolle, som eksempelvis form og størrelse på blodkarrene i huden, hvor hurtigt de forskellige hudlag vokser samt det kemiske miljø i livmoderen.

Ikke to mennesker har identiske fingeraftryk - ikke engang enæggede tvillinger.

Det var først i 2015, at et stort, længerevarende studie afslørede, at vores fingeraftryk nærmest er uforanderlige livet igennem.

Fakta
Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Mønstret er 'indkodet' under det øverste hudlag

Fingeraftrykkets riller er synlige på hudens øverste lag, men mønstret er faktisk 'indkodet' under det øverste hudlag.

Selv hvis vi kom rigtig slemt til skade, ville fingeraftrykkene vende tilbage, i takt med at det øverste hudlag helede, men vi ville nok også ende med ardannelse.

Vores fingeraftryk er altså helt unikke, og det var de længe før, vi overhovedet kom til verden.

Uanset hvor meget vi forandrer os, i takt med at vi bliver ældre, og uanset hvor længe vi lever, vil vi altid have de samme fingeraftryk.

Hvad gør fingeraftrykkene godt for?

Ingen ved rigtig, hvad fingeraftrykkene er til for. I lang tid troede man, at fingeraftrykkene leverede friktion, så det var lettere for hånden at holde fast på genstande.

Det giver mening, fordi de andre dyr end lige mennesker, som også har fingeraftryk - blandt andet andre primater som menneskeaber, aber og koalaer -  alle klatrer i træer.

Men fordi det giver mening, er det ikke nødvendigvis sandt. 

Et nyligt studie fandt, at fingeraftrykkene ikke rigtig hjælper os med at holde fast på genstande, og i hvert fald ikke ting med en glat overflade.

Andre teorier lyder, at fingeraftrykkene forbedrer vores følesans, eller at de beskytter fingrene mod skade, men forskerne ved det ikke med sikkerhed.

Koalaens fingeratryk ligner menneskets så meget, at selv eksperter ikke kan se forskel.

Anvendelse af fingeraftrykkene

Politiet har brugt fingeraftrykkenes unikke buer, spiraler og hvirvler til at fange kriminelle i mere end 2.000 år; en teknik der startede i Kina.

I dag bruger vi fingeraftrykkene til mange andre ting, som alle gør brug af, at hver eneste persons fingeraftryk er forskellige.

Vi bruger denne unikke kode til at åbne vores smartphone eller til at få adgang til særlige områder.

I Malawi har man brugt fingeraftryk til at identificere landmænd, der har optaget lån. Man kan endda tage en babys fingeraftryk og bruge dem livet igennem til at tilgå registrering af deres vaccinationer.

Nye anvendelsesmuligheder for fingeraftryk

Politiet finder stadig nye anvendelsesmuligheder for fingeraftryk. I takt med at fingeraftryksporing og metoder bliver forbedret, kan kriminalbetjentene endda bruge dem til at afdække, hvem der smed en bestemt sten.

De fine mønstre kan gemme på små stofmængder, så de kan også bruges til at afdække brug af illegale stoffer som kokain og heroin.

I dag kan retsmedicinerne finde fingeraftryk, der er flere årtier gamle ved hjælp af en ny teknik, der benytter et farveændrende kemikalie til at kortlæge svedkirtlerne i fingeraftrykket. 

Det kan potentielt hjælpe dem med at opklare gamle forbrydelser.

Sarah Leupen hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

The Conversation

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.