Hvordan ved du, hvor du skal løbe hen, for at gribe en bold? Går du analytisk til værks ved at opstille en ligning for boldens ballistiske bane, hvor du tager højde for dit perspektiv og indregner vindmodstand/retning? Eller bruger du andre strategier?

Det spørgsmål har forskeren McBeath og kolleger brugt en hel karriere på at undersøge. En af deres nyere artikler, How Dogs can Navigate to Catch Frisbees, er ganske munter læsning, selvom selve artiklen er ganske seriøs. Forskerne har kastet frisbees til hunde med kameraer monteret på ryggen!

Løser ikke ligninger

De lavede eksperimenterne med en springer spaniel (Romeo) og en border collie (Lilly) som ifølge forskerne var ”experienced in catching frisbees”. Der er flere ting som taler imod, at hundene kan regne ud, hvor frisbeen flyver hen. For det første virker det ganske enkelt urealistisk, at hunde (eller mennesker) kan regne med aerodynamik mm. på få sekunder. For det andet så man, at Romeo og Lilly ikke løb i en lige bane hen til gribepunktet, men i stedet i en kurvet bane. For det tredie løb de ikke direkte hen til gribepunktet og stillede sig dér, men i stedet holdt de sig konstant i en jævn bevægelse.

En simpel og effektiv strategi

Ved at analysere videoerne fra rygkameraerne, viser det sig, at hundene bruger en langt simplere strategi. De løber den vej, der gør, at frisbeen bevæger sig i en lige linje i deres synsfelt uden at den ændrer hastighed. Med denne strategi når de automatisk hen til frisbeen, uanset vindforhold og andre påvirkninger! Forskerne kunne forklare (forudsige) mere end 95 % af hundenes løbebane og hastighed udelukkende ud fra dette ene princip.

I stedet for en avanceret 3D model af verden, skal de simpelthen bare se på verden som et 2D billede og få bolden til at bevæge sig jævnt i en lige linje. Det er en god strategi fordi den giver næsten perfekt resultat hver gang. Og det er en nem strategi fordi man hverken skal vurdere afstanden til frisbeen, dens hastighed eller dens faktiske størrelse.

… og det gælder ikke kun hunde. Faktisk blev eksperimentet første gang publiceret med baseball-spillere i 1995, hvor samme forskergruppe viste, at mennesker bruger samme simple strategi. Disse eksperimenter er siden blevet gentaget mange gange med samme overordnede resultat.

Hjernen er vild med no-brainers

Eksperimenterne med frisbee og baseball viser på en simpel måde en større sandhed om hjernen: hjernen er vild med no-brainers! Den foretrækker ”uintelligente” løsninger, hvor den skal lave mindst muligt analyserende arbejde.

Vi tænker ofte på hjernen som en mægtig videnskabsmand der afkoblet fra omverdenen analyserer sig frem til løsningerne først og så eksekverer dem efter en plan. Men det er en myte. Det ville tage al for lang tid og være alt for krævende – vi ville ikke nå at gribe bolden eller fange frisbeen.

Det er mere rigtigt at sige, at hjernen er fundamentalt afhængig af konstant at kunne agere i omverdenen, fordi den så kan bruge simple strategier, hvor løsningen opstår hen ad vejen. Hundene og baseball-spillere er afhængige af, at kunne holde øjnene på bolden og at kunne løbe - og det bringer dem automatisk hen til bolden/frisbeen. I stedet for en fjern forsker er hjernen altså snarere som en dygtig håndværker, der løser problemerne bedst, mens han kan manipulere tingene med hænderne.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.