Hvor hurtigt er for hurtigt? Hvad er egentlig normalt?
»Unge mænd og unge kvinder tror ofte, at samlejet skal vare længe,« siger Tore Holte Follestad til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Han er leder af Norsk Forening for Klinisk Sexologi og assisterende daglig leder på klinikken Sex og Samfunn i Oslo, der er Norges største center for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
Her kan unge mennesker få hjælp og råd omkring seksuel sundhed.
»De tror allesammen, at det er sådan, det skal være. Fyrene tror, at de skal have en kæmpe penis, og at den skal kunne klare et maraton på lagenet,« siger han og fortsætter:
»Og de tror alle sammen, at lige så snart penissen trænger ind i skeden, er der nydelse og festfyrværkeri på alle fronter.«
Forkert opfattelse af, hvad der er normalt eller ønskværdigt
Men mange piger oplever smerter og ubehag. De er forvirrede - hvad skal de gøre?
Hvis man har samleje i en time, er det ikke så underligt at man føler smerte, siger Tore Holte Follestad.
I forbindelse med et norsk studie - publiceret i Journal of Public Health i 2009 - rapporterede 27 procent af de adspurgte mænd, at de havde problemer med for tidlig udløsning.
Flere unge mænd end ældre mænd rapporterede om dette.
Kan det være, at mange har en forkert opfattelse af, hvad der er normalt, og hvad der er ønskværdigt?
»Ja, absolut,« siger den finske psykolog og sexolog Patrick Jern. Han leder afdelingen for psykologi ved Åbo Akademi Universitet og forsker i præmatur ejakulation, altså for tidlig sædudløsning blandt mænd.
Normal versus ønskværdig
Det gennemsnitlige samleje i Europa varer cirka otte minutter, men der er store forskelle, fortæller Patrick Jern.
»Så ethvert samleje, som varer mellem 1 og 15 minutter, er i teorien 'normalt',« fortæller den finske forsker til forskning.no.
»Det plejer at være sådan, at cirka 30 procent af adspurgte mænd er bekymrede for ikke at kunne kontrollere deres udløsning godt nok. Kun 1 til 2 procent af mændene rapporterer, at samlejet almindeligvis varer cirka 1 minut eller mindre,« siger Patrick Jern.
»Det er altså meget almindeligt at bekymre sig om det, også selvom man objektivt set har samleje af normal længde,« siger han til forskning.no.
Vil kortlægge de seneste samlejer
I en ny undersøgelse stillede forskerne spørgsmål, der har til formål at kortlægge de seneste samlejer, som deltagerne havde.
Forskerne bag undersøgelsen har endnu ikke analyseret datamængden, men Bente Træen, som er én af forfatterne bag studiet samt et studie fra 2009, hvor en hel del norske mænd rapporterede om problemer med for tidlig sædafgang.
I den nye undersøgelse har forskerne blandt andet spurgt de mandlige deltagere, om de i løbet af de forløbne år og over en periode på tre måneder har oplevet, at få udløsning for hurtigt. Forskerne spurgte ikke, hvor hurtigt mændene fik udløsning.
»Men for tidlig sædafgang er jo et helt reelt problem for dem, som oplever det,« siger Bente Træen.
I studiet fra 2009 skriver forskerne, at seksuelle problemer blandt ægtepar og samboende kan kobles til mindre fysisk nydelse og følelsesmæssig tilfredshed blandt partnerne.
Parterapeuter: »Det bør vare mellem 7 og 15 minutter«
I et studie, publiceret i Journal of Sexual Medicine i 2008, anslog amerikanske og canadiske parterapeuter den ideelle varighed på et samleje.
Konklusionen lød: Fra 7 til 15 minutter.
Mindre end 2 minutter var for kort, mente de. Og alt fra 10 til 30 minutter var for lang tid, ifølge parterapeuterne.
Et studie publiceret i samme tidsskrift i 2005 indikerer, at der er voldsom variation på længden af heteroseksuelle pars samlejer.
500 heteroseksuelle par fra fem lande tog tid på deres samlejer i løbet af en periode på fire uger. Parrene gik i gang med et stopur sat i gang, og eventuelle forspil eller efterspil blev ikke medregnet.
Det korteste samleje i studiet varede 55 sekunder, mens det længste strakte sig over hele 44 minutter.
Median-længden i studiet var fem minutter, og samlejerne så ud til at blive kortere, jo ældre deltagerne var. Der var desuden forskel på varigheden de fem lande imellem.
Men én ting er, hvad der er statistisk normalt. En anden ting er, hvad man selv og partneren ønsker fra sexlivet. Hvis man nu som mand kan have samleje i fem-seks minutter, men alligevel oplever det som for kort - hvad gør man så?
Flytte negativt fokus
Man kan tale med lægen, en psykolog eller sexolog om det. Og man kan godt få hjælp, selvom der ikke er tale om en decideret diagnose.
»Behandlingen kan i første omgang bestå af en såkaldt 'psykoedukation',« siger Patrick Jern. Han fortsætter:
»Det vil sige, at man oplyser manden om, hvad der er den normale længde på et samleje og samtidig forklarer, at der er stor variation mellem mennesker og par. Og selvfølgelig også at der er forskellige måder at have sex på, som kan være lige så nydelsesfulde.«
»Idéen er at flytte fokus fra negativ spekulation og bekymring for egen evne til fokus på nydelsen og på at have det godt sammen med partneren eller partnerne,« forklarer Patrick Jern til forskning.no.
Hvad er egentlig en normal udløsning?
Patrick Jern fortæller, at det ofte handler om at forklare de patienter, som oplever, at de kommer for hurtigt, at der ikke er noget lægeligt eller biologisk galt, selvom de ikke er i stand til at have sex lige så længe, som de ønsker, uden at ejakulere.
»Men der er tale om en naturlig variation i en biologisk refleks,« fortæller den finske forsker.
Nogle mænd kommer nogle gange så hurtigt, at de knap nok når at penetrere, og det vanskeliggør jo også et eventuelt forsøg på at få børn.
Men det er dog usædvanligt, beroliger Patrick Jern.
Mænd, som opsøger hjælp for præmatur ejakulation, gør det næsten altid med et ønske om at forbedre deres sexliv - ikke for at befrugte en ægcelle:
»Og så skal patientens subjektive oplevelse være i fokus snarere end det antal minutter og sekunder, man plejer at have samleje.«
»Alt for mange ved ikke nok«
Tore Holte Follestad plejer ind imellem at fortælle unge patienter på Sex og Samfunn i Oslo, at et samleje almindeligvis varer tre til fem minutter.
Han oplever, at mange bliver helt lettede, men han erkender samtidig, at det kan være misvisende med statistik, som måler, hvor lang tid det tager for mændene at penetrere og få udløsning, men som ikke siger noget om, hvordan partneren havde det, og hvad der eventuelt fandt sted før og efter.
»Samlejet varer i tre til fem minutter - men for hvem?«
Meget er knyttet til mandens præstation i sengen, mener Tore Holte Follestad.
Han fortæller, at de unge kvinder, der søger hjælp og rådgivning hos Sex og Samfunn, ofte spørger: Hvordan kan jeg få en orgasme, når jeg ikke engang bliver berørt med fingrene i skeden?
Og en typisk undren fra de unge mænd kan lyde: Vi havde sex enormt længe, men hun fik ikke orgasme, selvom min penis er stor nok.
Pornografien er skyld i vrangforestillinger
Tore Holte Follestad tror, at pornografien har givet mange en vrangforestilling om, at mænd skal have en evigtvarende kæmpeerektion.
At denne myte har fået lov at overleve bunder nok også i, at vi som samfund ikke er særlig gode til at tale om sex.
»Jeg tror ikke, at det med at stimulere klitoris i løbet af et samleje, er noget, man er videre opmærksom på – hverken i seksualundervisningen, i pornografien eller i kommunikationen generelt,« siger Tore Holte Follestad. Han fortsætter:
»Alt for mange ved ikke nok – eller noget som helst – om, hvor vigtig klitoris er for dejlige følelser og orgasmer.«
Mænd kommer jo heller ikke uden berøring af penis
Seksuel nydelse er en meget vigtig faktor for kvinderne, og de fleste kvinder i parforhold mener, at det er vigtigt at få orgasme, når de har sex, ifølge et finsk studie publiceret i Socioaffective Neuroscience and Psychology i 2016.
Men i et studie af mere end 50.000 amerikanere fortalte 95 procent af heteroseksuelle mænd, at de som oftest eller altid fik orgasme, når de var seksuelt intime.
Det samme gjaldt for:
- 89 procent af homoseksuelle mænd
- 86 procent af lesbiske kvinder
- 66 procent af biseksuelle kvinder
- 65 procent af de heteroseksuelle kvinder
Tallene er fra et studie publiceret i Journal of Sex Research i 2004.
Men hvis en kvinde har svært ved at få orgasme, er det ikke sikkert, at et langvarigt samleje løser problemet. Ifølge det finske studie spiller både kvindernes seksuelle selvtillid og kommunikation samt andre faktorer en rolle.
I en undersøgelse blandt amerikanske kvinder fra 2015 svarede cirka 18 procent, at penetrering i sig selv var nok til at udløse en orgasme. Forskerne præsenterede resultaterne i Journal of Sex and Marital Therapy.
At tro at kvinder kan få orgasme uden at røre klitoris, svarer til at tro, at mænd kan få orgasme uden at røre penis, skriver den britiske sexolog Karen Gurney, som har skrevet bogen 'Mind the Gap'.
Vi bør skelne
Alligevel er det ofte tidsrammen for selve penetreringen, der bliver målt i forskningen – og sexakten bliver anset for afsluttet, når penetreringen er slut
»Min personlige holdning er, at det naturligvis er absurd udelukkende at fokusere på, hvornår penetreringen starter og slutter,« siger Patrick Jern til forskning.no.
Men det er vigtigt for forskningen i præmatur ejakulation, fordi forskellen er så stor mellem hvor mange, der oplever, at de har problemer med for tidlig udløsning – og hvor mange, der har symptomer på det, siger han.
»Hvis vi kun tog udgangspunkt i for eksempel varigheden på penetrerende, vaginale samlejer på mindre end et minut, ville én til to procent kvalificere sig til en diagnose. Det ville ikke være muligt at identificere personer, som for eksempel bekymrer sig unødigt uden også at fokusere på, hvor længe samlejet varede, før manden fik udløsning.«
Når man udreder mænd for præmatur ejakulation, spørger man ind til deres egen oplevelse af symptomer, og hvor længe samlejet plejer at vare, fortæller Patrick Jern.
Hvad er årsagerne til for tidlig sædafgang?
En del mænd oplever, at de igennem længere tid har problemer med at styre deres udløsning. De ejakulerer altid på mindre end et til to minutter – uanset om de vil eller ej - og det går ud over både sexlivet, partneren og dem selv.
»Det korte svar på, hvad er årsagen til for tidlig sædafgang, er, at det ved vi ikke,« siger Patrick Jern, som tilføjer, at en del forskning indikerer, at visse sygdomme muligvis har en effekt, eksempelvis multipel sclerose (autoimmun sygdom, der nedbryder dele af nervecellerne, red.).
Patrick Jern bruger tvillingestudier til sin forskning i præmatur ejakulation, og det lader til, at arvelighed også spiller ind, fortæller han.
»Men det er i sig selv ikke videre interessant, fordi næsten alt til en vis grad er arveligt. Præmatur ejakulation er omtrent lige så arveligt som politisk orientering. Det vil sige, at 30 procent af variationen i præmatur-symptomerne kan forklares af gener,« siger han.
Der er ikke mange entydige forskningsresultater om præmatur ejakulation, fortæller Patrick Jern. Men der er en del viden om, hvad problemet er forbundet med.
»For eksempel dårligt selvværd, problemer i parforholdet, ensomhed og negative seksuelle erfaringer. Men om det er hønen eller ægget, der kom først, eller om årsagssammenhængen går begge veje, er ikke klarlagt,« fortæller den finske forsker og parterapeut.
Kun for at præstere?
Men det er måske ikke alene for præstationens skyld, at mænd som regel ønsker, at sexakten varer længere.
Måske ønsker mændene bare, at samlejet ikke pludselig er forbi.
Da forskerne spurgte 150 par, hvor længe de ønskede, at hele sexakten – inklusiv forspil – skulle vare, kom det frem, at både mænd og kvinder ønsker mere længerevarende sex, end de plejer at få.
I studiet stod det også klart, at mændene havde en udmærket forståelse for, hvad kvinderne ønskede. Alligevel blev mændene undervurderet både af hinanden og af deres kvindelige partnere.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.