Hverken mange eller få kulhydrater er sundt, antyder studie
Kilde: 
17 august 2018

Kulhydrater er i tidens løb er blevet bortvist fra mange diæter.

Men pludselig fik også den kulhydrat-tomme stenalderdiæt skældud.

Så hvad skal man efterhånden tro om sundheden i kulhydrater? Det ville forskerne bag et nyt studie gerne blive klogere på.

Og efter endt undersøgelse er deres forsigtige gæt ifølge The Guardian, at det faktisk bare handler om at spise kulhydrater med måde - altså hverken for mange eller for få.

Forsigtigheden skyldes, at undersøgelsen er et observationsstudie, der bygger på spørgeskemaer, som altid vil rumme en lang række usikkerheder.

Så selvom studiet tæller godt 15.000 amerikanere fulgt i 25 år, kan man ikke isolere en forklaring.

Forskerne kan med andre ord ikke sige, i hvor høj grad de observerede forskelle skyldes lige præcis indtaget af kulhydrat, for andre faktorer, der ikke helt kan tages højde for, spiller også ind. Læs mere om, hvornår noget er en såkaldt årsagssammenhæng eller bare en statistisk sammenhæng.

Men resultaterne - som altså skal tages med et gran salt - viste, at de forsøgsdeltagere, der spiste en moderat mængde kulhydrater, statistisk set ville leve helholdsvis 4 år og 1 år længere, end de, der spiste en lav mængde kulhydrater (under 40 % af kostens energi) eller høj mængde kulhydrater (over 70 % af kostens energi).

Hvilken form for kulhydrater der er tale om, melder studiet ikke noget om.

Uafhængige forskere har i en kommentar til studiet gjort opmærksom på, at de førnævnte usikkerheder ved studiet er med til at gøre resultaterne mindre pålidelige, men mener dog, at der er god logik i, at et moderat indtag af kulhydrater skulle være sundere end et højt eller lavt indtag.

Studiet er udgivet i tidsskriftet The Lancet.

naa

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.