Nyt studie: 1 ud af 4 kræftpatienter i USA bruger medicinsk cannabis
Kilde: 
28 september 2017

Ifølge et nyt studie har hver fjerde kræftpatient i løbet af det seneste år røget cannabis for at lindre bivirkningerne fra kræftbehandlingen. Det skriver livescience.com.

Forskere har spurgt over 900 kræftpatienter fra Seattle, hvor medicinsk cannabis er lovligt, om deres brug af det euforiserende stof. De fleste af dem tog stoffet en gang om ugen for at dulme smerter og kvalme.

Ifølge studiet er det problematisk, fordi der er begrænset viden om, hvordan cannabis påvirker kræft-relaterede symptomer.

»Kræftpatienterne vil gerne have informationer om brugen af cannabis under deres behandling, men det kan de ikke få fra deres læger. I stedet får patienterne deres information fra 'alternative, uvidenskabelige kilder',« fortæller Steven Pergam, der er læge ved Fred Hutchinson Cancer Research Center in Seattle og  hovedforfatter på det nye studie, ifølge livescience.com.

Det nye studie er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cancer.

I Danmark bliver det fra 1. januar 2018 lovligt for kræftpatienter at bruge medicinsk cannabis, hvis de har bivirkninger fra kemoterapien. Vi har skrevet om problematikkerne omkring legaliseringen i artiklen Medicinsk cannabis: Så tynd er evidensen for danske patienter.

agr

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.