Kan du huske, hvad din famile lavede i sommerferien, da du var 10 år gammel? Eller hvad du fik at spise, sidst du var på restaurant?

Hvad der sker i hjernen, når vi forsøger at huske en episode fra fortiden, er et spørgsmål, hjerneforskerne har prøvet at svare på i mange år - og de er stadig ikke kommet i mål.

Men der findes en fremherskende teori, siger Menno Witter, som er professor ved Kavli Institute for Neurovidenskab ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, NTNU.

Det er lidt som at søge efter en fil på en computer.

»Ideen er, at vi har et slags indekssystem i vores hjerne,« fortæller Menno Witter til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

På computeren behøver vi ikke søge i hver eneste mappe for at finde en bestemt fil. Hvis vi kan huske et af ordene i filnavnet, bruger computeren en liste - eller et indeks - til at finde den rigtige fil. 

Menno Witter forklarer, at et lignende indekssystem findes i hippocampus, som er en lille, bananformet del af hjernen. Hippocampus, som er latin for søhest, ligger placeret dybt inde i tindingelappen inde under hjernen.

At huske handler om at gætte

De faktiske minder ligger dog lagret andre steder i det imponerende organ.

»Vi ved med sikkerhed, at hippocampus ikke er mindernes endelige holdeplads,« siger Menno Witter.

Patienter med skader i denne dele af hjernen kan nemlig stadig huske gamle minder - bare ikke lige så effektivt og detaljeret.

Selv patienten Henry Molaison, som i 1953 fik bortopereret hippocampus, kunne fortsat huske ting fra fortiden.

Gamle minder bliver lagret i hjernebarken, som danner den foldede og karakteristiske overflade af de store hjernehalvdele, så når vi prøver at huske noget, henter hippocampus informationerne der.

Men i stedet for at arbejde sig vej igennem en lang liste, forsøger hippocampus at gætte sig frem til det rigtige svar.

Rød cykel? Nej, grøn

Hvis vi for eksempel forsøger at huske, hvordan den cykel, vi fik, dengang vi blev 14 år, så ud, gætter hippocampus måske på, at den var rød.

Så tjekker den med hjernebarken, om det stemmer. Den får fat i det rigtige minde og finder ud af, at cyklen faktisk var grøn.

»Hukommelse handler i bund og grund om at forudse ting og så tjekke, om det stemmer,« siger Menno Witter.

Gætteriet er en måde at få fat i minderne, og det handler om meget mere end blot at mindes fortiden. 

Hjernen forudser farer gennem minder

»Det vigtigste ved hukommelsen er at overleve,« pointerer Menno Witter.

Alt det gamle, som ligger lagret i hjernen, gør det nemlig muligt at spå om, hvad som vil ske i fremtiden. Alt det, vi har oplevet tidligere, kan hjælpe os i mange situationer.

Menno Witter bruger sig selv som eksempel. Nu sidder han foran computeren og taler i telefonen med en journalist fra forskning.no, og hans hjerne forudser, at han skal føle sig tryg.

Men hvis der pludselig kommer en høj lyd, vil hippocampus måske gætte på, at der er fare på færde, og så tjekker denne del af hjernen, om antagelsen stemmer.

Den finder minder frem i hjernebarken, som fortæller, at lyden kommer fra en hammer, og at hammeren bliver brugt til reparationer og til at snedkerere.

Hjernen konkluderer, at forskeren forsat er uden for fare.

Vi kan ændre vores minder

For andre kan den høje lyd derimod vække minder, som gør, at hjernen konkluderer, at de er i fare. Personer, som har været i krig, kan eksempelvis have mange minder om skud og eksplosioner.

Den gode nyhed er, at forbindelserne i hjernen kan ændres, fordi hjernen er et såkaldt plastisk organ.

»Plasticiteten gør, at vi kan ændre hukommelsen. Vi kan overskrive minder, eksempelvis efter traumatiske oplevelser,« forklarer Menno Witter. 

Personer, som lider af posttraumatisk stressforstyrrelse, kan nemlig behandles med god samtaleterapi.

Det er den behandlingsmetode, som forældre og andre omsorgspersoner kan lære.

Det viste et studie, som blve gennemført i Kenya. Forældreløse børn fik det bedre, efter de voksne, som de boede med, lærte teknikker, som kunne ændre børnenes tankemønstre.

Små og store netværk af hjerneceller

Nøjagtigt hvad der sker inde i hjernen, når den lagrer, husker eller ændrer minderne, er et stort forskningsfelt.

I bund og grund handler det om, hvordan hjernecellerne  - neuronerne - er bundet sammen.

Det er formentlig enkeltceller eller små netværk af celler i hippocampus, som er koblet sammen med større mindenetværk i hjernebarken, forklarer Menno Witter.

»Det er vigtigt at understrege, at vi tror, vi ved meget, men der er fortsat meget, som vi ikke ved.«

Professoren ved NTNU har selv oplevet, at en af hans egne stipendiater opdagede noget, som modbeviste en af hans egen teroier om, hvordan hjernen fungerer. 

Mange typer hukommelse

Det er også værd at bemærke, at erindringen om gamle minder blot er én speciel type hukommelse, som kaldes episodisk hukommelse.

Når vi derimod prøver at huske, hvor vi lagt vores nøgler eller læsebriller, er det andre mekanismer i hjernen, som hjælper os på vej.

Der findes altså mange forskellige typer hukommelse.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.