Cykling er ikke bare cykling. Og selv udholdenhedsdiscipliner som mountainbike-cykling og landevejscykling, som begge kræver god kondition og timevis af daglig cykeltræning, adskiller sig en del, når man nærstuderer arbejdskravene.
For eksempel er der væsentlige forskelle i den måde, benmusklerne skal levere effekt – altså kraft – i pedalerne på under cykling i terræn sammenlignet med på landevejen. Landevejscykling er karakteriseret ved længere sammenhængende cykelperioder med forholdsvis konstant effekt.
Terræncykling er derimod karakteriseret ved kortere og mere usammenhængende cykelperioder med større variation i effekten.
Denne artikel er en del af ForskerZonen, hvor forskerne selv kommer direkte til orde og skriver om deres forskning.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Sådanne forskelle – som ikke kan afsløres, hvis man kun analyserer pulsen – betyder noget for, om en rytter fra en disciplin umiddelbart kan skifte til en anden disciplin og opnå succes.
Det betyder også noget for, hvorledes man kan bruge træning i én disciplin som forberedelse til at skulle præstere i en anden disciplin.
Et eksempel på at det på trods af forskellige arbejdskrav mellem forskellige cykeldiscipliner kan lade sig gøre at skifte disciplin med succes er Michael Rasmussen.
Han gik fra at være verdensmester i mountainbike til at være landevejsrytter, vinder af den prikkede bjergtrøje og (næsten) vinder af Tour de France.
I videoen ovenfor kan du høre om Chris Anker Sørensens erfaringer med skiftet mellem sin enkeltstarts- og landevejscykel - et skift, der slet ikke er så nemt.