Hundes sædkvalitet falder markant
Den dalende sædkvalitet skyldes formentlig hormonforstyrrende stoffer, vurderer forsker.
hunde sædkvalitet hormonforstyrrende stoffer

Resultatet underbygger, at også vi mennesker bør prøve at undgå at udsætte os selv for skadelige stoffer. (Foto: Shutterstock)

Det er veldokumenteret, at mænds sædkvalitet er faldet drastisk de seneste årtier, og nu viser et studie, at det også står skidt til for menneskets bedste ven.

Britiske forskere har i 26 år fulgt en population af avlshunde og undersøgt hundenes sædkvalitet. Antallet af hunde i populationen varierede mellem 42 og 97 per år.

Hundenes sædkvalitet blev målt ud fra sædcellernes motilitet, det vil sige deres evne til at svømme, og i perioden er den faldet med hele 30 procent.

»De avlshunde, vi har undersøgt, er stadig i stand til at reproducere, men hvis udviklingen fortsætter, mister de måske evnen,« siger Richard Lea, der er lektor på University of Nottingham. Han er hovedforfatter til studiet, der er udgivet i tidsskriftet Scientific Reports.

Skadelige stoffer i sæd og testikler

Hormonforstyrrende stoffer

Begrebet hormonforstyrrende stoffer dækker over både naturlige og syntetiske stoffer, der forstyrrer hormonbalancen i dyr og mennesker.

Hormoner styrer blandt andet kroppens kønsudvikling og vækst.

Mange studier har vist en sammenhæng mellem hormonforstyrrende stoffer og skadelige virkninger i mennesker og dyr.

Studiet fastslår ikke den direkte årsag til hundenes faldende sædkvalitet, men forskerne har lavet nogle undersøgelser, der indikerer, at hormonforstyrrende stoffer kan være synderne.

De testede nemlig hundenes sæd og testikler, og her fandt de blandt andet ftalatet DEHP, der stammer fra plastik, og stoffet PCB, der tidligere blev brugt i byggematerialer, men som i dag står på EU’s liste over farlige stoffer og dermed er forbudt i EU-lande.

I laboratorieforsøg blev stofferne tilsat hundesæd. Her viste det sig, at stofferne har en skadelig effekt på sædkvaliteten.

»Vi kan ikke med sikkerhed sige, om det er stofferne, der er årsag til hundenes faldende sædkvalitet over de 26 år, men vores laboratorieresultater underbygger i hvert fald hypotesen,« siger Richard Lea.

Stofferne kommer måske fra foderet

Altid et skridt bagefter

Den uheldige udvikling gennem årtier skyldes formentlig, at produktionen af kemikalier steg efter Anden Verdenskrig.

Nogle af kemikalierne viste sig senere at være giftige og hormonforstyrrende og blev derfor forbudt. Som eksempelvis PCB.

»Efter et forbud falder eksponeringen, men så kommer der nye kemikalier til, som så måske senere viser sig at være giftige. Man vil altid være et skridt bagefter,« siger Anne Marie Vinggaard.

Forskerne spekulerede dernæst over, hvordan stofferne har fundet vej til hundenes testikler og sæd.

»Vi havde en idé om, at det kunne komme fra deres foder, så det analyserede vi, og der fandt vi de samme kemikalier,« siger Richard Lea.

Han ved dog ikke, hvordan stofferne har fundet vej til hundefoderet.

»Det kan være fra emballagen, fra produktionen af maden eller et helt tredje sted,« siger han.

Flere fødselsdefekter hos både hunde og mennesker

Resultaterne af undersøgelsen ligger i tråd med det, andre studier har vist om mænds faldende sædkvalitet.

Eksempelvis viste et stort studie tidligere i år, at mænd havde halvt så mange sædceller i deres sædprøver i 2011 i forhold til i 1973.

Der er også sket en stigning i antallet af drengebørn, der fødes med kryptorkisme – en fødselsdefekt, hvor testiklerne endnu ikke er faldet ned i pungen.

Samme tendenser sås hos hundene i undersøgelsen.

»Teorien er, at den slags misdannelser kan opstå, hvis fosteret bliver udsat for hormonforstyrrende stoffer, når det stadig er i livmoderen. Derfor mener vi, at mange af disse forandringer sker, fordi den drægtige hund udsættes for hormonforstyrrende stoffer. Men jeg tror også, at kemikalierne kan påvirke sædkvaliteten i voksne hunde,« siger Richard Lea.

»Meget tankevækkende studie«

Anne Marie Vinggaard, professor på DTU Fødevareinstituttet og medlem af Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, har læst studiet.

»Det er et meget interessant og tankevækkende studie. Vi kender jo til den faldende sædkvalitet hos mennesker, og nu viser det sig også at gælde for hunde,« siger hun.

»Der er dog en forskel: Hos mennesker er også antallet af sædceller faldet, men det er uforandret hos hundene, som kun har problemer med sædcellernes bevægelighed. Det kan man godt undre sig over.«

Forskerne kender ikke selv forklaringen på forskellen. De spekulerer dog på, om det kan være på grund af selektionsbias, da hundeavlerne mellem 1999 og 2001 fjernede hunde med færre end 150 millioner sædceller fra avlsprogrammet.

Svært at vise en årsagssammenhæng

Stoffernes virkning

Man mistænker blandt andet en sammenhæng mellem hormonforstyrrende stoffer og udvikling af testikelkræft, dårlig sædkvalitet og fødselsdefekter.

Det kan dog ikke med sikkerhed siges, at stoffer er årsag til symptomerne.

EU har lavet en liste med potentielt hormonforstyrrende stoffer, der er inddelt i kategorier. Kategori 1 er stoffer, som er dokumenteret hormonforstyrrende. De kan ses her.

Anne Marie Vinggaard mener, studiet underbygger hypotesen om, at kemikalier kan påvirke den mandlige fertilitet.

»Det er endnu et studie i bunken, der viser, at kemikalier kan forstyrre sædkvaliteten. Det er imidlertid nærmest umuligt at bevise en direkte årsagssammenhæng mellem stofferne og den faldende sædkvalitet i mennesker på grund af den det lange tidsspænd, der er imellem eksponeringen til stofferne og til det tidspunkt, hvor effekten opstår,« siger hun.

En anden årsag, til at det er svært for forskerne at vise, at hormonforstyrrende stoffer fører til dårlig sædkvalitet, er, at vi mennesker udsættes for en cocktail af skadelige kemikalier fra mange forskellige kilder på forskellige tidspunkter, og derudover kan vores hormoner påvirkes af mange andre ting.

Derfor er det praktisk umuligt at lave et laboratorieforsøg, som kontrollerer for alle disse variable.

Forsker: Vær forsigtig med kemikalier

Anne Marie Vinggaard mener dog, at der er tilstrækkelig evidens for, at man aktivt bør prøve at undgå at udsætte sig selv for skadelige stoffer.

»Vi har meget indirekte evidens fra eksperimentelle studier med mennesker og dyr, og vi har de epidemiologiske studier, der indikerer en sammenhæng mellem kemikalieeksponering og faldende sædkvalitet,« siger hun.

»Vi bør derfor reducere kemikalieeksponeringen ud fra et forsigtighedsprincip.«

For den enkelte betyder det, at man eksempelvis kan:

  • Spise økologisk.
  • Kigge på forbrugermærker, når man handler fødevarer og produkter.

»Og så skal der være et politisk pres til at reducere mængden af skadelige stoffer i vores produkter,« opfordrer Anne Marie Vinggaard.

Richard Lea mener også, at man generelt bør reducere udledningen af kemikalier.

»Konsensus i forskerkredse er, at vi bør være alarmerede over at blive eksponeret for hormonforstyrrende stoffer. Det er svært at slippe af med de stoffer, der allerede er ude i naturen, men vi kan reducere den fremtidige udledning ved hjælp af fornuftige politikker og produktionsprocesser,« siger han.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.