Hukommelsesforskning: Sherlock Holmes’ berømte trick virker
Sherlock Holmes Hukommelse Teknik

En hukommelsesteknik fra oldtidens Grækenland, som bøgerne om Sherlock Holmes har gjort berømt igen, virker rent faktisk, lyder det ifølge et nyt studie. (Foto: Shutterstock).

En hukommelsesteknik fra oldtidens Grækenland, som bøgerne om Sherlock Holmes har gjort berømt igen, virker rent faktisk, lyder det ifølge et nyt studie. (Foto: Shutterstock).

Kilde: 
08 marts 2021

I de berømte bøger om Sherlock Holmes bruger den legendariske detektiv en særlig teknik til at huske et væld af informationer:

Han samler viden og minder i et ’hukommelsespalads’.

Ifølge et nyt studie har Sherlock Holmes fat i den lange ende, for metoden virker til at skabe langtidsholdbare minder, lyder det ifølge forskerne bag.

Det skriver Live Science.

Husketeknikken kaldes også for ’the method of loci’ (hukommelseskunst), og teknikken stammer oprindeligt fra oldtidens Grækenland. ’Loci’ er latin for ‘steder’.

Metoden virker, ved at man forestiller sig, at man er et velkendt sted ( i Sherlock Holmes' tilfælde er det et palads).

For at huske informationer ’placerer’ du dem på en rute gennem det velkendte sted, indtil du senere hen kan komme tilbage og ’samle informationen op’, hvis du har brug for det.

Hvis du for eksempel går gennem København, kan du forestille dig, at du har lagt ordet ’hund’ ved Rådhuspladsen’ og ’bog’ ved Københavns Hovedbanegård.

Når du skal huske ordet, tænker du tilbage, hvor du har lagt det henne på din vej.

Metoden bliver blandt andet brugt af hukommelsesmestre, der kan huske lange rækker af ting som tal, kortrækkefølger og ord, skriver Live Science.

Videnskab.dk har tidligere kigget nærmere på en lignende metode kaldet memoteknik, som den tidligere norske mester i hukommelse Oddbjørn By har skrevet en bog om. Læs mere i artiklen: Eksamen på hjernen: Sådan husker du bedst dit pensum.

Forskerne bag studiet samlede 17 personer, der tidligere har deltaget i ’hukommelsesmesterskaber’, og 16 ’almindelige’ personer, som havde samme alder og intelligensniveau som de 17 andre.

Herefter skannede forskerne forsøgsdeltagernes hjerner og fik dem til at memorere randomiserede (tilfældige) ord.

Efterfølgende blev deltagerne præsenteret for tre ord ad gangen, hvor de skulle huske, om ordene blev præsenteret i samme rækkefølge, som de oprindeligt blev præsenteret.

I den anden del af studiet blev 17 ud af 50 forsøgsdeltagere, der ikke var med i den første del af studiet, over 6 uger trænet i ’the method of loci’.

Resten af deltagerne kom over i to forskellige kontrolgrupper. I den ene gruppe lærte 16 personer en anden hukommelsesteknik, mens de 17 resterende var ’passive’.

Til sidst blev de igen hjerneskannet.

Studiet viste, at deltagerne, som havde haft seks ugers træning med ’the method of loci’, udviste en bedre langtidshukommelse, men ikke en bedre korttidshukommelse.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Science Advances.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.