Studie blev overfortolket: Hövding-cykelhjelmen er ikke så sikker som påstået
cykelhjelm_sikkerhed_ulykke_forskning_hövding

Hövding-cykehjelmen viser sig ikke at være så sikker, som firmaet bag siger. (Foto: Hövding, pressefoto)

Hövding-cykehjelmen viser sig ikke at være så sikker, som firmaet bag siger. (Foto: Hövding, pressefoto)

Kilde: 
05 december 2019

Har du også lagt mærke til, at flere og flere er begyndt at bruge den oppustelige cykelhjelm produceret af den svenske virksomhed Hövding. Måske bruger du den endda selv. 

Hövding skriver på deres hjemmeside, at airbagteknologien er otte gange sikrere end traditionelle cykelhjelme. Det kan de konkludere på baggrund af flere videnskabelige undersøgelser. 

Men nogle gange sker uheld, hvor den oppustelige cykelhjelm ikke virker og simpelthen ikke bliver udløst. 

DR's Detektor har undersøgt sagen og fundet frem til, at der bag sætningen 'videnskabelige undersøgelser' måske ikke gemmer sig så mange i undersøgelser endda, skriver DR.  

Det er nemlig kun et studie fra Stanford University, hvor forskere i 2016 testede en række forskellige cykelhjelme i et laboratorie.

Her lod man hjelmene falde to meter lodret ned. Og Hövding klarede sig otte gange bedre end de andre hjelme i dette konkrete forsøg. 

LÆS OGSÅ: Trafikforsker: Alle bør cykle i pangfarvet tøj

Men David Benjamin, adjunkt ved Stanford University, som er en af forskerne bag studiet, påpeger, at det ikke er ensbetydende med, at cykelhjelmen vil klare sig bedst i alle former for ulykker, forklarer han til DR. 

Det kræver nemlig flere undersøgelser med forskellige typer af uheld, som foregår under varierende omstændigheder, før man kan konkludere, at en Hövding definitivt er mere sikker end en traditionel hjelm. Eksempelvis nævner DR's kilder mere vanskelige situationer, hvor man bliver ramt af en lastbil med flad front eller bagenden af en varevogn.

Ifølge Hövdings hjemmeside tager det 0,1 sekund for hjelmen at blive udløst og oppustet. Så der er altså en risiko for, at det ikke kan nå at ske, hvis et uheld sker. 

Lars Binderup Larsen er overlæge ved Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital, og han siger til DR, at selvom hjelmen ikke altid virker, vil han ikke fraråde folk at bruge den.

»Hvis man ikke har lyst til at bruge en almindelig hjelm, fordi den ødelægger frisuren, er det godt at bruge en Hövding. Men det ville nok stadigvæk være det umiddelbart bedste valg at tage en standard hjelm,« siger han.

Ifølge DR vil Hövding nu ændre deres markedsføring af cykelhjelmen.

LÆS OGSÅ: Vrede og følelsesudbrud mangedobler risikoen for ulykker

LÆS OGSÅ: Glemte vi at tænke abstrakt, da vi sagde ja til el-løbehjul i gaderne?

mtl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.