Normalt ville du måske spise mindre for at tabe dig, sænke dit blodtryk, kolesteroltal eller forbedre din insulinfølsomhed.

Men er det nu også nødvendigt at gå småsulten i seng og alt det andet, som folk på slankekur kender alt for godt?

Måske ikke, hvis man skal tro et nyt studie, som danske forskere har været med til at udføre. 

Det forholdsvis lille pilotstudie konkluderer, at det er nok at spise færre proteiner - som findes i blandt andet kød, fisk, ost, æg og nødder - hvis man vil sænke risikoen for livsstilstilstande, som til sammen kaldes metabolisk syndrom.

Altså: Du behøver hverken spise mindre eller mere kaloriefattigt. Der skal bare være mindre protein i kosten, lyder det. 

»Nogle af deltagerne i forsøget går fra at have type 2-diabetes til ikke at have diabetes længere. Det er ret fantastisk og ret utrolige effekter, vi ser på både insulinfølsomhed og blodsukkerkontrol,« lyder det fra Jonas Thue Treebak.

Han er lektor og gruppeleder på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet og en af de danske forskere, der har deltaget i studiet. 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Nutrients og udført sammen med forskere fra blandt andet universitetet i São Paulo i Brasilien.

Effekt på linje med vægttab

I studiet blev 21 patienter med metabolisk syndrom delt i to grupper og indlagt på hospitalet i 27 dage.

Den ene gruppe fik en ’vestlig standard-kost’ bestående af 50 procent kulhydrat, 20 procent protein og 30 procent fedt, men med 25 procent færre kalorier. 

Den anbefalede daglige mængde for en voksen i Danmark lyder på op mod 20 procent protein.

Den anden gruppe fik en kost uden kaloriereduktion, men med kun halvt så mange proteiner, det vil sige 10 procent.

»Undersøgelsen viser, at en halvering af forsøgsdeltagernes proteinindtag er tilstrækkeligt til at opnå stort set de samme kliniske resultater som at begrænse kalorier, men uden behov for at reducere kalorieindtaget,« forklarer Jonas Thue Treebak. 

Blandt de slående resultater af forsøget er, at begge grupper fik forbedret deres insulinfølsomhed markant med henholdsvis cirka 60 procent (kaloriebegrænset kost) og cirka 90 procent (proteinbegrænset kost). 

Men også vægt, blodsukker, blodtryk og kolesterol blev lavere hos begge grupper. Med andre ord peger studiet på, at det hos forsøgspersonerne virkede nogenlunde lige så godt at skære ned på proteiner som at skære ned på kalorier.

Forsker: Havde godt styr på deltagerne

Der er tale om et randomiseret, kontrolleret forsøg, hvor deltagerne blev fordelt tilfældigt i to grupper med det formål at undersøge effekten af en ny behandling i forhold til standardbehandlingen. 

Jonas Thue Treebak betegner det som usædvanligt og en klar styrke ved studiet, at hospitalsindlæggelsen gav forskerne mulighed for at designe alle måltider og også overvåge, at de blev spist. 

»Det er en klar styrke ved studiet, at man har haft så meget kontrol over deltagerne,« siger Jonas Thue Treebak, der ikke selv har deltaget i den praktiske udførelse af forsøget, som er foregået i Brasilien, men har bidraget med analyse af prøverne bagefter.

Store effekter kalder på større studier

Jonas Thue Treebak er grundlæggende imponeret over studiet, fordi der ifølge ham ikke findes tilsvarende studier på mennesker, hvor man har indlagt deltagerne og opnået samme høje grad af compliance (overholdelse), som er »altafgørende« i denne type studier.

»Så det er et nyt og nytænkende pilotstudie. Det er ikke et studie med mange hundrede deltagere. Men effekterne er så store, at der burde laves større studier på dette område fremover,« siger Jonas Thue Treebak.

Han påpeger dog også svagheder ved studiet.

For eksempel det lave antal deltagere. Men også at deltagernes blodtryk og også hvilepuls faldt markant under forsøget.

Hvilepulsen er et blandt mange parametre for kroppens sundhed og velvære. Men årsagen til forbedringen i hvilepulsen er altså uklar, lyder et kritikpunkt.

»Er det, fordi deltagerne bliver taget ud af hverdagens stress og ikke selv skal sørge mad? Det ved vi ikke,« erkender han.

Han mener også, at det er en svaghed, at begge deltagergrupper udsættes for en eksperimentel kost, som ikke testes op mod en kontrolgruppe.

Havde man haft en kontrolgruppe, havde man også kunnet undersøge effekten af det at være ’indlagt’ på hospitalet, påpeger han.

Udenforstående forsker er skeptisk

Manglen på kontrolgruppe er netop et af kritikpunkterne fra en dansk forskningskapacitet på området.

Niels Møller er overlæge og professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet med speciale i endokrinologi, diabetes og intern medicin.

Han har intet haft med det brasiliansk-danske studie at gøre, og han er langtfra lige så begejstret som sin danske kollega. 

Han fremhæver en række kritikpunkter: 

1. For det første at studiet lagde ud med at ville undersøge 200 patienter, men endte med 21. Det åbner for en skævhed. Er det en bestemt profil af patienter, der er droppet ud, og kan det have påvirket studiets resultater?
2. Så er der størrelsen på studiet. To grupper på 10 og 11 deltagere giver et ’tyngde-problem’. For hvor meget vægt kan man lægge bag resultater, der beror på kun 21 forsøgsdeltagere? 
3. Desuden er der selve metoderne, man har brugt til at måle deltagernes værdier med. Herunder forskernes glukose-clamp-teknik, som bruges til at måle, hvor godt et individ omsætter glukose, eller hvor følsomt et individ er over for insulin.

Den metode, der er valgt, kalder Niels Møller »ikke up-to-date«.

Professor: »Data er for svage«

Sidst, men ikke mindst, er Niels Møller overrasket over, at man har brugt forsøgsdeltagere, der i nogle tilfælde har et ubehandlet blodsukkertal på 20.

Det ville man aldrig finde i Danmark, hvor så dårlig en tilstand altid ville føre til insulinbehandling.

Af den grund alene kalder han resultaterne for umulige at overføre til danske patienter.

Han undrer sig også over, at patienterne, der er på den kost med færre proteiner, taber sig, når nu de ikke har fået færre kalorier. Derfor mistænker han, at der er »noget energi, der er gået tabt«, som forskerne ikke gør rede for i studiet.

De 27 dage, som forsøget har varet, er også i underkanten til at sige noget om langtidsvirkningerne af proteinrestriktion, lyder det fra Niels Møller.

»Det er da interessant, hvis det, de finder i studiet, er rigtigt. Men der er en lang række men’er, som gør, at det vi ikke ved, om det er rigtigt. Studiet har metodologiske problemer. Så nej, jeg er ikke så begejstret,« siger Niels Møller og samler sin kritik sammen til følgende: 

Med det design, der er anvendt, kan man ikke afgøre, om det er dét, at man overhovedet intervenerer, der giver et vægttab, eller om det er det lave proteinindtag, der medfører en bedring i insulinfølsomheden. 

»Data er ikke stærke nok til at underbygge konklusionen«, mener han.

Årsager stadig ukendt

I studier af mennesker kan man ikke nødvendigvis afklare årsagssammenhænge. Det er også gældende her.

Man kan altså kun videnskabeligt konstatere, at en proteinrestriktiv kost er sammenfaldende med forbedringer i tilstanden hos mennesker med metabolisk syndrom.

Årsagerne til dette kan man ikke være sikker på. For man har ikke undersøgt de molekylære mekanismer, der kunne forklare de gavnlige virkninger af proteinbegrænsende diæter.

Man ved altså ikke, om et lavt proteinindtag for eksempel udløser en ændring i stofskiftet.

Også det kritiserer Niels Møller.

Men man har faktisk gjort et forsøg på netop det, påpeger Jonas Thue Treebak. Man har nemlig undersøgt afføringsprøver fra gruppen med den proteinbegrænsede kost. Her så man dog stort set ingen ændring i tarmfloraen.

Desuden har man undersøgt, om der er forskelle i de gener, der er udtrykt i fedtvævet hos begge grupper, men her var der heller ingen markante forskelle.

Han er derfor helt enig i, at der skal andre og flere undersøgelser til for at afklare årsager til de bedringer, som studiet finder.

Kan man prøve det af i hverdagen? 

De to danske forskere er ikke enige i, om studiet kan overføres til hverdagen.

Jonas Thue Treebak mener godt, at studiets resultater allerede nu kan overføres til folks egen hverdag.

Han forklarer, at i en almindelig kost indtager vi typisk mere end ét gram protein per kg kropsvægt, selvom man generelt ikke har behov for mere end et gram per kg kropsvægt.

I studiet har man reduceret det tal til 0,8 gram. I Danmark lyder anbefalingen, at vi spiser 1,1-1,3 gram.

»Rent helbredsmæssigt er 0,8 gram stadig nok for langt de fleste, hvis man får de mikronæringsstoffer, altså vitaminer og mineraler, man har brug for.«

»Derfor er der ikke noget problematisk i at gøre det her derhjemme. Dog med det forbehold at vi ikke ved, hvad hospitaliseringen betyder for resultaterne,« siger Jonas Thue Treebak.

Han tilføjer det forbehold, at studiet ikke har undersøgt eventuelle forskelle i deltagernes mæthedsfornemmelse og velvære ved det at spise færre proteiner eller kalorier. 

Dog mener han, at den proteinbegrænsede kost har en fordel over den kaloriebegrænsede:

»Det kan være svært at leve kalorierestriktivt og være i compliance med en kaloriefattig kost, mens det måske vil være nemmere at spise mindre protein, da man så kan spise en kost, der ikke er kaloriefattig«.

Niels Møller er omvendt bekymret for konsekvenserne, hvis danskere med metabolisk syndrom begynder at spise en meget proteinrestriktiv kost.

Det anbefaler han ikke.

»Vi kender ikke langtidseffekterne af proteinrestriktion. Man kan godt frygte, at folk vil begynde at underspise proteiner med en række potentielle sygdomskonsekvenser til følge,« indvender han.