Gummihånd afslører, hvordan hjernen forstår kroppen
Kilde: 
22 oktober 2016

Forskere har brugt et gement trick med en falsk hånd for at afsløre, hvordan vores hjerner kombinerer information fra sanserne til at skabe en følelse af vores kroppe. Det skriver theguardian.com.

I det italienske studie blev sunde og raske frivillige sat ved et bord med deres underarme hvilende på bordet og deres højre hånd skjult i en kasse. En livagtig gummihånd blev derefter sat på bordet foran dem på linje med deres højre skulder. 

Et stykke stof dækkede det meste af hånden, men fingrene stak synligt ud. For at forstærke illusionen strøg en af forskerne langefingeren på både gummihånden og deltageren på samme tid.

LÆS OGSÅ: Vores sanser snyder os til at se i mørke

Ifølge forskerne opstår illusionen efter et par minutter med samme berøring på både den rigtige og den falske hånd. Den visuelle information lægges sammen med berøringen på hånden, og hjernen tror fejlagtigt, at gummihånden er en del af kroppen.

Da forskerne adspurgte deltagerne om tilknytningsforholdet til den kustige hånd, svarede de, at det virkede, som om deres egen hånd var forsvundet, og at den falske hånd var blevet deres.

Forskerne gik i gang med studiet, efter at de opdagede, at visse patienter efter slagtilfælde oplevede lignende tendenser, hvor de ikke længere troede, at deres paralyserede lemmer var deres egne, og endda ligefrem påstod at have ejerskab over andre menneskers lemmer.

»Det er en meget stærk tro. Vi ved, at følelsen af ejerskab over kroppen kan ændres dramatisk efter hjerneskader,« siger Francesca Garbarini, der er hovedforfatter på studiet og neuropsykolog ved Universitá di Torino i Italien, til The Guardian.com.

For at finde ud af, hvad der sker i hjernen under forsøget, brugte forskerne en teknik kaldet ‘transkraniel magnetstimulation’ for at sætte gang i små elektriske impulser i den del af hjernen, som styrer håndbevægelser. 

Signalerne bevæger sig ned gennem rygsøjlen, langs armen og ud i hånden, hvor de kan måles som muskeltrækninger.

Men i forsøget viste det sig, at når forsøgspersonerne var påvirket af illusionen om gummihånden, faldt styrken af de elektriske impulser, som nåede frem til deres rigtige højre hånd, dramatisk.

»Det var meget overraskende for os. Effekten var meget stærk. Fordi hjernen ikke længere regner hånden som en del af kroppen, bliver vi dårligere til at bruge den,« siger Francesca Garbarini til TheGuardian.com.

»Under illusionen med gummihånden virker det virkelig til, at hjernen er dårligere til at bruge den rigtige hånd,« siger Matthew Longo, der er hjerneforsker ved Birkbek, University of London, som ikke var en del af studiet.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet eLife.

LÆS OGSÅ: Hvad sker der med vores tanker, hvis vi mister sanserne

LÆS OGSÅ: Dine sanser skærpes kl. 18

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.