Sød smag er - sammen med umami - den første smag, et nyfødt barn møder. Modermælk har nemlig et højt indhold af mælkesukker og frit glutamat og smager derfor markant sødt og umami. Stort set alle børn elsker sød smag, og nyfødte slapper af, når de smager noget sødt.
Evnen til at smage og værdsætte sød mad er livsvigtig for mennesket, fordi smagen fortæller hjernen, at vi spiser noget, der giver energi. Smagen giver velvære og motiverer os til at spise mere. Denne instinktive smag for sødt har vi med os hele livet, og den kan være svær at tøjle.
Fødevarevirksomheder over hele verden tilsætter sukker eller sødemidler til mange forskellige produkter for at få dem til at smage sødere, og som filmens forsøg viser, kan der også være sukker eller sødestoffer i mad, man ellers ikke forbinder med sød smag.