Senere mødetider er bedre for teenagere ifølge amerikansk studie
Kilde: 
14 december 2018

De bliver ofte oppe til sent om natten, og så er de som zombier resten af dagen.

Manglende søvn kan påvirke teenageres udbytte af undervisningen i skolen, men nu har amerikanske forskere fundet en mulig løsning, skriver New Scientist.

Lad teenagerne møde senere i skole, lyder rådet fra forskerne, der har undersøgt effekterne af at skubbe mødetidspunktet med 55 minutter i 2 amerikanske skoleklasser fra Seattle.

Begge klasser skulle møde til undervisning i biologi på 10.klasses-niveau, men den ene af klasserne mødte til time klokken 7:50 om morgenen, mens den anden mødte 8:45.

Gennem et apparat på håndleddet kunne forskerne måle de to klassers sovevaner, og det viste sig, at de, der mødte senere, i gennemsnit fik 34 minutter mere søvn om dagen.

Udover en halv time mere under gåsedunene, fik den klasse, der mødte senere, også i gennemsnit fem procent bedre karakterer end den anden klasse.

Det kan ifølge en forskerne bag, Horacio de la Iglesia, professor i biologi ved University of Washington, skyldes, at søvn er afgørende for vores evne til at lære og huske ting.

Klassen, der fik mere søvn, havde desuden et bedre fremmøde til timerne. I gennemsnit havde de to færre sygedage, og så var eleverne bedre til at møde til tiden.

Det nye studie er ifølge New Scientist det første, der beviser, at senere mødetider gavner teenagere, ved at bruge et objektivt måleapparat - en måler på håndleddet - frem for elevernes egne informationer om deres sovevaner.

Ifølge en af medforfatterne til studiet, Gideon Dunster, som er ph.d.-studerende i biologi ved University of Washington, kan man vinde mere ved at skubbe mødetidspunktet til et endnu senere tidspunkt.

»Selvom eleverne fik mere søvn, så fik de ikke de ni timer per nat, som er anbefalet,« fortæller han ifølge New Scientist.

Studiet, som er publiceret i Science Advance, er gennemført i USA, og man skal derfor være opmærksom på, at det er usikkert, om resultaterne kan overføres til danske forhold.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.