Gode gener for uddannelse giver længere liv
Vi er ikke alle født med lige muligheder. Bestemte genetiske variationer har indflydelse på vores uddannelsesniveau og levetid.
Genetik uddannelsesniveau livslængde sammenhæng

Nogle har lettere ved at uddanne sig end andre. Nyt studie foreslår, at en del af forklaringen skyldes vores gener, og at den genetik, der har betydning for uddannelse, også har betydning for levetid. (Foto: Shutterstock)

Nogle har lettere ved at uddanne sig end andre. Nyt studie foreslår, at en del af forklaringen skyldes vores gener, og at den genetik, der har betydning for uddannelse, også har betydning for levetid. (Foto: Shutterstock)

En af de faktorer, der spiller ind på, hvor længe vi lever, er vores uddannelsesniveau. Jo mere uddannelse, jo længere levetid.

Vores uddannelsesniveau er primært bestemt af miljøfaktorer, men forskning har også vist, at bestemte genetiske varianter påvirker, hvor meget vi uddanner os.

Nu viser et nyt internationalt studie, at de selvsamme genetiske varianter også hænger sammen med levetid.

Alene ved at undersøge en persons genetiske sammensætning kan man dermed se nogle indikationer på vedkommendes forventede uddannelsesniveau og levetid.

LÆS OGSÅ: Kulturel bagage bestemmer vores uddannelse

En milepæl i forståelsen af genetikken

Studiets resultatet stammer fra data fra tre forskellige kohortestudier med i alt 130.000 deltagere og er netop udgivet i det anerkendte tidsskrift PNAS.

Kohortestudier

En kohorte er en veldefineret gruppe personer, som følges over tid (prospektivt), for at afsløre opståen af et specifikt helbredsfænomen, f.eks. sygdom, død eller symptom.

Kilde: Den Store Danske

»Vi er glædeligt overraskede over, at der er en konsistent effekt på tværs af de tre forskellige kohorter. Det er en milepæl i forståelsen af, hvordan genetikken påvirker uddannelse og levetid, og det kalder på mere forskning i, hvad vores gener påvirker,« siger Stuart Ritchie, postdoc i kognitiv aldring på University of Edinburgh og medforfatter til studiet.

I takt med at flere og flere studier tager udgangspunkt i det menneskelige genom, får vi en større forståelse for genetikkens indflydelse på vores liv.

På baggrund af studiet foreslår forskerne den hypotese, at en del af forklaringen på den øgede levetid blandt højtuddannede skal findes i vores genetiske variationer.

LÆS OGSÅ: Længere uddannelse giver bedre hukommelse

»Et solidt studie«

Den hypotese får opbakning fra Jonas Mengel-From, lektor på Institut for Epidemiologi på Syddansk Universitet, der ikke har deltaget i studiet, men læst den videnskabelige artikel.

»Hypotesen er baseret på et solidt studie, som for første gang viser, at den genetik, der har betydning for uddannelse, også har betydning for levetid. Det er dog også vigtigt at understrege, at genetikken spiller en lille rolle i forhold til miljøfaktorer, når det angår de effekter,« siger han.

LÆS OGSÅ: Lavtuddannedes hjerner ældes hurtigere

Levetid forlænges med et halvt år

Forskerne har målt effekten af de genetiske varianter ved at tildele de 130.000 forsøgspersoner en såkaldt polygenetisk score.

Scoren indikerer, hvor mange af de genetiske varianter med betydning for uddannelse, hvert individ besidder. Personer med en høj score har mange af de genetiske varianter og vice versa.

Dernæst har forskerne sammenholdt forsøgspersonernes score med deres forældres levetid.

Det viser sig, at deltagere med en højere polygenetisk score havde forældre med længere levetid. I gennemsnit levede deres forældre seks måneder længere end forældre til personer med en lav polygenetisk score.

Metoden har nogle begrænsninger
Genetik uddannelsesniveau livslængde sammenhæng

De deltagere i studiet, som havde en høj andel af genetiske varianter med betydning for uddannelse, viste sig at have forældre, der i gennemsnit levede seks måneder længere end forældre til personer med en andel af de genetiske varianter. (Foto: Shutterstock)

Det er en anerkendt metode at vurdere personers levetid ud fra deres forældres ditto, men den indeholder ifølge både Stuart Ritchie og Jonas Mengel-From nogle begrænsninger.

For eksempel kan det være, at personer med en høj uddannelse er bedre til at passe på deres forældre, hvilket kan være en del af forklaringen på, at forældrene lever længere.

»I fremtiden vil det være interessant at lave forsøget på baggrund af deltagernes egen levetid, da det giver et mere præcist billede af, hvor meget genetikken direkte spiller ind,« siger Stuart Ritchie.

LÆS OGSÅ: Kvinder og højtuddannede husker barndommen bedst

Tre mulige forklaringer på sammenhængen

Man kan spørge sig selv, hvad årsagen er til, at genetiske varianter, der hænger sammen med uddannelsesniveau, også hænger sammen med levetid.

Forskerne opstiller tre hypotetiske forklaringer:

  1. De genetiske varianter øger kognitive og personlige egenskaber som eksempelvis intelligens, motivation og samvittighed, hvilket kan øge uddannelsesniveauet. Den højere livskvalitet og de positive miljøfaktorer, der følger af uddannelse, kan medføre bedre helbred og længere levetid.
     
  2. Det kan også være, at de genetiske varianter påvirker helbredet ved eksempelvis at holde bestemte sygdomme væk. Sygdomme kan føre til uddannelsesstop eller ringere kognitive evner, hvilket forklarer sammenhængen mellem generne og uddannelsesniveau, og sygdomme kan naturligvis også forkorte levetiden.
     
  3. Endelig kan det være, at de genetiske varianter simpelthen bare har uafhængig indflydelse på to forskellige ting. Varianterne giver både et bedre fysisk helbred, og dermed længere levetid, samt et bedre mentalt helbred og dermed højere uddannelsesniveau.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er højtuddannede mere positive over for indvandring?

Nogle personer har genetiske fordele
Genetik uddannelsesniveau livslængde sammenhæng

Det nye studie viser, at idéen om, at vi alle er lige ved fødslen, ikke er rigtig. Det er dog ikke en ny erkendelse. Men resultatet viser dog, at genetiske studier har et stort potentiale. (Foto: Shutterstock)

Det nye studie viser, at idéen om, at vi alle er lige ved fødslen, ikke er rigtig. Det er dog ikke en ny erkendelse, siger Jonas Mengel-From.

»Vi har længe vidst, at nogle personer har forskellige fordele ved at have bestemte gener. Vores livsførelse er et resultat af samspillet mellem genetik og miljøfaktorer, men man skal naturligvis passe på med at overdrive betydningen af de genetiske faktorer,« mener han. Han tilføjer:

»Denne slags forskning viser os dog, at genetiske studier har et enormt potentiale, og det vil også i fremtiden kunne give os en masse indsigt i den genetiske indflydelse på bestemte sygdomme.«

Stuart Ritchie understreger samtidigt, at studiets resultater ikke reducerer betydningen af miljøfaktorer.

»Vores studie anfægter ikke opfattelsen af, at uddannelsesniveau og levetid afhænger af miljøfaktorer, men det viser, at sammenhængen ikke kun er miljømæssig. Genetiske varianter, som relaterer til uddannelse, er en del af årsagen til, at uddannelsesniveau og levetid er så tæt forbundne.«

LÆS OGSÅ: Dine gener påvirker dine værdipolitiske holdninger

Kan gøre overvågning af sygdomme mere effektiv

Den ny viden får dog ikke øjeblikkeligt en samfundsmæssig betydning, spår Stuart Ritchie.

»Forskningen er endnu på et meget tidligt stadie, men i fremtiden, når vi finder flere genetiske varianter, der hænger sammen med ting som uddannelse, dødelighed og sygdomme, vil vi kunne inddele personer i risikogrupper efter deres genetiske variationer, så eksempelvis overvågning af sygdomme bliver langt mere effektiv,« siger han.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om den 'sure' skildpadde her.