God nyhed: Nu ved forskerne, hvordan corona-virussen bryder ind i celler
virus nøgler corona for børn fortæl barn om covid19

Virussen bruger sine mange 'kroge' til at sætte sig fast på cellerne. Nu har forskere fra Kina klarlagt, hvordan den nye coronavirus gør det helt ned på atomart niveau. (Illustration: Shutterstock)

Virussen bruger sine mange 'kroge' til at sætte sig fast på cellerne. Nu har forskere fra Kina klarlagt, hvordan den nye coronavirus gør det helt ned på atomart niveau. (Illustration: Shutterstock)

Kilde: 
16 marts 2020

Viden om, hvordan virus bryder ind i celler, er et stort skridt, når det kommer til udviklingen af medicin mod virussen.

Det skriver livescience.com.

Når en virus skal inficere en organisme, gør den det igennem de enkelte celler ved at trænge ind i deres ’maskinrum’ og få dem til at producere kopier af virussen.

Herefter strømmer de kopierede virus-partikler ud og spreder sig til andre celler.

Forskere fra Westlake University i Hangzhou i Kina kan nu vise de første billeder af, hvordan den nye corona-virus binder sig til lungeceller for at få dem til at producere mere virus.

Studiet er udgivet i det anerkendte tidsskrift Science.

Forskerne har gjort opdagelsen ved hjælp af et værktøj kaldet kryo-elektronmikroskopi, der bruger dybtfrosne virusprøver og elektron-stråler til at synliggøre selv de mindste biologiske molekylers strukturer.

Læs mere om teknologien i artiklen Forskere får Nobelprisen for at gøre molekyler synlige.

De finder, at SARS-CoV-2, der er coronavirussens videnskabelige betegnelse, hæfter sig selv fast til en receptor på lungeceller kaldet angiotensin-konverterende enzym 2 – eller ACE2.

Den nye viden strækker sig desuden helt ned til, hvordan atomerne interagerer med hinanden, når celle og virus binder sig til hinanden.



Thomas Gallagher, der er virolog ved Loyala University Chivago og ikke selv har været involveret i studiet, siger til Livescience.som, at det er usædvanligt, at videnskaben har adgang til en så stor forståelse af en virus så tidligt i dens udbrud.

»Vores kendskab til virussen er kun nogle måneder gammel, [og] forfatterne bag studiet har allerede fundet information, som det traditionelt tager meget længere tid at nå frem til,« siger Gallagher til LiveScience.com.

Resultatet er særlig vigtigt, fordi viden om, hvordan virus sætter sig fast på cellerne, kan spore forskerne i retning af at finde en måde, hvorpå man kan alarmere kroppens immunsystem om virussens indtrængen, inden den når at sprede sig.

Eller med andre ord: finde en vaccine.

Der kan dog stadig gå en del tid, før det er muligt at finde formlen på en vaccine, mener Gallagher ifølge LiveScience.com.

Den amerikanske Centers for Disease Control and Prevention anslår, at corona-vaccinen tidligst vil være tilgængelig om et år til halvandet.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.