Giftig eller ej? Forskere har lavet sikkerhedsmanual til julens planter
juleplanter

Ifølge flere forskere bør du ikke spise alle de planter, du støder på juleaften. (Foto: Shutterstock)

Ifølge flere forskere bør du ikke spise alle de planter, du støder på juleaften. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
16 december 2021

I det medicinske tidsskrift BMJ kan du i øjeblikket finde en guide til, hvordan du bedst navigerer igennem de mange julerelaterede planter og blomster uden at få hjerteproblemer, nyresvigt og hallucinationer.

Forskerne bag artiklen har undersøgt alle mulige planter, der på en eller anden måde har med julen at gøre, og tjekket, om de på nogen måde kunne være giftige. Deres liste kan du læse her:

Det naturlige juletræ er ifølge forskerne heldigvis sikkert stadig at danse rundt om, men man har set tilfælde af eksem hos arbejdere i juletræsbranchen - der nok har været eksponeret usædvanligt meget for juletræ.

Efeu er ligeledes en lav-risiko-plante i gift-spektret, mens kristtorn derimod er en plante, der kræver lidt mere forsigtighed. Kristtornebær indeholder nemlig stoffet saponin, som kan forårsage maveonde, døsighed og endda give problemer med ens balance og sprog, hvis man nu spiser rigtig mange af dem.

Pæretræer kan også være farlige, men kun hvis du virkelig gerne vil spise rigtig mange pærekerner. De indeholder nemlig stoffet amygdalin, som din mavesæk på knap så belejlig vis laver om til cyanid.

Der har dog, så vidt man ved, aldrig været et dødsfald i forbindelse med indtagelsen af pærekerner. Forskerne bag artiklen understreger dog, at der er en risiko, hvis man indtager samtlige pærekerner fra omkring 12 pæretræer. 

Mistelten kan udløse kys, men også smerte. Planten har nemlige nogle giftige proteiner, der hedder viscotoxiner, hvoraf ricin - som Walter White blandt andet benytter som mordvåben i tv-serien Breaking Bad - er en af de mest kendte. 

Endnu værre bliver det, hvis du forsøger at lave en ‘misteltendrink’. Det er ifølge forfatterne  katastrofalt, hvis du blander alkohol og mistelten.

Julekranse er faktisk heller ikke så uskadelige, som de ellers umiddelbart virker til. Hvis du har pyntet din julekrans med bær fra planten træmorder (Celastrus orbiculatus), som har stoffet solanin i sig, og derefter bestemmer dig for at spise din julekrans, kan det resultere i nogle meget ubehagelige mavekramper.

Hvis du samtidig har pyntet din julekrans med planten almindelig taks (Taxus baccata), kan du oveni i dine ubehagelige mavekramper få en stor finale med døden til følge. Almindelig taks blev ifølge forfatterne blandt andet brugt af keltiske stammer, når de ville begå selvmord.

Af de mere sikre indendørs juleblomster kan nævnes alpeviol, julekaktus og julestjerne, men forfatterne råder til ikke at tvære dem i øjnene, da det kan give irritation. Det samme kan dog ikke siges om julerosen, som indeholder stoffer, der kan ændre ens hjerterytme. 

Selv julemiddagen kan indebære nogle farlige plantearter, advarer forfatterne om. Kartoffelknolden indeholder for eksempel også solanin ligesom træmorderen, men dog i meget små koncentrationer, så det er usandsynligt, at man skulle blive dårlig af at spise kartofler.

BMJ's særlige juleudgave

Tidsskriftet BMJ udkommer hvert år i en speciel december-version, hvor studierne er noget anderledes, end de plejer at være. 

Studierne er dog stadigvæk blevet peer-reviewed (fagfællebedømt), og er lige så virkelige som de forskningsprojekter, der ellers bliver omtalt i BMJ.

Her er to andre historier fra årets juletidsskrift:

Pastinak er helt fint at indtage, men man skal være sikker på, at man ikke har taget fejl og i stedet har lavet smørstegt gifttyde - en plante, der førhen er blevet forvekslet med pastinakken. Så kan man nemlig få sig en fatal omgang krampeanfald og nyresvigt.

Forfatterne bag artiklen udvider lidt deres emneområde til sidst, da de understreger, at man også skal passe på med kanel og muskatnød. 

De seneste par år er udfordringen ‘Cinnamon Challenge’ gået viralt, hvor personer forsøger at spise en hel skefuld kanel på under 60 sekunder. Det har ved flere tilfælde resulteret i åndedrætsbesvær. Hvis du før og/eller efter indtager omkring en skefuld muskatnød, kan du samtidig også begynde at hallucinere.

For at opsummere vil forfatterne gerne foreslå, at man tager sig sine fornuftige forholdsregler til jul, hvor man for eksempel ikke indtager alle julerelaterede planter, bær, træer, og hvad der ellers hører sig til.

jso

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.