‘Game of Thrones’-studie påviser den stærke effekt, fiktion har på vores psyke

Måske er Game of Thrones ikke det bedste show at knytte sig til karaktererne i... (Billede: HBO/CC BY 2.0)

Måske er Game of Thrones ikke det bedste show at knytte sig til karaktererne i... (Billede: HBO/CC BY 2.0)

Kilde: 
25 marts 2021

Fiktionelle karakterer, som vi identificerer stærkt med, aktiverer de samme mekanismer i hjernen, som når vi tænker på os selv og vores nærmeste. 

Vi ser ganske enkelt os selv som disse fiktionelle karakterer og husker deres oplevelser som vores egne, peger et nyt studie på.

Det skriver MedicalXpress.

Forskerne bag studiet ville gerne undersøge fænomenet ‘trait identification’; det, at man identificerer sig med andre baseret på deres personlighedstræk.

»Folk internaliserer vitterligt de oplevelser og trækker på dem, næsten som om det var noget, de selv havde oplevet,« fortæller psykolog Timothy Broom ifølge MedicalXpress.

»De bruger den samme neurale mekanisme, som når de tilgår autobiografisk information (minder, red.).«

Studiet blev lavet på 19 fans af TV-serien Game of Thrones, som lod sig hjerneskanne mens de tænkte på dem selv, 9 af deres venner og 9 karakterer fra Game of Thrones.

(For de nysgerrige, var de karakterer, som dukkede op flest gange, Bronn, Catelyn Stark, Cersei Lannister, Davos Seaworth, Jaime Lannister, Jon Snow, Petyr ‘Littlefinger’ Baelish, Sandor ‘The Hound’ Clegane og Ygritte.)

Forskerne skannede den del af hjernen, der hedder ventromedialt præfrontalt cortex (vMPFC), som, gentagne studier har vist, er forbundet med selvrefleksion, skriver MedicalXpress.

Hjerneskanningerne viste dog, at aktiviteten i denne hjernedel ikke er lige så stærk, når man tænker på andre eller på fiktionelle karakterer, som når man tænker på sig selv og sine egne oplevelser.

Visse personer var dog bedre end andre til at identificere sig med de fiktionelle figurer, skriver MedicalXpress.

Forskerne mener endda, at man vil kunne hjælpe sig selv med at nå sine mål og forbedre sit mentale velvære ved at finde fiktionelle karakterer, som man kan identificere med og lade sig inspirere af.

Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Social Cognitive and Affective Neuroscience.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.