Gadehash indeholdt »farlige mængder« lortebakterier
Kilde: 
05 april 2019

»Farlige mængder.« 

Det er beskrivelsen af, hvor mange 'lortebakterier' som for eksempel E.coli, en gruppe forskere fandt, da de testede 90 klumper hash i den spanske hovedstad Madrid.

Det skriver BBC.

I studiet indsamlede farmakolog og ph.d. José Manuel Moreno Pérez fra Universidad Complutense i Madrid hashprøverne direkte fra gadesælgere.

Formålet var at finde ud af, om hashprøverne var egnet til at blive indtaget af mennesker.

Forskerne inddelte de indsamlede klumper efter deres form, da nogle af dem lignede agern, og nogle lignede guldbarrer.

Resultatet var overraskende.

De fleste af prøverne - 88,3 procent - var slet ikke egnede til menneskelig indtagelse.

LÆS OGSÅ: Bakterier fra babylort gør spegepølsen sundere

I 93 procent af de agern-formede prøver var der »farlige mængder« E.coli-bakterier.

Det skyldes, at de agern-formede klumper var kommet ind i Spanien, ved at en smugler havde pakket dem ind i plastik, spist dem og efterfølgende fisket dem op af sine efterladenskaber. Derfor lugtede mange af prøverne også af lort, har Pérez i et interview med The Local siden forklaret.

I de guldbarre-formede prøver var der E.coli-bakterier i 29,4 procent af prøverne.

E.coli-bakterien er farlig, fordi den kan føre til diarré, opkastning, mavepine og feber - og i nogle tilfælde kan det føre til endnu farligere situationer, for eksempel hvis kræftpatienter eller andre med lavt immunforsvar bliver smittet.

10 procent af alle prøverne indeholdt desuden Aspergillus, som er en farlig svamp, der kan resultere i seriøse helbredsproblemer.

Inhalering af Aspergillus-skimmelsvamp kan forårsage alvorlige problemer for mennesker, der har lungesygdomme eller dårligt immunforsvar.

Det er ulovligt at sælge eller importere hash i den spanske hovedstad, selvom det er lovligt selv at dyrke det til privat brug i nogle situationer.

Studiet er publiceret i Forensic Science International.

LÆS OGSÅ: Bakteriel økologi kan afløse antibiotika

LÆS OGSÅ: Hvorfor er mug på gammel mad farlig at spise - mens gorgonzola er en delikatesse?

mho

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.