Vores krop har en mærkelig evne til at blive påvirket af snydemedicin.

Vi kan både fjerne og påføre os selv plager, alt efter hvad vi tror pillerne, som vi har fået, gør ved os.

Men folk er forskellige, og det er ikke alle, som lader sig påvirke af piller uden indhold.

Dette blev Peter Solvoll Lyby interesseret i, og i sit ph.d.-arbejde har han set på, hvorfor ikke alle lader sig snyde af snydemedicin.

Frygtens effekt

»De, der ikke fik en placeboeffekt i smerteforsøgene, havde en tendens til at opleve mere frygt og angst for selve smerten,« siger psykolog Peter Solvoll Lyby.

Han har for nylig forsvaret sin ph.d.-afhandling om placeboeffekten på smerte ved Universitetet i Tromsø.

»Det at sige til en person, at han eller hun har fået en smertestillende pille, giver en forventning om en smertestillende effekt, og det mindsker smerten,« siger psykologen.

Dette heder placebo analgesi på fagsprog. Analgesi betyder ’uden smerte’.

Det lyder lidt hokus pokus, at vi kan tænke os til mindre smerte, men det er egentlig ikke specielt mystisk.

Tankens smertekraft

»Vi har et smertehæmmende system i kroppen, som tændes, når vi for eksempel slår os eller får en ridse på knæet. Så udskiller kroppen noget, som hedder opioider i hjernen,« forklarer Peter Solvoll Lyby.

Opioider ligner morfin og er altså smertedæmpende.

»Det gør derfor vældig ondt, lige når vi kommer til skade, men så gør det mindre ondt, når den smertestillende effekt sætter ind,« forklarer psykologen.

Og vi kan altså sætte disse opioider i arbejde, selvom vi ikke er kommet til skade.

Peter Solvoll Lyby fortæller, at det akkurat er det, der sker i kroppen, når vi får fortalt, at en medicin, vi får, dæmper smerte.

Men hvis vi er bange, finder kroppen på noget andet. Så udsendes der nemlig et stof, som ikke lader opioiderne gøre deres job.

Frygt nulstiller placeboeffekten

»Hvis frygten opleves som meget intens, kan det svække smerte, mens lav til moderat grad af frygt har vist sig at øge smerte,« fortæller Peter Solvoll Lyby.

Er vi truet eller i stor fare og har brug for at komme væk, mærker vi ikke, at vi har ondt, før vi er i sikkerhed. Men hvis vi er lidt mindre bange, kan frygten give os mere smerte.

»Øget frygt er forbundet med udskillelse af et stof i hjernen, som hedder CCK. Dette stof har to effekter; det øger smerte og blokerer opioider,« siger psykologen.

Hypotesen, som Peter Solvoll Lyby igennem sit ph.d.-arbejde har bevist, er, at frygt nulstiller placeboeffekten.

»Dette sker, fordi man får to modsatrettede effekter på én gang.«

Dobbelt så skidt for bange patienter

Psykologen fortæller, at det dermed bliver dobbelt minus for bange patienter.

»Der er mange patienter, som er ængstelige og oplever frygt og angst, og så kan placeboeffekten svækkes.»

Kroppens egen evne til at sætte smertelindringen i gang er noget læger og medicinalindustrien regner med, når patienter bliver behandlet.

Frygt kan fjerne både placeboeffekten og effekten af selve medicinen. (Foto: Colourbox)

»Placeboeffekten kommer oven i effekten af standard medikamentbehandling. Den slår gerne ind, før medikamentet fungerer og på lidt andre måder,« fortæller psykologen.

Er man bange, kan man miste dette. Derudover, fortæller Peter Solvoll Lyby, kan frygt svække effekten af selve den medicin, du får af lægen.

Medicin med opioider kan blokeres

Det sker, fordi noget smertestillende medicin er baseret på opioider, og CCK-stoffet, som udskilles, når vi er bange, kan blokere disse.

»Den totale behandlingseffekt bliver dermed mindre.«

Peter Solvoll Lyby understreger, at han kun har undersøgt smertestillende medicin og ikke kan udtale sig om, hvorvidt frygt også kan påvirke andre slags medicin.

Mens placeboeffekten er den positive variant, hedder det 'noceboeffekten', når vi får en negativ virkning. Den kan tilføje en tredje negativ for ekstra bange patienter.

»Læser man nøje om bivirkninger, kan man få en uro, som giver noceboeffekt,« siger Peter Solvoll Lyby og fortsætter:

»Medierne kan også skabe en sådan uro, når de blæser ting op, som folk bliver bange for eller skeptiske af.«

Responsen viser sig i bølger

I dette studie har Peter Solvoll Lyby og forskerkollegaer påført over hundrede testpersoner smerte. Nærmere bestemt fik de varmesmerte gennem en såkaldt termode, som blev fastsat på armen.

Personerne blev fordelt på tre delstudier, hvor der var forskellig varighed og styrke af smerten, og de fik snydemedicin med besked om, at den havde en god effekt på armen.

De fik også elektroder på hovedet, i det som på billedet ser ud som en badehætte, så forskerne kunne måle deres hjernebølger.

»Vi ser responsen fra den påførte smerte som en bølgeform i hjernen, og dermed kunne vi se, om en placebopille ville reducere bølgeformen,« fortæller Peter Solvoll Lyby.

Truede testpersoner med elektriske stød

Oven i svarede testpersonerne på et spørgeskema, som blandt andet omhandlede, hvor bange de var for smerte.

»For personer med høj smertefrygt så vi ingen ændring i bølgeformen; altså ingen effekt af placebopillen,« siger Peter Solvoll Lyby.

I det sidste delstudie ville forskerne sikre sig størst mulig frygteffekt og truede testpersonerne med elektriske stød.

»Vi koblede to elektroder på testpersonernes fingrespidser og fortalte, at de i løbet af de næste 7 til 10 minutter ville få elektriske stød,« siger psykologen.

De sagde derimod intet om, hvornår de elektriske stød ville komme, eller hvor ondt det ville gøre.

Da forsvandt placeboeffekten helt hos alle testpersonerne.

Nej til mere placebo

I ph.d.-afhandlingen skriver Peter Solvoll Lyby, at placeboeffekten er påvist at kunne hjælpe mod for eksempel depression, angst, Parkinsons sygdom, astma og smerte.

Han skriver, at det derfor har været omdiskuteret at indføre brugen af placebo oftere i behandling.

Peter Solvoll Lyby mener, at der er brug for flere undersøgelser af placebo- og noceboeffekten, før noget sådan kan vurderes.

»Det er uforsvarligt at indføre en behandlingsform, som man ikke ved mere om, og så snyde patienter til at tro, at de får et ægte medikament, mens de i realiteten modtager et uvirksomt stof,« slutter han.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson