Forudser hjernen fremtiden, når vi beslutter os for noget?
BOGOMTALE: Skal jeg spise isen, eller bør jeg lade være? Hvilke sko skal jeg tage på? Skal jeg tage cyklen eller bussen? Hver dag træffer vi utallige beslutninger, men hvordan hjælper hjernen os egentlig med at træffe disse beslutninger?
hjerne beslutning kage netværk valg overvejelser

Når du overvejer, om du skal spise et stykke kage eller ej, er der forskellige netværk i din hjerne, som hjælper dig med at træffe den svære beslutning. (Foto: Shutterstock)

En dag kan byde på tusindvis af små beslutninger. 

Historien kort
  • Hjernen værdisætter de forskellige valg, man præsenteres for, så man ved, hvad man vil få mest ud af.
  • Værdiansættelsen er styret af, hvad man forventer at få ud af en given handling eller beslutning.
  • Er der en uoverensstemmelse mellem din forventning til fremtiden og den faktiske oplevelse af den, udsender hjernens dopaminsystem et signal, som reviderer værdiansættelsen. Det bliver da muligt, at du en anden gang vil træffe en anderledes beslutning i den samme situsation.

Hvad skal du tage dig til? 

Hvilken vej skal du gå?

Hvordan skal du reagere på det og det, og skal du deltage i det og andet?

Forskere i beslutningsteori arbejdede tidligere ud fra den antagelse, at mennesker er rationelle aktører, som gør fordele og ulemper op ved de forskellige valgmuligheder, de præsenteres for.

Herefter vælger de den valgmulighed, der bedst gavner dem. 

Men videnskabelige observationer af menneskelig beslutningstagning modsiger denne antagelse.

I stedet består hjernen af mange forskellige konkurrerende netværk, som hver især har deres egne mål og ønsker.

Hjernen søger belønning 

Hver eneste beslutning involverer både vores tidligere erfaringer, som er lagret i kroppen, såvel som den nuværende situation:

Har jeg nok penge til at købe X i stedet for Y? Er mulighed Z tilgængelig? 

Overalt i dyreriget er hvert eneste væsen biologisk determineret til at søge belønning, og en belønning er i bund og grund noget, som kan bringe kroppen tættere på sin idealtilstand.

Vand er en belønning, når din krop er dehydreret, og mad er en belønning, når dine energidepoter er ved at være brugt op. Vand og mad kaldes desuden for primære belønninger, fordi disse ting opfylder biologiske behov.

Mennesker ser bort fra primære belønninger

Menneskelig adfærd er imidlertid mere generelt styret af sekundære belønninger, som er ting, der henviser til primære belønninger.

Hjernen - Historien om dig

Denne artikel er et boguddrag fra bogen 'Hjernen - Historien om dig', som er skrevet af den amerikanske hjerneforsker David Eagleman. 

Bogen er baseret på den anerkendte tv-serie: 'The Brain with David Eagleman', som bliver vist på BBC. 

Bogen udkom den 8. maj på Tiderne Skifter, og du kan blandt andet købe den her

For eksempel vil synet af et metalrektangel i sig selv ikke udløse den store reaktion i din hjerne, men eftersom du har lært at genkende det som en drikkefontæne, vil synet af den i gadebilledet være en belønning, når du er tørstig.

Mennesker kan finde selv meget abstrakte ting berigende, for eksempel følelsen af at være værdsat i sit lokalsamfund. Og i modsætning til dyr kan mennesker ofte sætte disse belønninger forud for biologiske behov.

Som neuroforsker Read Montague meget rammende påpeger: »Hajer kan ikke sultestrejke.« 

Det er kun mennesker, som regelmæssigt kan se bort fra de grundlæggende behov til fordel for abstrakte idealer – alle andre dyr forsøger udelukkende at få dækket deres grundlæggende behov. Så når vi mennesker står over for en række forskellige muligheder, integrerer vi indre og ydre data i forsøget på at maksimere belønningen, hvordan vi end definerer dette som enkeltpersoner.

En stor del af vores beslutninger indebærer også forudsigelser om fremtiden.

Hvilken handling giver størst belønning?

Udfordringen ved alle former for belønninger, hvad enten vi taler om grundlæggende eller abstrakte, er, at de valg, vi træffer, ofte ikke fører til et øjeblikkeligt udbytte. Vi er næsten altid nødt til at træffe beslutninger, som først på et senere tidspunkt fører til en belønning.

Mange mennesker studerer i årevis, fordi de ønsker en fremtid, hvor de har en uddannelse. De slider og slæber i et job, som på ingen måde er deres drømmejob, fordi de nærer et håb om en dag i fremtiden at blive forfremmet.

træning sekundær belønning udbytte hjernen mål målsætning komme i form

Et godt eksempel på en sekundær belønning, hvor udbyttet ikke viser sig med det samme, er træning. Man presser sig selv til at motionere hårdt, fordi man har et mål om at komme i god form. (Foto: Shutterstock)

Når man sammenligner forskellige valgmuligheder, tilskriver man dem en bestemt værdi – den anticiperede belønning, kaldes det – hvorefter man vælger valgmuligheden med den højeste værdi.

For at tage et eksempel: 

Jeg har noget tid tilovers, og jeg forsøger at finde ud af, hvad jeg skal bruge tiden på. Jeg skal have købt ind, men jeg ved også, at jeg snart er nødt til at sætte mig på en kaffebar og skrive en ansøgning til et forskningslegat til mit laboratorium, for ansøgningsfristen er nært forestående. Jeg vil egentlig også gerne bruge noget tid sammen med min søn i parken.

Hvordan skal jeg vælge i denne menu af valgmuligheder?

Det ville selvfølgelig være nemt at vælge, hvis jeg direkte kunne sammenligne disse oplevelser ved at gennemleve dem hver især, spole tiden tilbage og så vælge ud fra, hvilket udfald der var det bedste. Men jeg kan desværre ikke rejse i tiden. 

Eller kan jeg?

På mental tidsrejse

Den menneskelige hjerne foretager faktisk konstant tidsrejser.

Når der skal træffes en beslutning om noget, simulerer hjernen forskellige udfald for at generere en model af, hvordan fremtiden kunne se ud. Mentalt set kan vi løsrive os fra det nuværende øjeblik og rejse til en verden, som endnu ikke eksisterer.

hjernen fremtiden beslutninger rejse i tid valg Back to the Future film

Ligesom Doctor Emmett Brown fra filmen 'Tilbage til Fremtiden' vil hjernen også rejse frem i tiden. På den måde kan den forudse, hvad udbyttet bliver af en række forskellige valg - og dermed træffe den beslutning, der giver mest værdi. (Foto: Universal Pictures)

Simulationen af et fremtidigt scenarie i tankerne er blot det første skridt. For at kunne vælge mellem de forskellige forestillede scenarier forsøger jeg at estimere, hvilken belønning der vil være forbundet med hver af disse potentielle fremtider.

  • Når jeg simulerer, at jeg fylder mit spisekammer med købmandsvarer, føler jeg lettelse over at have styr på tingene og tryghed.
  • Det forskningslegat, jeg skal ansøge om, er forbundet med forskellige slags belønninger. Det vil både give penge til laboratoriet, føre til anerkendelse fra institutlederen og give mig en berigende følelse af en succesfuld karriere.
  • Tanken om mig og min søn i parken vækker glæde, og tætte familierelationer er stærkt berigende.  

Min endelige beslutning vil være bestemt af, hvordan hver af disse tre fremtider tager sig ud i forhold til hinanden – vurderet af mit belønningssystem.

Det er ikke nemt at vælge, for alle disse vurderinger er nuancerede: Simuleringen af indkøbsturen er ledsaget af følelsen af kedsomhed; arbejdet med legatansøgningen er ledsaget af en følelse af frustration; og opholdet i parken med min søn er ledsaget af skyldfølelsen over ikke at have arbejdet nok.

Min hjerne simulerer, som oftest under bevidsthedens radar, alle valgmulighederne én ad gangen og forsøger intuitivt at bestemme, hvilken der giver den største belønning. Det er sådan, jeg vælger.

Man kan ikke forudsige fremtiden korrekt

Men hvordan simulerer jeg egentlig disse fremtider, og hvordan kan jeg på nogen måde forudsige, hvordan det i virkeligheden vil være at gå ned ad en af disse fremtidsstier?

Svaret er, at det kan jeg heller ikke.

Jeg kan på ingen måde være sikker på, at mine forudsigelser vil være præcise. Alle mine simuleringer er udelukkende baseret på tidligere erfaringer og min nuværende model over, hvordan verden fungerer. 

hjerne kage dopamin værdiansættelse slankekur oplevelse hjernen signaler

Hvis du spiser et stort stykke kage, selvom du er på slankekur, og kagen desværre viser sig at være tør, lever din forestillede oplevelse ikke op til den faktiske. Det vil gøre, at dopaminsystemet i hjernen udsender et signal, som reviderer værdiansættelsen. En anden gang vil du derfor muligvis træffe en anden beslutning. (Foto: Shutterstock)

Vi mennesker kan, i lighed med alle de andre dyr i dyreriget, ikke bare vandre sorgløst rundt og håbe på tilfældigt at finde ud af, hvad der fører til fremtidige belønninger. 

Derfor er det en helt central opgave for hjernen at komme med forudsigelser om fremtiden. Og for at kunne gøre dette nogenlunde godt er vi nødt til at blive ved med at lære nyt om verden gennem vores erfaringer.

Så i dette tilfælde fastsætter jeg – baseret på mine tidligere erfaringer – en værdi for hver af disse valgmuligheder. Ved at bruge bevidsthedens indre filmstudie rejser vi til vores forestillede fremtider for at se, hvor meget værdi de vil have.

Og det er sådan, jeg træffer mine valg, idet jeg sammenligner mulige fremtider med hinanden.

Det er sådan, jeg konverterer rivaliserende valgmuligheder til den fælles valuta: Fremtidige belønninger.

Vi værdisætter vores belønninger

Man kan forestille sig et belønningssystem med en indre værdiansættelse for hver valgmulighed:

  • Eftersom det at købe ind vil forsyne mig med mad, kan vi sige, at det er 10 belønningsenheder værd.
  • Det er anstrengende at skrive legatansøgninger, men det er nødvendigt for min karriere, så her ender min værdiansættelse på 25 belønningsenheder.
  • Jeg elsker at være sammen med min søn, så en tur i parken med ham er 50 belønningsenheder værd. 

Men der er et interessant tvist her. Verden er kompliceret, og således er vores indre vurderinger aldrig givet én gang for alle. Alle dine vurderinger af ting omkring dig er foranderlige, fordi vores forudsigelser ofte ikke svarer til det, der rent faktisk sker.

Nøglen til effektiv læring er at være opmærksom på denne forudsigelsesfejl. Nemlig forskellen mellem det forventede udfald af et valg og det faktiske udfald.

I mit konkrete tilfælde har min hjerne en forudsigelse af, hvor berigende det vil være at tage i parken med min søn. Hvis vi møder nogle venner i parken, og det viser sig at være endnu sjovere, end jeg havde troet, vil det øge min værdiansættelse, næste gang jeg skal træffe et valg.

På den anden side: Hvis gyngerne er gået i stykker, og det regner, vil det nedjustere min værdiansættelse næste gang.

Hjernen justerer sine belønningsforventninger

Hvordan fungerer den justering så?

Der findes et lillebitte, forhistorisk system i hjernen, hvis mission er at opdatere dine vurderinger af verden. Dette system består af bittesmå grupper af celler i midthjernen, som taler samme sprog som signalstoffet dopamin.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Når der er en uoverensstemmelse mellem din forventning til fremtiden og den faktiske oplevelse, udsender dopaminsystemet i midthjernen et signal, som reviderer værdiansættelsen.

Dette signal fortæller resten af systemet, hvorvidt tingene udviklede sig i en bedre retning end forventet (øget frigivelse af dopamin) eller i en dårligere retning (et fald i frigivelsen af dopamin). Dette signal gør det muligt for resten af hjernen at tilpasse sine forventninger til forudsigelsesfejlen, så den kan ramme bedre plet næste gang.

Dopaminen fungerer som en påvisning af fejl – dopamin er en kemisk vurderingsmand, som altid forsøger at gøre dine vurderinger så opdaterede som muligt.

På denne måde kan du prioritere dine beslutninger på grundlag af dine optimerede gæt vedrørende fremtiden.

Hjernen er grundlæggende indstillet til at registrere uventede udfald, og denne sensitivitet er helt central for dyrs evne til at tilpasse sig og lære. Det er derfor ingen overraskelse, at den del af hjernen, der har at gøre med at lære af erfaringer, minder om hinanden på tværs af arter fra bier til mennesker.

Det kan derfor tyde på, at hjernen udviklede den grundlæggende sammenhæng mellem læring og belønning for meget lang tid siden.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.