Tour de France-rytternes træning har ændret sig en del gennem årene.

Tidligere var det almindeligt at træne lange ture i relativt roligt tempo og køre sig i topform gennem deltagelse i mange løb. I 1980’erne og -90’erne blev man så for alvor opmærksom på, at det er meget effektivt at træne intervaltræning.

Omtrent samtidig skete der en omstilling i retning af at køre lidt færre løb og forsøge at ramme nogle færre, men til gengæld større formtoppe undervejs i sæsonen.

Træningslære er en meget vanskelig disciplin, som blandt andet kombinerer områder som fysiologi og psykologi, og det handler om at finde den rette kombination mellem videnskab og praktisk erfaring. Der er uendelig mange faktorer, som spiller ind på det endelige resultat.

Noget, de fleste træningseksperter vil være enige om, er, at god cykeltræning bygger på en analyse af rytterens kapacitet og de arbejdskrav, der skal opfyldes.

Det betyder blandt andet, at træningsprogrammer i høj grad er individuelle, da rytterne ikke er ens.

En rytter har måske brug for at træne sin udholdenhed mere, mens en anden kan have brug for at træne sin spurtstyrke.

Derudover er det vigtigt at variere træningen. Ikke bare fra dag til dag, og uge til uge, men også hen over flere år. Træner man det samme hele tiden, stagnerer man nemlig.

De små marginaler afgør, om du bliver nr. 1 eller 50

Det kan være svært at time sin træning, så man har de bedste mulige ben, når et Tour de France starter.

I videoen for oven kan du høre Chris Anker Sørensen fortælle om, hvor vigtigt det er, at time og tilrettelægge sin træning op til at stort løb – en disciplin som for eksempel Chris Froome mestrer til punkt og prikke.