Forsøgsdeltagere fik mindre angst, når de udførte en fem minutters åndedrætsøvelse

En åndedrætsøvelse på fem minutter om dagen kan sænke dit stressniveau og forbedre dit humør, viser ny forskning. (Foto: Shutterstock)

En åndedrætsøvelse på fem minutter om dagen kan sænke dit stressniveau og forbedre dit humør, viser ny forskning. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
16 januar 2023

For det meste trækker vi vejret helt uden at tænke over det. Men bare fem minutters bevidst vejrtrækning kan tilsyneladende hæmme angst, sænke hjertebanken og berolige vores nervesystem. 

Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Cell Report Medicine, skriver ScienceAlert.

Andrew Huberman er en af forskerne bag studiet fra Stanford University i Californien, som i sit laboratorium fandt frem til, at bestemte åndedrætsøvelser kan være et hurtigtvirkende redskab til at sænke ens stressniveau. 

Øvelsen går ud på at tage to indåndinger og en lang udånding. Grunden til, at det virker, forklarer Andrew Huberman i videoen nedenfor, er, fordi det udskiller en stor mængde kuldioxid meget hurtigt.

Når vi er stressede, øges mængden af kuldioxid i lungerne, og derfor kan en hurtig udtømning sænke stress, forklarer han. 

(Video: Tim Ferriss)

 

Det nye studie havde 108 deltagere, som blev tilfældigt inddelt i to grupper: 

  • En, der lavede forskellige åndedrætsøvelser 
  • En gruppe, der lavede meditation 

Det såkaldte randomiserede studie (lodtrækningsstudie) gjorde forskerne i stand til at sammenligne effekten af de forskellige øvelser. 

Resultat var, at de, der lavede en fem minutters åndedrætsøvelse om dagen i en måned, oplevede en betydelig større stressreduktion og daglige forbedringer i deres psykiske og fysiske helbred end dem, der mediterede. 

Den mest effektive åndedrætsøvelse var ‘cycling sighing’ eller ‘rytmiske suk’, hvor man tager to indåndinger og en lang udånding, som Andrew Huberman demonstrerer i videoen ovenfor. 

Der er brug for mere forskning i forskellen mellem meditation og et kontrolleret åndedræt, men studiet bekræfter, at en bevidsthed om vores åndedræt ser ud til at have store helbredsmæssige fordele. 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.