Forskning: Hvorfor er bær sunde?
Nyt dansk forskningsprojekt skal kortlægge, hvorfor bær er sunde. Nye anbefalinger om sund kost kan være resultatet.

Mmmm! Bær er lækre, og så inde indeholder de en masse sunde stoffer. Men præcist hvordan disse sunde stoffer påvirker kroppen, har forskerne hidtil ikke kunnet svare på. Det skal et nyt forskningsprojekt råde bod på. (Foto: Colourbox)

Vi får ofte at vide, at vi skal spise bær, hvis vi vil leve et sundt liv.

Bær indeholder masser af sunde stoffer, der blandt andet nedsætter risikoen for hjertekarsygdomme, diabetes og kræft. Det er et faktum, der er videnskabeligt uomtvisteligt.

Men hidtil har forskere alligevel haft umådeligt svært ved at svare på, hvordan præcis disse sunde stoffer påvirker kroppen.

Det skal en dansk forsker nu forsøge at blotlægge i et forskningsprojekt støttet af Det Frie Forskningsråd.

»Mange af de sunde stoffer har vi tillagt antioxidative egenskaber, og vi forsøger at forklare deres sunde egenskaber med netop det. Problemet er blot, at vi ikke kan finde en klar sammenhæng mellem den antioxidative effekt og sundhed, når vi tester stofferne i laboratoriet,« fortæller postdoc på det netop søsatte forskningsprojekt Christian Clement Yde fra Aarhus Universitets Institut for Fødevarer.

»Derfor har vi igangsat dette projekt, der skal klarlægge, om den sunde effekt egentlig ikke opnås, når stofferne interagerer med cellemembranerne, og ikke kun når de agerer som antioxidanter og binder til skadelige stoffer i kroppen,« siger han.

Polyfenoler er sagen 

Christian Clement Ydes forskning drejer sig mere specifikt om den type gavnlige stoffer, der kaldes for polyfenoler.

Polyfenoler findes i store mængder i bær, men også i andre produkter som eksempelvis brød, vin og the.

Fakta

Cellers membraner er opbygget af et dobbelt lag fosforlipider.

Lipider er en betegnelse for en lang række molekyler, herunder fedt, vokse og steroler.

Lipiderne fungerer også som signalmolekyler, der sender signaler fra omgivelserne ind i cellen.

Det er i denne funktion, Christian Clement Yde tror, den gavnlige effekt af polyfenoler ligger.

Projektet er finansieret af Det Frie Forskningsråd.

Forskere har længe haft en fornemmelse af, at polyfenoler er særdeles gavnlige for mennesker. Men når de har udtaget de enkelte polyfenoler til befolkningsstudier, har de ikke formået at eftervise deres teorier om den antioxidative nyttevirkning.

Her mener Christian Clement Yde, at en ny hypotese har sin ret:

»Man har for ikke så lang tid siden fundet ud af, at polyfenoler interagerer med cellernes lipidmembraner (se faktaboks). Min hypotese er, at det er gennem denne interaktion, at vi får den gavnlige effekt af bær og ikke kun gennem en antioxidativ effekt,« siger han.

Bærs sundhed bevises med helt ny teknik

Til at bevise sin hypotese benytter Christian Clement Yde sig af en yderst avanceret teknik.

Teknikken, kaldet faststof-NMR spektroskopi, gør det muligt for forskere at kortlægge molekylers interaktioner med hinanden ned til mindste detalje. (Læs mere om den nye, danskudviklede teknik.)

Ved hjælp af faststof-NMR vil Christian Clement Yde undersøge, hvordan polyfenolerne i bærsaft eller bær-ekstrakter binder til lipidmembraner, der er fastlagt på nogle glasplader.

»Vi kan jo se, at det er bær som helhed, der bringer den sundhedsfremmende virkning. Derfor giver det også god mening at undersøge det mest realistiske indtag af polyfenolerne – nemlig i deres naturlige form. Der kan givetvis også være nogle sundhedsgavnlige kombinationseffekter af stofferne, som ikke kommer frem, hvis man undersøger dem enkeltvis,« forklarer Christian Clement Yde.

Biofysiske forsøg i Argentina

Den anden del af forskningsprojektet bringer Christian Clement Yde over Atlanten.

Hidtil har forskerne ment, at mange af de sunde stoffer i bær skyldes antioxidanter. Men måske opnås den sunde effekt også, når de gavnlige stoffer i bærrene interagerer med cellemembranerne i vores kroppe, og ikke kun når de agerer som antioxidanter og binder til skadelige stoffer i kroppen, mener dansk forsker. (Foto: Colourbox)

Efter undersøgelserne af polyfenolerne med faststof-NMR tager Christian Clement Yde til Argentina for at udføre biofysiske forsøg med bær-ekstrakter på rigtige cellemembraner.

Her forventer han at kunne se en direkte effekt på cellemembraner, der bliver udsat for bærekstrakterne.

»Det bringer forsøgene lidt tættere på virkeligheden at teste min hypotese på rigtige celler,« siger han.

En observeret effekt på cellemembraner indikerer ifølge Christian Clement Yde kraftigt en sundhedsfremmende effekt.

Færdig i 2015 - så følger anbefalinger

Såfremt forsøgene kaster de forventede resultater af sig, er planen, at forskningsprojektet afsluttes i februar 2015.

Her kan det munde ud i nye anbefalinger omkring indtag af bær og polyfenoler.

»Det er jo hele formålet med dette forskningsprojekt. At blive klogere på, hvorfor bær og andre polyfenol-holdige fødevarer er sunde, så vi kan komme med de rigtige anbefalinger omkring indtag,« siger Christian Clement Yde.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.