Forskers anbefaling af glutenfri kost til migrænikere møder kritik
At kvitte gluten for at undgå migræne, hvis man ikke har cøliaki, er ikke underbygget af studier, og metoden er »for spekulativ« ifølge norsk professor.
Migræne gluten fødevarer mad glutenfri cøliaki livsstil hovedpine placeboeffekt lægemidler medicin spekulativt betændelsesreaktion signalstof CGRP Calcitonen Gene-Related Peptide hjerne hjernehinde nerver

Kan gluten forårsage reaktioner i kroppen, som måske kan kobles til migræneanfald hos mennesker, der ikke har glutenallergi? Ja, mener en amerikansk forsker, men der mangler evidens, påpeger norsk professor. (Foto: Shutterstock)

Kan gluten forårsage reaktioner i kroppen, som måske kan kobles til migræneanfald hos mennesker, der ikke har glutenallergi? Ja, mener en amerikansk forsker, men der mangler evidens, påpeger norsk professor. (Foto: Shutterstock)

I en kronik, der blev publiceret for nylig i The Conversation, skriver forskeren Lauren Green, at hun ofte anbefaler sine migrænepatienter at spise glutenfrit. Gluten en en naturlig bestanddel af hvede, byg og rug.

Lauren Green er klinisk ernæringsfysiolog og neurolog ved University of Southern California og specialist i behandlingen af hovedpine.

Hun mener, at gluten kan være en udløsende faktor for migrænepatienter, som har cøliaki (glutenallergi) - og muligvis også for andre, som ikke har denne diagnose.

Det er dog temmelig spekulativt, mener Lars Jacob Stovner, som er professor i neurologi og leder af Norges Nationale Kompetencecenter for hovedpine. Vi vender tilbage til hans forbehold længere nede i artiklen.

Lauren Greens argumenter

I artiklen i The Conversation forklarer Lauren Green, hvordan, hun mener, immunforsvarets reaktion på gluten kan forårsage hovedpine, hvis man har cøliaki.

Hvis en cøliaki-patient spiser glutenholdig mad, tror immunforsvaret, at der er tale om noget, som skal udraderes på linje med en virus eller en bakterie.

Problemet er, at immunforsvaret også angriber rask væv i kroppen, og det skaber en betændelsesreaktion, som kan resultere i hovedpine, skriver Lauren Green i artiklen.

Betændelsesreaktionen er dog ikke det eneste argument i Lauren Greens forklaring på, hvordan gluten forårsager hovedpine.

Vi ved ikke helt, hvad der udløser migræne

Migræne er en kompliceret diagnose.

På trods af at den græske læge Hippocrates allerede beskrev sygdommen 400 år før vores tidsregning, ved vi endnu ikke helt, hvad det er, som udløser migræne, skriver professor Lars Edvinsson fra Rigshospitalet i København sammen med kolleger i en artikel på Forskerzonen.

Vi ved, at nerver, som omgiver blodårerne, er koblet til migræne. Nerverne udskiller et signalstof kaldet CGRP (Calcitonen Gene-Related Peptide).

Signalstoffet får blodårerne i hjernehinden til at udvide sig, hvilket fører til hævelse og irritation, som igen udløser smerte, skriver Lauren Green. Hun mener, at betændelsesreaktionen fra indtaget af gluten aktiverer nerverne, som udskiller signalstoffet og sætter gang i et migræneanfald.

Forskerne har længe vidst, at CGRP kan forårsage migræne. Allerede i starten af 1990'erne blev det påvist, at signalstoffet blev udskilt i forbindelse med et migræneanfald.

Lars Edvinsson og kolleger skriver i deres artikel, at medicin, som modvirker signalstoffets effekt, er godkendt i USA, og lægemidlet formentlig også snart vil blive godkendt i Euroopa.

Lauren Green anbefaler også migrænepatienter uden cøliaki at spise glutenfrit

Lauren Green skriver, at behandlingen af cøliakipatienter, som døjer med migræne, i teorien er enkel: Undgå gluten i kosten. 

Men hvad med migrænepatienter, som ikke har cøliaki? Bør de følge det samme råd? 

Lauren Green mener, at det bestemt er forsøget værd og henviser til noget, som kaldes non-cøliakisk glutensensitivitet, hvor personen har mange af de samme symptomer, som personer med cøliaki, men ikke den samme immunreaktion.

Laurens Greens erfaring er, at migrænepatienter, som er glutensensitive, får færre og mindre voldsomme migræneanfald, hvis de undgår gluten i kosten.

Hun har en mistanke om, at det muligvis er, fordi der er mindre risiko for en betændelsesreaktion, som igen kan føre til smerte.

Norsk professor: »Spekulativt, at det også gælder migrænikere uden cøliaki«

»At sygdommen cøliaki kan forårsage hovedpine, og at der sker en bedring, når patienterne spiser glutenfrit, er ganske godt dokumenteret,« skriver professor i neurologi Lars Jacob Stovner i en email til forskning.no.

Han har læst Lauren Greens artikel og fortæller, at hendes hypotese kan forklare en eventuel sammenhæng, og at den indeholder elementer, som muligvis er rigtige.

Alligevel stiller han sig dog skeptisk overfor den konklusion, som hun drager:

»Artiklen nævner imidlertidig ingen studier, som underbygger påstanden om, at gluten forårsager migræner blandt personer uden cøliaki, andet end at forfatterne har observeret, at en del af hendes patienter får det bedre uden gluten. For mig er det lidt for spekulativt,« skriver Lars Jacob Stovner, der er ansat ved Norwegian University of Science and Technology (NTNU).

Brug for et placebokontrolleret, dobbeltblindet studie

Selvom Lauren Green har set forbedringer blandt sine patienter uden cøliaki, er det ikke sikkert, at der er en direkte korrelation (statistisk sammenhæng) mellem en glutenfri kost og mindre migræne, påpeger Lars Jacob Stovner:

»Det er umuligt at påvise en reel effekt udfra en ren klinisk observation af egne patienter. Det skyldes blandt andet, at migræne er en sygdom, som hos de fleste varierer i perioder, med hensyn til hvor ofte man får anfald, og hvor alvorlige, de er,« lyder det fra Lars Jacob Stovner.

Han forklarer, at der altid er deltagere, som får det bedre, selv om de har fået placebomedicin, når forskerne gennemfører studier med nye lægemidler mod migræne.    

»Det skyldes til dels en psykologisk placeboeffekt, men også i høj grad, at patienterne opsøger lægen og bliver inkluderet i studier i løbet af en dårlig periode, og mange vil efterfølgende få en periode, hvor de spontant får det bedre.«

Lars Jacob Stovner sætter ikke sin lid til Lauren Greens observationer, før et placebokontrolleret, dobbeltblindet studie, hvor migrænepatienter bliver udsat for både glutenholdige og glutenfrie fødevarer, bliver gennemført.

»Jeg synes generelt, at migrænepatienter bliver udsat for mange fejlinformationer om, at dit og dat udløser hovedpinen. Meget er der kun meget lidt hold i, og patienterne bliver tilrådet nogle unødvendige livsstilsbegrænsninger,« slutter Lars Jacob Stovner.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Forskere kommer et skridt nærmere behandling af migræne

LÆS OGSÅ: Forsker: Det er ikke sundt at undgå gluten

LÆS OGSÅ: Sommer- eller vinterbarn? Årstiderne kan påvirke risikoen for cøliaki

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker